Søskendekurset har ændret og vil fortsat ændre mit liv

Jeg har været deltager på Ådalskolens søskendekursus i dette forår og jeg savner det allerede enormt meget. Nye gode kammerater, søde forstående voksne og en gruppe mennesker, som bare forstod mig med det samme uden at jeg behøvede at forklare og forklare. 

Sådan begynder Martin hans email til os og vi har fået lov til at bringe dele af hans brev i dette blogindlæg. For hvad er det egentlig som er Martins pointe. Ja det har vi sat os for at finde ud af her. Når vi spørger Martin, hvad der præcist er ændret i hans dagligdag er det jo ikke, at hans søster ikke er handicappet mere. Hun har Downs syndrom og det vil hun jo have resten af livet fordi Downs syndrom er et livslangt handicap, som man ikke vokser fra men vokser op med. Der er 3 vigtige pointer i Martins e-mail, som vi gerne vil kommentere på. Du skal som søskende lære at skelne mellem ”din søskende” og så selve handicappet/diagnosen. Din søskende har et handicap og er ikke handicappet. Måske lyder det af en lille forskel, men i jeres relation til hinanden betyder det noget væsentligt. Din søskende er så meget mere end at være handicappet. Hun er din dejlige skønne elskelige søster, et unikt mennesker som ikke findes andre eksemplarer af, et menneske med masser af anderledes ressourcer osv. Det næste er, at det er afgørende at have nogle at tale med om handicappet. At tale med andre er et godt redskab til at forstå sammenhængene i tingene. ”På søskendekurset fik jeg at vide at det ikke var på grund af mig, at min søster havde Downs syndrom. Det kan jeg huske, at jeg egentligt tænkte i mange år da jeg var yngre siger Martin”. Jeg tror simpelthen, vi som søskende bliver nødt til at tale om det. Ellers står man nemt som barn tilbage med en følelse af, at det er min skyld siger Martin. De svære tanker og følelser vokser, når man går med dem alene. Der ligger desværre en ’hemmelighed’ i at tale om sine følelser. ’Hemmeligheden’ er, at ens følelser ikke er nogle, der skal ordnes. Der er ikke brug for at få følelserne til at gå væk, de er ok. Når man taler om følelserne, er det kun nødvendigt at sige, at de er der. ”Jeg er vred” eller ”jeg er ked af det”. Ikke mere. De skal bare frem i lyset. At tale med andre om dem, er første skridt på vejen til at gøre dem mindre. Tal med en, du er tryg ved. Den sidste pointe handler om, at anskue ens familiesituation fra en anderledes vinkel og dermed skifte fokus. Det betyder at acceptere det, som ikke er muligt at ændre. Ved at anskue tingene fra en anderledes vinkel oplever du også situationen som søskende på en ny og anden måde. Det er sjældent, at det er barnet med handicap som skal ændre sig, men langt oftere dig selv som søskende, der har den mulighed.