Autisme kan ingen helbrede kun forståelsen hjælper

Jeg er 11 år og for nylig blev min lillesøster diagnosticeret som autist. Da jeg fik det at vide kan jeg huske, at jeg græd, fordi jeg fandt det virkelig svært at affinde sig med det faktum, at det nu var slået fast, at der var noget anderledes ved min lillesøster.

Jeg har gennem vores barndom hele tiden haft svært ved at forstå min søster. Der har været rigtig mange konflikter og skænderier. Hun kopierede altid alt, hvad jeg gjorde og lavede en masse larm, som irriterede mig. Mine forældre gav hende en masse af deres opmærksomhed, og jeg følte, at hun kunne slippe af sted med meget mere end jeg kunne. Min familie vidste ikke, hun havde autisme før for nylig og hun har stadig behov for ekstra meget opmærksomhed. Nu ved jeg, at hun bare ikke kan gøre for det og det gør det nemmere at håndtere og acceptere end da jeg var yngre (og før jeg vidste om autisme) Jeg har altid undret mig over hvorfor jeg har diskuteret så meget med min søster. Alle mine venner havde det virkelig fint med deres søskende, men jeg oplevede bare det stik modsatte med min. Mange gange følte jeg mig som en forfærdelig søster og at det var min skyld, vi havde sådan et dårligt forhold. Jeg svor ofte jeg ville forsøge at gøre tingene bedre, men jeg kunne ikke, fordi jeg troede, at hun gjorde de "autisme ting" med vilje og blot for at irritere mig. Idag har jeg stadig svært ved at håndtere det, men efter jeg har deltaget på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er jeg blevet meget mere tålmodig med min søster, end før hen og jeg forsøger at være en bedre søskende for hende. Nogle gange kommer jeg til at mislykkedes med det jeg gerne vil, men hey, jeg kan jo ikke være perfekt hele tiden. Jeg er stadig blot ved at vænne mig til hele autisme adfærden og jeg har endnu ikke forstået det hele. Jeg har altid ønsket mig en søster, som jeg kunne tale med om alt. Måske bliver det ikke som jeg kunne ønske mig det. Men det betyder ikke, at jeg ikke elsker hende. Jeg elsker hende mere end noget, og jeg vil gøre alt for at hjælpe med at beskytte hende og gøre tingene lettere for hende. Ligegyldigt hvad hun vokser op og bliver er hun jo for evigt min søster og vi har en særlig relation, som ingen kan bryde. Autismen kan ingen helbrede kun din egen forståelse hjælper.

Hvorfor skal jeg tage på søskendekursus?

Det skal du fordi det er godt for dig og naturligvis også fordi du selv gerne vil og har lyst. Længere er det svar ikke. Du skal have lyst til og tænke, at det kunne være sjovt til at komme af sted og få en weekendoplevelse, der varer 3 lørdage og en søndag, lyst til at møde andre børn på din egen alder og du vil på søskendekurset opleve, at alle i børn har en ting til fælles. Nemlig at du og alle de andre børn er bror eller søster til en søskende med et handicap – det kan være en storebror, lillebror, storsøster eller lillesøster eller en tvilling. Måske har du kikket på de tidligere indlæg ellers kan det være en god ide at kikke på det igen. Et søskendekursus er ligesom en fodboldlejr eller spejderlejr, hvor du dels vil lære nye ting om handicap, laver sjove aktiviteter, ser film, snakker og får nye kammerater. Vi hygger os og griner og i starten er du og vi selvfølgelig generte overfor hinanden, men vi lærer hinanden hurtigt at kende. Alle børnene på søskendekurset har sammen det fællesskab, at I har en bror eller søster med et handicap derfor vil vi naturligvis også fortælle historier og oplevelser til hinanden om hvordan det er at være netop dig i din familie. Måske har du oplevet mobning, pinligheder eller stirrende blikke og du har sikkert et godt råd eller to til de andre børn, som er i næsten samme situation som dig. Vi er 3 voksne, Gitte, Nadia og John, som jo ikke kender til dig på forhånd. Vi vil gøre vores allerbedste for at lære dig godt at kende, vi vil passe godt på dig og gøre alt hvad vi kan for at give dig en god oplevelse. En ting er sikkert vi bider ikke. 

David fortæller for første gang

Min bror Niels har autisme. Han er ældre end mig, så jeg har aldrig kendt til andet. Jeg er 10 år, elsker min bror, især når han får mig til at grine, når han laver noget sjovt bag ryggen på min mor og far og når han bare siger sjove ting. Men jeg bliver også ked af det nogle gange, når jeg ser, hvor træt mor og far er og at de nogle gange bliver vrede på ham. Mor råber nogle gange af mig og jeg kan høre hende græde, når jeg har gået i seng. Jeg bekymrer mig om hende og jeg bekymre mig om min bror fordi jeg kan se, at folk på gaden stirrer på ham, vender øjne når vi er ude at handle eller går i byen. Jeg ville egentlig ikke have at mine kammerater i skolen skulle få noget at vide om min storebror fordi jeg var bange for at blive drillet eller hvis de skulle finde på at sige noget ubehageligt, men efter jeg har deltaget i Ådalskolens søskendekursus i Ringsted har jeg fået meget mere mod til at fortælle om min særlige familie. Jeg begyndte med at fortælle det til min lærer straks efter jeg kom hjem fra søskendekursus og hun sagde mig, at hun også har en bror med autisme. Jeg har talt med hende om ting, som f.eks. når jeg bliver forstyrret i mine lektier derhjemme og hun er god til at lytte til mig. Der er også nogle oplevelser som er nemmere at dele med andre end lige mine forældre og jo fordi jeg ikke ønsker at bekymre dem yderligere. Jeg vil helt klart anbefale alle børn, som har en bror eller en søster med et handicap at deltage på et søskendekursus. "Det er som om min verden blev meget nemmere", slutter David med at sige. Det at kunne dele ens historie med andre som kender til det samme er en ting som er alfa og omega og af det vigtigste på et søskendekursus synes jeg.