"Et godt skub bagi"

Ådalskolen i Ringsted tilbyder kurser for søskende, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Drengene fortæller, at søskendekurser er en fantastisk ting og det er vigtigt at fortælle alle søskende, hvad der findes af kurser. Men det er ikke alle børn, som kommer af sted af sig selv, nogle skal man skubbe mere til end andre. ”Jeg var en af de drenge som egentlig ikke ville af sted på et søskendekursus fortæller Niels på 11 år, men min familie og jeg har haft rigtig meget glæde af dem. Dog kunne jeg godt ønske mig, at de varede noget længere. På søskendekurser bliver tingene forklaret på vores niveau”. Søskende er pårørende og vi pårørende er en vigtig ressource i forhold til den bror eller søster, som dagligt lever med et handicap. Det kræver en særlig forståelse, at kende og forstå de ofte meget små signaler, der kommer til udtryk i en hverdag hos et barn med et handicap. Åbenhed og sammenhold i familien, en direkte kommunikation om handicappet samt en god fælles forståelse af problemløsning er faktorer, som ofte kan forebygge udfordringerne pgr. handicappet. Det er vel dokumenteret, at familiens holdning påvirker søskendes trivsel og strategier i forhold til at håndtere og leve med en bror eller søster som har et handicap.

At sætte ord på en anderledes barndom

At være bror eller søster til en søskende med et særligt behov eller et handicap betyder ofte en meget anderledes barndom, at tingene bliver mere uforudsigelige og for nogle børn kan man pludselig blive indrullet i konflikter, hvor man ikke selv er instruktør. Som søskende til et barn med et handicap stiller anderledes krav og navnlig må man hurtigt lære at være ligeglad med omgivelserne, og hvad de nu end tænker. Men alt dette gør noget voldsomt ved én. Søskende holder ofte deres bekymringer og tanker for sig selv og også i forhold til forældrene. De ønsker naturligvis ikke at belaste forældrene yderligere med deres bekymringer og af hensyn til dem holder de sammen på sig selv. Når man er barn – og ikke har et særligt behov – betyder det ikke, at man er i stand til at klare alt. Det betyder heller ikke, at man skal klare alt! På den måde kan det også hjælpe barnet med det særlige behov i forhold til et klart billede af dem, der er omkring. Barnet med det særlige behov kan nemlig heller ikke bruge det til noget, at søskende siger ja til noget, men så alligevel på halvvejen må trække sig, fordi det overskred deres grænser. For søskende er det vigtigt at få talt med nogen, som har overskud og er i stand til at kunne lytte, rumme og give plads. Er du ven eller veninde til én, som er søskende til et barn med særlige behov (og har du overskuddet), kan du måske selv række en hånd frem og på den måde give plads til, at søskende kan få lidt mere luft for de mange tanker og bekymringer. Bekymringerne kan du ikke fjerne – og skal heller ikke – men bare det at kunne få lov til at sætte ord på, og på den måde få luft, kan være nok til, at søskende kan samle lidt flere kræfter til at gå den ofte snørklet vej, der ligger foran. Så næste gang du møder én familie, som har et barn med særlige behov eller et handicap, kan du måske, når du har spurgt til barnet med handicap også spørge til, hvordan de andre søskende har det med alt det, der sker i deres liv – da det ikke kun påvirker barnet med handicap, men også dem, som står på sidelinjen.

Hvordan er det at være i vores sko?

Når et barn fødes med et handicap påvirker det naturligvis hele familien hertil er der ikke så megen diskussion. Alt hvad der før var normalt, bliver pludselig vendt på hovedet og intet er længere som det man kendte. Et barn med et handicap ændrer det, som før var virkeligheden. Sådan fortæller mange søskende, når vi på søskendekurserne spørger dem, hvordan det er at være i deres sko?

En far udtrykker det sådan "vores familie blev ram af en ubalance af følelser som magtesløshed, frustration, hjælpeløshed og ikke mindst tanker som; Har vi gjort noget galt? Kunne vi have gjort det anderledes"? At have et handicap opleves stadig for mange mennesker som et tabu og ofte taler vi pårørende ikke så meget med vores omgivelser omkring den svære tid, vi har foran os. 
Måske føler vi os tynget af skyld eller oplever, at det er skamfuldt at skulle fortælle andre at vores barn har et handicap. Tanker som, hvad tænker de andre, naboerne eller kollegaerne kan stoppe os i at fortælle åbent om kvalerne. Som pårørende og ikke mindst de andre søskende til et barn med handicap må derfor hurtigt lære sig at være ligeglad med omgivelsernes reaktioner og om hvad de nu engang tænker. Søskende skal også lære at sige ”pyt”. John Quist Frandsen som er gruppeleder på Ådalskolens søskendekurser i Ringsted fortæller, at vi ofte hører, at søskende holder deres bekymringer og tanker for sig selv. De ønsker ikke at belaste forældrene yderligere med deres bekymringer og af hensyn til familien kæmper de nogle gange for at holde sammen på sig selv. Særligt for søskende er det vigtigt at få talt med nogen, som har overskud og er i stand til at kunne lytte, rumme og give plads. En god ven, en skolelærer, en nabo (og har du overskuddet), kan du måske selv række en hånd frem for på den måde give plads til, at barnet kan få luft for sine tanker. Bekymrede tanker kan du ikke altid fjerne men blot det at kunne få lov til at sætte ord på og på den måde få luft, kan være nok til, at søskende samler lidt flere kræfter til at gå den ofte snørklede vej, der ligger foran.

De populære søskendekurser

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er populære og allerede nu er vi i gang med at forberede de kurser som begynder næste år. Læs her hvad andre søskende fortæller om søskendekurset og send en e-mail, hvis du er interesseret i en kursusplads.

"Jeg kan godt lide at snakke med nogen om det. Det er ikke så nemt at snakke med mine forældre fordi de jo har så travlt med min lillebror og jeg vil ikke give dem flere bekymringer”. Sådan lyder tilbagemeldingen fra en Martin, en dreng på 11 år, som har været med et søskendekursus. Kurserne er blevet så populære, fordi de formår at sætte fokus på en pårørendegruppe som har brug for et rum til at ”komme frit frem”. Ifølge John Quist Frandsen, socialpædagog og ansat på Ådalskolen, er de direkte fordele ved kurserne, at børnene får luft for de udfordringer, som de oplever i hverdagen sammen med en bror eller søster med et handicap. ”Først og fremmest får børnene et sted, hvor de kan få sagt nogle af de ting, som de ellers nemt kan gå med alene. Børnene kan gå rundt med følelsen af, at de er årsag til handicappet. På søskendekurserne er der professionelle til at hjælpe dem”, siger han. Ådalskolens søskendekurser optager børn i alderen 9-12 år og tilbuddet er åbent for alle kommuner i hele landet. Undervejs i kursusforløbet har børnene rig mulighed for at tale med andre børn, som de kan dele erfaringer og historier med. ”Vi oplever, at søskendekurserne udfylder et behov hos børnene. Her bliver de taget seriøst af professionelle voksne, der sætter fokus på dem og deres udfordringer i forhold til at leve i en familie med et barn med et handicap. På et søskendekursus er der plads til alle de tanker og følelser man har, når man er barn,« siger John. Blandt andet samværet med andre børn i lignende situationer gør at deres tanker og eventuelle bekymringer bliver lettere at leve med, siger han. ”Det er enormt vigtigt for søskende ikke at føle sig forkerte og blive oversamarbejdsvillige, men opleve at andre børn kan have de samme tanker som dem selv. Selvom der er kammerater på deres skole, som også har en søskende med et handicap er det ikke sådan, at de åbner sig op over for hinanden og spørger ind til, om ens kammerater oplever det samme”, fortæller han. John siger på, at Ådalskolens søskendekurser i Ringsted er et sted, som hjælper børnene til at føle sig ”mødt” i søskenderelationen og som giver dem en vished om at der er nogen, de kan tale med om udfordringerne. Et søskendekursus består af maksimalt 10-12 børn. Læs mere her på bloggen, find vores kursusfolder på www.aadalskolen.dk eller på Facebook.

Der er ikke mange ting som kun er sort og hvidt

Når Ådalskolen i Ringsted arrangerer søskendekurser for børn i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et handicap er vi meget optaget af at se hele søskende perspektivet og undervejs i kurset få så mange facetter frem som børnene er klar til. Ikke meget her i denne verden er kun sort eller hvidt, men ofte en farvepalet også selvom man ikke lige ved første øjekast kan se det.

Søskende udtrykker naturligvis også, at der er mange positive fordele ved at have en bror eller søster med et handicap. Det kan være en højere grad af tålmodighed, tolerance, medfølelse/empati og naturligvis en sand multikunster i konfliktløsning. Alt sammen rigtig gode sociale kompetencer som er styrkende for børnene. Kompetencerne og styrkerne giver børnene selvtillid, når de står overfor at skulle håndtere andre udfordrende situationer senere i livet. Trods minimal forskning på området er der alligevel belæg for at sige, at børn oplever deres forhold til deres søskende med et handicap som positivt når:

• Når de har en forståelse for deres bror eller søsters handicap
• Når de får støtte til at forstå hvordan de bedst håndterer deres bror eller søsters udfordringer
• Når de oplever positive reaktioner fra forældre og jævnaldrende kammerater til deres bror eller søster

Søskende fortæller, at der gerne vi have at deres forældre hjælper dem med at finde på fælles aktiviteter sammen med deres bror eller søster. Det kan bare være simple aktiviteter og de behøver ikke at kost mange penge. Søskendes tilknytning til hinanden er livslang og en søskende vil sandsynligvis være det menneske som kommer til at være mest sammen med den bror eller søster som har et handicap. Nogle søskende fortæller også, at forældre gerne må forberede dem på de mange forskellige reaktioner omverdenen ofte har og særligt hvis det er et synligt handicap, hvor barnet sidder i kørestol, har et anderledes udseende eller synlig adfærd. Sørg også for at fortælle søskende om hvad handicappet indebærer og hvad søskende kan forvente. Inddrag dem svarende til deres alder og ikke mindst deres modenhed. Ikke for meget og ikke for lidt – det er en balancegang, som man må forsøge sig med.

At se min storebrors successer i stedet for hans fejl

Det er netop et af vores allerbedste bud på et rigtig godt trick til de søskende som deltager i søskendekurset på Ådalskolen i Ringsted. Konkret tror vi på, at der bag alle vanskeligheder og problemer findes en drøm eller et ønske om noget bedre – og i stedet for at bruge krudt på det, der ikke virker, handler det om at fokusere på det, vi ønsker og det vi vil. For søskende bliver det netop en meget væsentlig forskel på om de irriteres af deres søskendes fejl, problemer og vanskeligheder eller lærer af fascineres af deres styrker. På søskendekurset bruger vil lege og aktiviteter til at faciliteter denne proces og børnenes læring. Vi vil gerne lære søskende at have det godt med sig selv og at være i stand til at mestre de udfordringer og vilkår, som hverdagen og omgivelserne uvilkårlig byder på. Hvis man som søskende bruger for meget energi på at være irriteret over sin søskendes handicap havner man nemt i en negativ cirkel. En cirkel som ikke er støttende for dig og som det kan være svært at komme ud af. 

Måske har du også oplevet at din søskende går dig på nerverne, og du kan mærke at du bruger alt for meget energi på at være irriteret. Hvad skal jeg dog gøre tænker du måske? Hvorfor skal jeg se mine problemer på en anden måde? Hvorfor skal jeg tænke anderledes over tingene? Hvordan kan min bror forandre sig? Vores påstand er, at når noget ikke fungerer som man gerne ønsker det, kan forældrene og andre komme med nok så mange forklaringer, men det løser ikke problemet. Men lige så snart forandringen kommer indefra, dvs. fra dig selv og dit syn på dig selv og relationerne, så sker der noget som forandre det hele. Det vil sige at du kan ikke forandre på din søskendes handicap, men du kan forandre den måde du tænker om handicappet på.  

Lærere kan også tale med søskende

Ifølge John Quist Frandsen, socialpædagog og medarrangør af Ådalskolens søskendekurser i Ringsted, er der en række signaler, som man kan være opmærksom på. "Fra undersøgelser ved vi, at søskende kan få stress symptomer og almindelige trivselsproblemer, som vi også kender fra andre områder. Det kan være, de får hovedpine, ondt i maven og har svært ved at koncentrere sig i skolen. Årsagerne kan være mange: At man oplever konflikter i hjemmet, at søskende påtager sig et for stort et ansvar, at forældrene er meget overbebyrdede eller kede af det eller et så enkelt problem som at få ro og plads til at lave sine lektier".

Søskende går nogle gange deres egne veje

Nogle søskende kan have en følelse af at blive overset, fordi de savner opmærksomhed. Resultatet er, at de prøver at finde deres egne veje. "Det kan betyde, at de ikke tager kammerater med hjem eller ikke er særligt meget hjemme. Det kan også være, de overtager den adfærd, som den søskende har, fordi de har opdaget, at det giver opmærksomhed. Så prøver de, om det virker. Eller måske prøver de at gøre alt, som de tror, forældrene gerne vil have, de skal gøre, for på den måde at tiltrække sig deres opmærksomhed. Børnene tager ansvaret på sig", siger John. Når man er blevet opmærksom på signalerne, er næste skridt at tale med barnet om de følelser, der kan være forbundet med at have en søskende med handicap. Men man skal sørge for at tale om det uden at gøre problemerne større, lyder rådet.

Godt, hvis lærere har et godt kendskab til familien

Lærere og andre fagpersoner kan først og fremmest gøre en forskel for børnene ved at sætte fokus på søskenderelationen og tale med både børn og forældre om, hvordan det er at være bror eller søster i familien. Man kan også enten henvise til eller selv tage initiativ til en søskendegruppe eller et søskendekursus, hvor børnene kommer til at tale med nogenlunde jævnaldrende, der også har en søster eller bror med et handicap. Formålet med søskendekurser er at give børn viden om deres søskendes handicap eller sygdom, at give dem redskaber til at håndtere svære situationer i hverdagen og at støtte og hjælpe dem til at forstå de tanker og følelser som de har. Mange søskende til børn med handicap eller sygdom føler sig anderledes og alene. Forældre og kammerater har svært ved at forstå, hvordan de har det, så grupperne fungerer også som et frirum, hvor det handler om dem selv og deres oplevelser - og ikke så meget om deres søskende, som typisk får og kræver meget opmærksomhed.

Når lighederne opdages

”Hvad kan jeg gøre, når jeg bliver ked af det eller bekymret? Er det okay, at jeg sommetider føler mig pinlig berørt over min bror? Er der andre, der har det ligesom mig? På Ådalskolens søskendekurser i Ringsted deler børn i alderen 9-12 år tanker, følelser og erfaringer med andre, der har en bror eller søster med et handicap. En ofte overset pårørendegruppe er søskende til børn med funktionsnedsættelse. En gruppe, der ikke selv råber systemet op – måske, fordi de har travlt med at holde sammen på familien, eller fordi de er bange for at stille mor og far i et dårligt lys. Mange forældre til børn med funktionsnedsættelse peger dog selv på, at søskende kan blive overset, både af dem selv i en presset hverdag og af systemet, som primært fokuserer på barnet med handicap. Heldigvis er der flere kommuner som er ved at ændre fokus til at familien skal møde en sagsbehandling, som tager udgangspunkt i familiens samlede behov herunder også søskendeperspektivet. På Ådalskolen i Ringsted har vi siden 2011 afholdt søskendekurser for søskende til børn og unge med et handicap. Deltagerne er mellem 9 og 12 år. Det kan være svært at have en bror eller søster, der skiller sig ud, og som måske tager meget af opmærksomheden i hverdagen. Det fortæller kursusleder og underviser på søskendekurserne John Quist Frandsen. ”Vi vil gerne have, at børnene får et fællesskab med hinanden; at de oplever ikke at være alene om deres følelser, og at andre forstår én. Vi skal kunne skabe et trygt rum, hvor de oplever, at det er okay for eksempel at føle sig pinligt berørt over sin bror, når han begynder at råbe højt i supermarkedet, eller at det er ok at føle frustration og vrede over for mor og far, fordi man synes, de aldrig har tid til én. Samtidig vil vi gerne give dem ideer til handlemuligheder i dagligdagen. Og ofte viser det sig, at det er, når børnene bringer deres egne erfaringer i spil og deler dem med hinanden, at vi og de virkelig rykker,” fortæller han. Børnene fra efterårets søskendekursus er ikke i tvivl om, hvad det giver dem at mødes med andre, som af egen erfaring ved, hvordan det er at have en handicappet søster eller bror. For Mette er det især fællesskabet med ligesindede, som tæller. ”Man føler sig knap så alene. Her møder man nye mennesker, der har lidt de samme problemer som én selv. Jeg har aldrig haft en kammerat, der havde det på samme måde som mig. De eneste, jeg ellers har kunnet tale med det om, er mine forældre. Så det er dejligt at vide, at man ikke er alene, og at andre også har søskende med handicap, der har det på samme måde. Og at opleve, at nogle af de problemer, man har, går igen hos andre,” siger hun. Det er en oplevelse, som andre af de børn på kurset kan nikke genkendende til. ”Man kan få talt ud, uden at der er andre, der siger mig imod, ” siger Kristina. ”Man får også nye venner,” supplerer Claus. Ud over at tilbyde børnene et frirum sammen med ligesindede, hvor de kan tale åbent om deres modstridende følelser og identificere sig med hinanden, får børnene også konkret viden om forskellige funktionsnedsættelser med sig fra søskendekurset. Og det er en god hjælp og styrke i hverdagen, fortæller Nikolaj. ”I forhold til ens venner er det meget rart, at jeg nu kan forklare min brors handicap bedre. Det kan jeg, fordi jeg har mødt andre på kurset her, der også forstår, hvad det handler om, og fordi det bliver forklaret så godt her,” siger han. Så er der også lige søskendecampen som Ådalskolen arrangerer. "Et fantastisk initiativ som bare er så hyggeligt" siger flere af børnene samstemmende i kor.

Særlige ting som søskende kender til

At have en bror eller søster med et handicap kan på en og samme tid både være fantastisk og frustrerende i lige store mål, men hvordan opleves det egentlig hvis vi dykker dybere ned? Har du nogle særlige oplevelser og er der nogle uudtalte sandheder, som ingen andre vil kunne forstå på samme måde? Disse svar søger dette blogindlæg at give et svar på. Der findes flere artikler og bøger, som beskriver hvordan det er at leve med et handicap og med rette er skrevet fra den handicappedes perspektiv men sjældnere finder man artikler som er rettet på søskendebarnets syn. Fra tid til anden hører vi i medier om hvordan voksne søskende kæmper for deres handicappede søskende, om uenigheder med kommunen og at det meget ofte kan ”føles som meget op ad bakke”. Igen er der fokus på den handicappedes livsvilkår snarere end den ikke-handicappede søskendes perspektiver og oplevelse. Når vi holder søskendekurser på Ådalskolen i Ringsted er det altid med det sigte at give søskende mulighed for at rette deres perspektiv mod det de oplever som vigtigt eller det som de mærker ”fylder i hverdagen”. En af drengene fra sidste kursus fortalte om denne oplevelse. ”Jeg er vokset op med 3 søskende og jeg har ikke været særlig opmærksom på den indflydelse, min yngste brors handicap har haft på vores liv. Men efterhånden som jeg er blevet ældre er jeg begyndt at tænke mere over det”. At være handicappet kan være hårdt, men hvad med os søskende der vokser op sammen med den handicappede? Hvad med vores tanker og følelser og hvad kan der fortælles om det helt specielle bånd, der opstår mellem os søskende? Hvilke sandheder oplever vi, som andre mennesker som ikke har en søskende med et handicap aldrig ville overveje? Uanset hvilket handicap ens søskende har formoder jeg at du vil kunne genkende følgende roller, sådan siger John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekurser i Ringsted. Sammen med 2 andre kollegaer har han i en årrække stået i spidsen for de søskendekurser som tilbydes fra Ådalskolen.

Rollen som livvagten:

Uanset om din bror eller søster med et handicap er ældre eller yngre end dig opleves rollen som en 'livvagt' automatisk i større eller mindre grad. Du har en trang til at beskytte og forsvare din bror eller søster mod uretfærdigheder, som om du er udnævnt til deres uofficielle livvagt. Det er naturligvis helt naturligt at beskytte din familie men det skal ganges med tusind for at det nogenlunde svarer til hvordan andre børn i andre familier oplever det. Den her beskyttende rolle bliver ofte mindre, når du bliver ældre og indser, at din søskende ikke har brug for den samme beskyttelse, men blot kræver din støtte. En støtte som for de flestes vedkommende bliver livslang.

Rollen omkring den konstante opmærksomhed:

Uanset om du er ude i byen med dit søskende eller ej er spørgsmålet om inklusion i handicapvenlige miljøer altid i dine tanker. Det er som en radar, der automatisk slukker, hver gang du kommer ind i en café, der ikke har nogen rampe eller krydser en vej med særligt høje kantsten eller besøger et offentligt sted, der ikke har nogen teleslynge eller bare bemærker folks negative holdninger til handicappede. Vi behøver slet ikke at nævne, hvordan du oplever det, når folk bruger ordet ”spasser” i din nærhed selv når de godt ved, at du har en søskende med et handicap. Det er som at have nogle helt særlig hjerneceller som i løbet af et splitsekund aktiveres fordi du har en viden og en bevidsthed om, hvordan det er at være handicappet, som mange andre mennesker aldrig engang ville overveje.

Rollen om den indre kamp:

Mange søskende kæmper med en følelsesmæssig indre konflikt om at ønske deres forældres opmærksomhed i lige så høj grad som deres bror eller søster med et handicap og alligevel ved søskende, at deres bror eller søster til tider har mere brug for det. Søskende skal lære at forstå, det det ikke er fordi at deres forældre ikke elsker dem, men det er det pågældende handicap, som kræver ekstra omhu og opmærksomhed. En pige på et af vores søskendekurser fortalte det på denne måde. ”Jeg tænker ofte tilbage på min egen personlige oplevelse. Min mor boede i lange perioder sammen med min søster imens hun var indlagt på hospitalet mens jeg måtte bo hos min bedstemor. Jeg husker jeg spekulerer meget på, hvad de lavede og om de hyggede sig? Jeg troede, at mor favoriserede min søster frem for mig og jeg husker følelsen af at blive efterladt hjemme. Det var først flere år efter at jeg fuldt ud forstod, at min søsters behov i denne periode var større end mine eller skal jeg siger anderledes end mine”.

Rollen med de uudtalte fremtidsperspektiver:

Som søskende til en bror eller søster med et handicap er der ofte uudtalt antagelser, at når dine forældre ikke længere er der, så bliver det søskendebarnets opgave og ansvar at passe den handicappede bror eller søster, uanset om de er ældre eller yngre. Naturligt nok er dette vel typisk for langt de fleste familier, uanset om der er et handicap eller ej - det er hvert medlems pligt at være der for hinanden. Men jeg tror, ​​at der ligger en forskel i, at man som ofte ikke forudser indvirkningen, førend det faktisk sker. Når man har en bror eller søster med et handicap er tanken om fremtiden altid i dit hoved. Hvad kommer der til at ske?

Rollen med omgivelsernes mange meninger:

Når du har en bror eller søster med et handicap forsøger du at behandle ham eller hende som enhver anden søskende og alligevel er der ofte en anderledes forskel. I kan sikkert engang imellem slås, drille hinanden, lave sjov med hinanden men du kan naturligvis også beundre og elske ham eller hende ubetinget. Det er sandsynligt, at du på mange måder oplever et almindeligt søskendeforhold men uanset hvor ”normalt” du oplever forholdet, vil andre udenforstående altid have noget at sige om det. På søskendekurserne omtaler vi dem ofte i to grupper: De ”chokede” og de ”sympatiske”.

De ”chokede” mennesker er normalt overfladisk overfor hvad du og din søskende gør og kan bryde ud i latter eller latterliggørelse bare fordi der er noget der er anderledes. Disse mennesker kan endda blive overrasket over, at man kan snakke eller lege sammen med ”en handicappet”. Trods inklusionstanker i Danmark som har været kendt i over 20 år er der stadig mennesker i omgivelserne som ikke har forstået det at vokse op med en bror eller søster med et handicap giver et særligt vilkår. Efter så mange år vil det være nemt at sige, at ”de kommer aldrig til at forstå det”. Den anden gruppe er de ”sympatiske cheerleaders”, som vi kalder dem. De vil give dig et medlidenhedsblik efterfulgt af ”du er vel nok en god bror/søster fordi du tager ham med i ud byen”. At have en helhjertet tro på, at uden dig ville din bror eller søster med et handicap aldrig komme ud og bare blive hængende hjemme er ganske naivt. Omgivelsernes mange meninger kan være udfordrende for søskende at rumme. Særligt i de unge år kan man blive vældig påvirket. Med alderen bliver man heldigvis mere ligeglad overfor andres meninger men helt ligeglad tro jeg ikke, at man som søskende bliver.

Sådan er et søskendekursus opbygget?

Når vi afvikler søskendekurser fra Ådalskolen i Ringsted er vi meget opmærksomme på 2 særlige roller som vi bevæger os inden for nemlig som underviser og procesfacilitator. Det handler dagens blogindlæg om fordi det er fundamentet i alle vores kurser og noget som vi er stolte af at kunne tilbyde. Det er vores opfattelse, at selv ikke den mest nøjagtige drejebogsbeskrivelse og planlægning af et søskendekursus kan flytte en gruppe af mennesker. Vi skal som underviser – naturligvis med afsæt i god planlægning og forberedelse – fungere som procesfacilitator. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i, at læring er relationel og opstår i samspillet mellem alle i lokalet - os og den enkelte søskende. Som underviser er det vores ansvar at skabe et læringsrum gennem den proces, hvor alle søskende bidrager til at skabe et rum, der gør læring mulig. Baseret på erfaringer fra ind- og udland bør også undervisningssituationen være karakteriseret af den bærende tanke om ligeværd og respekt for den  enkelte søskendes ret og forpligtelse til at bidrage til det fælles læringsrum med sine egne unikke erfaringer, betragtninger og oplevelser. Det handler om at have øje for, at børnene i deres eget tempo og med fokus på deres egne tanker om deres rolle som søskende får lov at være til stede i rummet på deres egne præmisser. Det kræver, at vi som underviser fungerer som rammesætter og procesfacilitator. Ved at skabe tydelige rammer og hjælpe søskende til at holde fokus kan vi invitere dem ind i deres eget rum, hvor vores primære opgave er at skabe rammerne, ikke at være ekspert på indholdet. I denne forholdsvis åbne proces er det vores opgave at perspektivere søskendes forskellige bidrag til temaet. Bidrager en søskende med overvejelser, der ikke umiddelbart kan perspektiveres til det tema, der undervises i, må vi anerkende gyldigheden i inputtet, fx ved at sige: ”Jeg synes, det er spændende, du får den tanke” eller ”Det var da en interessant måde at se det på” eller ”Jeg er rigtig glad for, at du er så bidragende, men jeg stopper dig lige, fordi jeg gerne vil holde den røde tråd i det, vi taler om lige nu”. Derefter kan vi:

• henvise til pausen og sige, at der dér vil være tid til at undersøge lidt mere grundigt, hvad bidraget handler om og sammen overveje, om det er relevant for hele gruppen af søskende.

• lave en såkaldt "parkeringsplads" til bidrag, udsagn og spørgsmål, som hører under et andet tema eller kræver en større fælles undersøgelse m.v. Når først parkeringspladsen er lavet (på en tavle eller væg), kan alle emner, temaer og spørgsmål midlertidigt parkeres der.

Som procesfacilitator for en søskendegruppe kommer vi løbende til at overveje:

• Hvad der vil være bedst for gruppen og hvad der vil være bedst for den enkelte søskende. Er der en kursusdeltager, der har særlige forudsætninger, er særlig påvirket af at være bror eller søster og som skal tilgodeses? Og hvad vil det gøre ved gruppen som helhed, at tilgodese den enkeltes behov?

• Hvordan understøtter vi bedst, at den enkelte søskende bruger gruppens ressourcer?

• Hvordan skaber vi sammen et rum, hvor alle accepteres som de er inden for de fælles besluttede rammer?

• Hvordan sørger vi for, at alle input, kommentarer, tvivl, spørgsmål m.v. mødes på en anerkendende måde?

I denne løbende proces kommer vi som undervisere til at lægge mærke til, hvad der har betydning for, at vi sammen kan reflektere over væsentlige temaer og skabe fremdrift for børnene. Husk på, at vi ikke skal kunne svare på alle spørgsmål eller have konkret viden om alle de handicaps og tematikker, der dukker op, men at vi er facilitator for en uforudsigelig fælles proces. I stedet for at undervisningen får karakter af "20 spørgsmål til professoren", afspejler

vi ligeværdigheden og gensidigheden ved at invitere til fælles undersøgelse og refleksion af et spørgsmål.

Lad os give et konkret eksempel:

En søskende fortæller om et dilemma eller en situation, hvor overvejelserne går på, hvad der var det rette at gøre, resulterede i, at han følte sig i tvivl om, om der havde været en bedre løsning. Det er nu vores opgave at spejle dilemmaet ved at gentage dilemmaet eller tvivlen, gerne i en opsummerende form uden detaljer. Herefter lægges spørgsmålet ud i søskendegruppen, fx med et: ”Ja, hvad ville I andre have gjort i denne situation?” Der vil sandsynligvis komme mindst to forskellige bud og nogle gange kommer der mange flere. Vi som undervisere skal ikke her afgøre, om de er rigtige eller forkerte, men blot anskueliggøre, at der er mange måder at håndtere en tvivl og rådvildhed på og at der ikke er en måde, der er rigtig, mens en anden er forkert. Det vigtige er efter vores mening, at tvivl og rådvildhed rummes og accepteres, ligesom de handlinger, man foretager sig, accepteres. På den måde bliver miljøet på vores søskendekursus åbent, anerkendende og rummeligt, og et særligt sted, hvor der er god plads til forskellighed og mange forskellige sandheder. Hvis der ikke er nogen input i forhold til dilemmaet (hvilket i virkeligheden er meget sjældent), kan vi som undervisere enten selv komme med et bud eller blot anerkende, at det er en almengyldig udfordring, som der ikke er et entydigt svar på. Skitsér evt. to forskellige perspektiver på dilemmaet, og understreg, at det altid er den søskendes egen beslutning i selve situation, og at der ikke er én rigtig løsning på dilemmaet. Undervisningen på et søskendekursus har altså til formål at invitere den enkelte søskende til at gøre sig sine egne tanker og overvejelser om rollen som bror eller søster til en søskende med et handicap og skabe et nødvendigt frirum. Det er også en god idé, at den umiddelbare respons på spørgsmål og kommentarer altid indledes med et ”ja”. Et ja udtrykker i sig selv anerkendelse og forståelse, og det forpligter os som voksne til en positiv spejling. Herudover kan der suppleres med: ”Det er et godt/relevant/interessant spørgsmål”. Når der skal dannes mindre hold i forbindelse med øvelser og aktiviteter, er det vigtigt, at søskende i løbet af et kursus får mulighed for at samarbejde med alle efter tur. På den måde får alle børnene mødt hinanden og opnår dermed den fortrolighed med hinanden, der kan understøtte, at læringsrummet opleves som trygt, støttende og ligeværdigt. Efter hver kursusgang takker vi alle søskende for deres bidrag, hvilket er med til at give børnene en oplevelse af, at deres bidrag har været værdifulde. På Ådalskolens søskendekursus bruger vi mange forskellige øvelser. De fleste er nogen som vi selv gennem tiderne har opfundet og har fundet meget anvendelige. En af de øvelser vi især godt kan lide er ”walk and talk”, dvs. man går en lille tur med en tildelt partner. Walk and talk er særlig velegnet som øvelse, hvis man ønsker en mere uformel samtaleform, der understøtter opbyggelsen af sociale relationer og kendskab til hinanden. Opdeling i mindre grupper giver flere søskende mulighed for at komme til orde og dermed bidrage og blive en aktiv del af fællesskabet. Det giver også nogle af børnene mulighed for at fremlægge på

baggrund af alles bidrag. Plenum giver mulighed for, at alle kan komme til orde, hvis de har et synspunkt, der adskiller sig fra de øvrige fremlagte. Det giver også mulighed for ikke at skulle bidrage aktivt. Alle de øvelser og aktiviteter, hvor man fremlægger eller gengiver andres historier, fortællinger eller meninger, har den fordel, at man træder ind i hinandens livsverden og ser tingene gennem andres øjne. På den måde kan man forstå den anden bedre og samtidig midlertidigt træde ud af sin egen livsverden, hvilket kan give en ny vinkel eller et nyt perspektiv på ens egen måde at være i verden på. Da vi altid efter gruppeøvelser og walk and talks opsummerer i plenum, vil alle de emner, der berøres eller arbejdes med, deles af fællesskabet og gruppen vil dermed få en fælles referenceramme og forståelse for hinanden. Det danner grundlag for, at gruppen udvikler sig sammen og bliver inspireret af hinanden. Som søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted udvikler vi os hele tiden. Selvom jeg i dette blogindlæg har beskrevet søskendekurset set fra maskinrummet er det vigtigt for mig at sige, at et søskendekursus aldrig er helt ens. Der er aldrig tale om en kopi. Hver eneste gang er der små drejninger og anderledes måder at gribe kurset an på som gør at det er en virkelig spændende opgave for os at være en del af.

Hvad er en god søskendegruppe?

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er kendetegnet ved at være et seriøst gennemarbejdet tilbud, et intenst og langstrakt forløb. For at det skal være trygt for alle søskende at dele deres udfordringer og succeser ved at have en bror eller søster med et handicap vælger vi i fællesskab nogle retningslinier den første kursuslørdag som vi gerne vil have præger resten af søskendekurset. Vi lægger ud med at spørge, hvad søskende synes kendetegner en god gruppe. Når vi vælger at involverer og engagerer børnene, får de medejerskab for de fælles spilleregler vi udformer. Vi skriver de retningslinjer ned som vi finder frem til på en på en flipover. Sidste gang vi havde søskendekursus talte vi om følgende ting: Kom hver gang, lyt, vær nysgerrig og tavshedspligt. En af os voksne skriver punkterne på flipoveren, mens I som søskende uddyber, hvad de betyder. Til ”kom hver gang” kan man sige: Det er vigtigt, at I kommer hver gang. Så bliver søskendegruppen stabil, og I lærer hinanden godt at kende. Når I kender hinanden, så ved I også lidt mere om, hvad I hver især har brug for, og så kan I bedre støtte hinanden og lærer hinanden at kende. Hvis I alligevel skulle blive forhindret i at komme en af gangene, så ring til os og meld afbud eller send en besked. Så kan vi videregive beskeden til resten af søskende gruppen, og så behøver vi ikke spekulere på, om der mon er sket noget.

Til ”lyt” kan man sige: Hvis I deler jeres erfaringer med hinanden, kan I blive mange erfaringer klogere på kort tid. I kan få en masse gode ideer og lære af hinanden. Nogle gange vil det, vi snakker om, lige passe til jer, andre gange vil det ikke – og så kan I bare lade det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. I opdager bedst selv, hvad der virker for jer. Der er som sagt mange forskellige måder at være søskende på men det fælles er at I alle har en bror eller søster med et handicap.

Til ”vær nysgerrig” kan man sige: Prøv at være nysgerrige i forhold til jeres egne og andres opfattelser af, hvordan vejen til et godt søskendeliv ser ud. Andre søskendes viden og erfaringer kan give ny viden og perspektiver. Måske bliver I klogere undervejs og får lyst til at prøve noget andet end det I har gjort tidligere. Se, om det er muligt at du kan bevare en nysgerrig indstilling.

Til ”tavshedspligt” kan man sige: I må selvfølgelig meget gerne fortælle andre om, hvad I oplever og lærer på søskendeholdet og mange gange kan du slet ikke lade være. Men det er vigtigt, at I ikke nævner nogen ved navn eller snakker om de andre deltagere på de sociale medier. Fortæl kun om det, I selv oplever. Det skulle gerne være sådan, at I alle er trygge ved at fortælle, når I er her og har lyst til at dele erfaringerne om det vilkår det er at have en bror eller søster med et handicap.