Søskendekurser på Ådalskolen 2021


Den særlige dynamik træder tydeligt frem

Genkendelsen og oplevelsen af at være blandt ligestillede, medfører en helt særlig dynamik på et søskendekursus, hvor alle søskende har mulighed for at kommentere på hinandens erfaringer og nemt opdager hinandens ressourcer. Ressourcer som kan deles og bruges af andre søskende på holdet eller når vi får lov deler dem her på kursusbloggen. Forleden dag talte vi med Martin, en helt fantastisk samtale, som vi er meget stolte af og som vi har fået lov til at bringe her på bloggen. Vi talte om dengang han var på søskendekursus i Ringsted og hvad han særligt husker tilbage på. Der var naturligvis det med den røde løber, de voksne, legene, pauserne i gymnastiksalen og søskendecampen med bål og hygge. Og så var der også lige oplevelsen med, at søskendes erfaringer blev betragtet som ressourcer medfører, at Martin bryder ud med latter i telefonen. Ja det var første gang, at ”jeg som lille dreng på 11 år oplevede, at det er en ressource og ligefrem en kompetence at have en søskende som er handicappet”. Jeg husker at ”det troede jeg faktisk ikke rigtig på men jeg var jo ikke så gammel” så jeg sagde ikke noget. I dag kan jeg godt forstå det og det er rigtigt. Vi søskende er en ressource og ”vi er en stærk gruppe" hvis vi står sammen. Vi har rigtig mange erfaringer, som vi kan bruge til at hjælpe andre med”. Ved at fortælle vores historier, italesætter vi vores livshistoriske erfaringer med at vokse op i familier med et barn som har et handicap. Før jeg deltog på Ådalskolens søskendekursus kan jeg huske, at jeg følte, at jeg ikke oplevede at mine erfaringer var noget særligt…fordi at jeg oplevede at jeg flere steder sådan nemt blev sat i bås…du har en handicappet bror, så er du nok sådan og sådan osv siger Martin som er en af vores ”gamle søskende” der var med på søskendekurset for 6 år siden. I dag er han 17 år. På Ådalskolens søskendekursus er de virkelig gode til at møde os søskende og vi føler os som nogen helt særlige. At have en bror eller søster som er handicappet betyder selvfølgelig noget for mig her og nu og noget som vil følge mig gennem hele mit liv. Nogen tid efter jeg havde deltaget på søskendekurset begyndte jeg at forstå handicappet bedre men selvfølgelig kan jeg en gang i mellem stadig spørge sig selv, hvorfor det lige blev min lillebror som fik det her autisme handicap? Men jeg er begyndt at se på handicappet og mit liv på en anden måde. Jeg har efterhånden accepteret det og det vil altid være en del af mig og der vil altid være ting, som min lillebror ikke kan. I dag kan jeg godt sige til mig selv, at jeg hellere vil bruge min energi og mit fokus på alt det, han godt kan. Dengang da jeg var mindre tænkte jeg, at hvis jeg øvede nok med min lillebror ville han komme til at tale, men det skete selvfølgelig aldrig. Jeg vil have det bedste ud af det jeg har og selvfølgelig er der ting, der fortsat irriterer mig. Min barndom blev anderledes end andres, mine forældre blev skilt, jo jeg har også fra tid til anden ønsket, at jeg var i en anden familie men okay det havde jo muligvis bragt noget andet til min familie og jeg men jeg ved det jo i virkeligheden ikke. Men vigtigst er nu det, at jeg, min bror og familie i dag har det godt.

En gruppe af ligestillede giver gode og ligeværdige dialoger

Allerede fra den første kursus lørdag bliver scenen sat – en begyndelse for et særligt rum. I starten da vi lavede søskendekurser på Ådalskolens i Ringsted havde jeg forestillet mig, at det ville tage lang tid før end børnene turde og havde tillid til at fortælle om deres erfaringer om det at have en bror eller søster med et et handicap. Vores overraskelse var derfor stor, da børnene allerede den på første dag fortalte om deres erfaringer. Den første lørdag møder alle deltagerne op og er naturligvis synligt meget spændte. Vi får lidt morgenmad sammen og imens fortæller vi lidt om os og ideen med søskendekurset. Dernæst præsenterer søskende sig for hinanden. Vi spørger lidt til om de vil fortælle lidt om sig selv og hvorfor de har meldt sig til søskendekurset. I løbet af den første formiddag bliver vi altid meget overraskede. For det første vil alle gerne præsentere sig og gerne fortælle om deres livshistorie. Søskende fortæller om hvordan deres liv har formet sig og hvad der sker i familien og hvordan det er at have en søskende som har et handicap. Livshistorier som rummer alle facetter af en barndom og mange forskellige oplevelser. Deres livserfaringer vidner på den ene side om sammenhæng mellem det sociale miljø, omsorgsrelationer og ressourcer fra nærmiljøet. Ingen af de deltagende søskende kender hinanden på forhånd, men i erfaringsudvekslingerne er de virkelig gode til at lytte til hinanden, hvor det bliver tydeligt, at de genkender mange sider af sig selv i hinandens historier. Erfaringsdannelse er naturligvis subjektive processer, som er forankret i deres livshistorie, men er samtidig genkendelige sociale og familiemæssige erfaringer. Det vil sige, at på trods af deltagernes forskellige baggrunde, vækker de individuelle historier en kollektiv genkendelse, hvilket medfører, at den enkelte søskende hver eneste gang får en oplevelse af at være blandt ligestillede.

Det medfører også en særlig berørthed

At være deltager betyder også med at være i en dynamisk gruppe eller med andre ord i en gruppe af ligestillede fordi det for deltagerne er første gang de ser hinanden og første gang, at mange af dem fortæller åbenhjertigt om deres bror eller søster. I erfaringsudvekslingen bliver søskende også berørte som er et udtryk for, at processen rører ved komplicerede affektive og kropslige relationer. Der opstår det som vi kalder for en sansebaseret autentisk empati. Genkendelsen, det emotionelle engagement og oplevelsen af at deltage i et søskendekursus med ligestillede medfører, at søskende kan og tør fortælle deres historier.

Pernille på 12 år: ”At der er et rum, hvor ting er legale at blive sagt højt. Der er ikke noget, der er pinligt. Der er ikke noget, der ikke er legalt at sige, der er ikke noget der er skamfuldt, der er ikke noget der er værre end det sidemanden fortæller som selvfølgelig har været ude for en anden historie”. Gruppeleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted fortæller også, at det rum der bliver skabt, hvor det er muligt at italesætte deres historier, tabuer samt skamfulde og pinlige oplevelser er af meget stor væsentlighed. Det bliver muligt og legalt at italesætte egne oplevelser og realiteter overfor hinanden, hvorved de kan dele deres subjektive og kollektive erfaringer med at være søskende til en bror eller søster som har et handicap. Søskende erfarer med andre ord et rum for et mere ligeværdigt samvær og ligeværdige dialoger i interaktionen med hinanden. Det betyder at søskende erfarer, at de kan indgå i et socialt samspil med andre uafhængig af deres bror eller søsters diagnose på en anden måde og at de i denne sammenhæng kan høste andre erfaringer. Børnenes individuelle og kollektive erfaringer med en bror eller søster som har et handicap er erfaringer, som vi undervejs i søskendekurset arbejder videre med og udfordre i det fællesrum. At have en bror eller søster med et handicap er er livslangt vilkår og vi oplever på søskendekurserne, at der hele tiden dukker nye lag frem som er væsentlige for søskende ”at sætte ord på”.