søndag den 17. marts 2024

Nervøse sommerfugle lettede

Lørdag fik søskendekurset På Ådalskolen i Ringsted en fantastisk begyndelse. 13 søskende var med og med "nervøse sommerfugle" i maven fik vi taget hul på den kæmpe oplevelse som venter. Det er ganske naturligt at være nervøs når man skal møde nye mennesker. Vil de kunne lide mig, har jeg nogen at snakke med, er der nogen jeg deler interesser med og så videre?

Mange forskellige tanker som kan fylde hvilket er helt normalt. Lige som alle de andre gange viste det sig, at de "nervøse sommerfugle" fløj og efter et par timer gik snakken og legene for fuld styrke.

Det var en rigtig god dag, mange spørgemål og mange eksempler på, hvordan det er at have en bror eller søster med et udviklingshandicap. I gjorde det alle vildt godt og det skal I bare blive ved med.

Vi glæder os til at se jer igen i april.

De bedste hilsner

Louise, Maria og John



tirsdag den 12. marts 2024

Søskendekursus 2024 begynder

Hej alle


På lørdag er en ganske særlig dag. Ådalskolens søskendekursus begynder og dermed baner vi vejen mod et rigtig spændende forløb, hvor en gruppe børn som alle har en bror eller søster med et udviklingshandicap mødes for aller første gang.

Søskendekurset strækker sig langt ind i foråret og dermed bliver der rigtig god mulighed for at lære hinanden godt at kende, dele oplevelser og erfaringer og ikke mindst lære af hinanden. Det er sådan et søskendekursus skal være.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle sammen.

De bedste hilsner og på gensyn

Louise, Maria og John

mandag den 11. marts 2024

Hun ville gerne selv tale med andre børn


Sofie hørte fra en klassekammerat, at det kunne være en stor hjælp at tale med andre børn i samme situation. Sofie spurgte derfor selv – da hun var 11 år – om hun kunne mødes med andre børn. Og efter et stykke tid dukkede muligheden op. “Da jeg første gang fik at vide, at der var en søskendegruppe ved Ådalskolen i Ringsted, blev jeg meget skeptisk. Åh nej, tænkte jeg. Skal jeg nu snakke med nogle psykologer. For det var bare slet ikke mig!” siger Sofie. På trods af Sofies tvivl indvilligede hun dog i at give søskendekurset en chance. “I starten syntes jeg, det var mærkeligt at komme i gruppen. Men langsomt fik jeg øjnene op for, at de andre børn jo havde oplevet det samme som mig. Jeg fik følelsen af ikke at være alene. Det var dejligt for mig at vide, at der var andre, som tumlede med de samme tanker og følelser,” siger Sofie. Sofie oplevede hurtigt at være mærkbart gladere og lettere, når hun kom hjem fra søskendelørdagene. 

“Nogle gange talte vi om på søskendekurset om de emner som er udfordrende for os, når vi har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Vi fik mange redskaber til at bekæmpe de svære eller triste tanker og vi lærte at sætte gode tanker i stedet,” siger Sofie om Ådalskolens søskendekursus. Sofies far kan bekræfte, at Ådalskolens søskendekursus i Ringsted gjorde Sofie godt. “Jeg kørte Sofie til Ringsted og hun blev markant gladere fra gang til gang. Hun så mere lyst på tingene og var i godt humør, når hun kom hjem,” siger Søren. På søskendekurset lærte Sofie bl.a. at blive bedre til at skelne mellem det, der hørte til hendes søsters handicap (infantil autisme) og det, der hørte til hende selv. Og efter noget tid i gruppen blev Sofie meget bedre til at koncentrere sig om sit eget liv – fx sit venindeliv. “Børn i familier med en bror eller søster med et handicap eller særlige behov skal vide så meget som muligt. Forældrene kan selv gøre meget for at skabe åbenhed, og som forælder gør man det, så godt man kan. Men børn påtager sig et kæmpe ansvar og børn vil ikke belaste deres forældre for meget med egne problemer. Derfor var det vigtigt for Sofie at komme på søskendekursus, hvor hun kunne tale frit uden at tage hensyn til, om nogen blev ked af det,” siger Marianne, der sammen med Sofie opfordrer alle i samme situation til at finde sammen i et netværk som netop Ådalskolen i Ringsted tilbyder. “For mig var det vigtigste at møde andre børn, der følte det samme som mig. Jeg vil helt klart anbefale andre at gøre det samme,” slutter Sofie.

Jeg siger "hej" når nogen glor


Martin 11 år: Jeg siger hej når folk glor

Martin er en helt almindelig dreng på 11 år, der går i sjette klasse på Nyboder Skole. Han bor på skift hos mor og far, der er skilt. Det gør han sammen med lillesøster på 7 år. Men her hører normaliteten op, for søster er ikke som andre børn, hun er handicappet. Det betyder, at hun ikke kan så mange ting, at hun opfører sig som en meget yngre pige og at hun larmer og skaber opmærksomhed. Men hun er meget sød og glad hele tiden, forklarer Martin, der er meget glad for lillesøsteren. Man kan både se og høre, at hun er tilbage i udviklingen, og det betyder, at folk på gaden kan finde på at kigge meget, når familien kommer gående. Martin forklarer, at han for det meste er ligeglad med, at folk kigger.

- Nogle gange siger jeg bare hej til dem, når de kigger meget, siger Martin med et stort charmerende smil, men det er ikke alle børn med handicappede søskende, der synes, det er rart, når andre kigger hele tiden. Det har han fundet ud af, fordi han er begyndt at mødes med andre børn med handicappede søskende på et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted.

Andre har det ligesom mig
Martin er glad for at møde andre børn, der har det ligesom ham.
- Så kan vi snakke sammen om, hvordan det er, og hvordan de andre familier klarer det, fortæller Martin. Han oplever, at en handicappet søster eller bror tit får meget mere opmærksomhed af forældrene, fordi de skal hjælpes med mere. Min søster kommer i aflastning et par gange om måneden, så går vi andre i biografen eller laver noget andet sammen der, siger Martin.

Vi møder kursusdeltagerne hvor de er?


Hvad vil det sige at møde søskende der, hvor de er? At møde søskende der, hvor de er, vil sige at tage udgangspunkt i netop deres situation og deres virkelighed. Det vil sige, at vi tilrettelægger søskendekurset, sådan at søskende oplever, at de bliver taget godt imod, og at niveauet for det, der sker på kurset, passer til dem. Det handler i udgangspunktet om god og hensigtsmæssig kommunikation, om at lytte godt efter, om at udtrykke ideer tillidsfuldt til forskellige hinanden og møde andre med empati. Vi møder børnene, hvor de er, ved at tage udgangspunkt i situationer, de kender, og ved at give eksempler på ting, de kan genkende fra deres dagligdag og tale et sprog, som de forstår. Men nu er søskende jo kommet på søskendekursus for at lære noget, så det er også opgaven at skubbe dem et skridt frem, at skabe læring. Derfor handler det om at bevæge sig gradvist fra børnenes tryghedszone ud i det nærmeste felt for videre udvikling ved at skabe passende forstyrrelser. Denne udvikling sker fint i en ramme som søskendekurset op opbygget ud fra. At møde deltagerne, hvor de står, handler også om at variere formidlingsformeren og være opmærksomme på deres læringsstile. Nogle lærer fx bedst gennem det, de hører, andre stimuleres gennem det, de ser, atter andre skal have tingene konkret i hænderne for at forstå dem. Den enkelte lærer noget ved at knytte ny viden og nye færdigheder til det, den pågældende allerede ved og kan. Samtidig lærer den enkelte i samspillet med fællesskabet mellem deltagerne og i samspillet mellem deltagere og os voksne. Hvorfor er det vigtigt at møde deltagerne der, hvor de er? Vi møder deltagerne der, hvor de er, fordi vores udgangspunkt er troen på, at alle gør det bedste de kan. Dette beskrives også som den anerkendende tilgang, hvor alle søskende på et søskendekursus er ligeværdige og har samme ret til opmærksomhed og lærdom. Børnene har krav på at blive taget alvorligt, at der er respekt for alles synspunkter, så alle får mulighed for at udvikle sig. Samtidig gør vi det, fordi forskningen viser, at denne tilgang giver det bedste indlæringsresultat. Når vi møder børnene, hvor de er, giver vi dem de bedste forudsætninger for at realisere deres eget potentiale i fællesskab med andre.