tirsdag den 28. august 2018

Søskendekursus begynder

Kære søskende
Så er det på lørdag, at søskendekurset på Ådalskolen begynder. Vi glæder os rigtig meget til at se dig i Ringsted kl. 09.00. Vi håber du allerede har fået dit deltagerbrev, hvori du kan læse om programmet. Gitte, Nadia og John har lavet et godt program og glæder os til at tage hul på det. Husk påklædning efter vejret da nogle af aktiviteterne foregår udendørs.
Kan du have en god uge til vi ses.
De bedste hilsner og på gensyn
John, Nadia og Gitte


lørdag den 25. august 2018

Søskendes behov skal mødes og forstås

Når Ådalskolen i Ringsted afholder søskendekurser for børn i alderen 9-12 år er der nogle centrale emner som går igen og igen.
At være søskende til en bror eller søster med et særligt behov er et livslangt vilkår og derfor giver det udviklingsmæssigt en rigtig god mening at styrke og satse på søskenderelationen.
Søskende til børn med særlige behov har brug for:
At vide, at det er i orden at stille spørgsmål
At være forberedt på de ofte mange ændringer i hverdagen
Rum til at vise følelser f.eks irritation, bekymring, jalousi og vrede
Opmærksomhed fra deres forældre eller fra andre voksne f.eks bedsteforældre, pædagoger, lærere osv.
Alenetid med forældrene
Forsikring om at de ikke på nogen måde er skyld i handicappet 
At bevare en så normal hverdag som muligt med skole og fritidsaktiviteter
At have et "frirum" til at kunne dele erfaringer og oplevelser sammen med andre søskende
At opdage at andre børn oplever meget af det samme som dem selv

tirsdag den 21. august 2018

Er der andre, som mig spurgte Mikkel?

Ifølge hans mor var det Mikkel første kommentar da han fik at vide, at han skulle deltage på et søskendekursus. Det er slet ikke unormalt at føle sig lidt alene eller ensom somme tider, sådan fortalte Mikkel på et søskendekursus tilbage i marts 2018. Mikkels lillebror har en lillebror med en hjerneskade og det påvirker hans liv ret meget. Mange søskende oplever, de er ret alene i deres hverdag med diagnosen, og der kan ligge en stor ensomhed i at skulle leve med at være anderledes end omgivelserne. På Ådalskolens søskendekursus sætter vi derfor fokus kraftigt på, hvordan det er at leve som pårørende med en søskende som har en livslang funktionsnedsættelse, og hvilke udfordringer der kan følge med. På vores søskendekursus har vi valgt at lave 4 kursusgange, som vi hver lørdag arbejder med nogle hjørner af søskendeperspektivet på godt og ondt. Søskende til børn med handicap har nogle helt specielle opvækstvilkår. Ingen er ens, så derfor findes ingen standard søskende til børn med handicap, men en masse forskellige børn og unge med forskellige behov. Alle med et behov for at finde genkendelse og spejling hos andre. Ofte er søskende til børn med handicap mere modne, hvilket naturligvis har mange positive sider. De forstår i en ung alder sociale sammenhænge på et langt dybere plan, som deres klassekammerater måske aldrig når frem til i deres liv. Det skal vi huske at sætte pris på som en meget fin menneskelig kompetence. Men vi skal også lære at håndtere forskellighederne, styrke forståelsen og relationerne, hvilket netop er det primære formål ved at deltage i søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted.

Turbo modning

Det er svært at være søskende til en søster eller bror til et barn med et handicap. Søskende kan nemt komme lidt i skyggen i en hverdag som kører for fulde omdrejninger. Barner med særlige behov kræver meget opmærksomhed, og forældrenes bekymring og omsorg skaber et stærkt og unikt bånd til dette barn. Derfor er der ikke nødvendigvis kræfter og overskud til at give de andre børn i familien den fornødne opmærksomhed, som de naturligvis fortjener og har brug for. Det er ikke engang sikkert, at forældrene overhovedet er opmærksomme på, at de andre børn mangler kontakt. Der kan opstå jalousi mellem søskende og nogle gange direkte udviklingsskader på børnene. De bliver påvirket af situationen, men tilpasser sig ofte på forskellige måder. Det er almindeligt, at de i tidlig alder opnår stor selvstændighed og modenhed, men denne "turbomodning" er ikke nødvendigvis en fordel. Det er vigtigt, at børnene ind imellem er sammen med forældrene uden barnet med særlige behov, så der er mulighed for at opretholde og udvikle forholdet mellem forældrene og søskende. Søskende må ikke føle, at de altid skal være de stærke og velfungerende for, at der er plads til dem i familien. De skal selvfølgelig også have lov til at være hele mennesker og føle, at det er tilladt at være skrøbelig og til tider svag, samt kunne give udtryk for deres frustrationer. Deres personlige behov skal i det hele taget tilgodeses, og de skal yderligere motiveres og stimuleres i at være sammen med kammeraterne. De må ikke – som det kan ske i nogle familier distancere sig fra omgivelserne. Det er vigtigt at gøre sig tanker om, hvordan man vil informere søskende om det handicap som deres søster eller bror har. Hvordan man skal gøre det afhænger selvfølgelig af den enkelte families forhold og børnenes alder. Men det er vigtigt at de søskende bliver informeret og ikke for sent, da det er deres eneste mulighed for at forstå det anderledes familiemønster og dermed kunne forholde sig naturligt til det.

Mange vender hovedet den anden vej


En stor del af de søskende som deltager på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted fortæller på, at der burde være mere oplysning om, hvad det vil sige at være bror eller søster til et barn med handicap. 11-årige Marcus konstaterer, at der er meget mere fokus på handicappet: ”Jeg synes aldrig, man hører om søskende og handicappede børn, og hvad det egentlig handler om. Alt det der med diagnosen, hjælpemidler, ansøgninger – ja, det er naturligvis også vigtigt. Men der kunne godt være lidt mere fokus på os søskende, der lever med et handicappet 24/7, så folk også ved, at det ikke er et tabu. Det er faktisk meget svært at holde det der tabu væk.” Mette på 12 år er enig i, at der mangler oplysning om søskende og relevante tilbud til dem. Det erfarede hun på egen krop, da de måtte køre over 100 kilometer hver vej fra Ringsted for at deltage i et søskendekursus. Det var et virkelig fedt kursus og det var godt organiseret men transporten kunne godt have været mindre. Peter på 12 år fortæller, det ville være oplagt at tale om handicap i klassen, fx hvis der er én, som har en bror eller søster som er handicappet. ”Det ville jo være rigtigt rart, hvis ens venner vidste noget mere om det, man går og tumler med. For når det er tale om noget der er anderledes er der mange mennesker som vender hovedet den anden vej. Jeg tror, det ville hjælpe rigtigt meget på deres forståelse”.


Et opgør med fordommene


Sådan fortæller Marcus på Ådalskolens søskendekursus tilbage i marts 2018 da har for første gang er deltager på et søskendekursus. Marcus fortæller, at der i hans egen klasse er en masse fordomme om, hvordan det er at være handicappet. Fordomme som det kan være svært at stå med når man er 10 år. Smitter handicappet, går han amok? Hvorfor dit og hvorfor dat? Andre tror at min familie er som en galeanstalt. Det er det jo naturligvis ikke, men jeg oiplever at der omkring handicappede familier er meget tabu. Jeg kan både se og mærke at andre mennesker kikker på min familie, når vi er i byen for at handle. Det har de altid gjort. Andre tager også afstand, indtil de finder ud af, hvordan det hele hænger sammen. Egentlig synes Marcus at man skal være ærlig og fortælle om sin søskende og handicappet, men han synes samtidig også, det er rigtigt svært, fordi emnet er så tabuiseret. Jeg har ikke haft det godt med, at mine skolekammerater skulle få at vide, at min lillebror er handicappet. Jeg oplever en berøringsangst fra mine kammeraters forældre, og det fik mig til at tænke over, hvordan han kunne tale om min bror i klassen.

fredag den 17. august 2018

Søskende kan bekymre sig om mange ting

Der er ingen tvivl om, at det påvirker hele familien, når man får et barn med autisme. Hverdagen skal tilrettelægges på en helt anden måde med faste, daglige rutiner og et barn med autisme vil automatisk kræve mere tid og opmærksomhed fra forældrene end de andre børn i familien. Søskende til børn med autisme kan opleve at føle sig anderledes, fordi deres søster eller bror er anderledes. De kan få problemer med mobning og føle sig udenfor i familien, hvis al fokus er på broderen eller søsteren med autisme. Ældre søskende kan føle et enormt ansvar over for en lillebror eller lillesøster med autisme og bekymrer sig ofte om, hvad der skal ske med søsteren eller broderen i fremtiden. Også tvivlen om, hvad vil der ske med broderen eller søsteren, hvis der skulle ske noget med forældrene, kan bekymre barnet unødigt, hvis man ikke får det talt godt igennem. Der kan opstå nogle meget svære konflikter børnene imellem. Familier fortæller os, at specielt omkring tiårsalderen, når børnene begynder at blive selvstændige og mere bevidste, kan der opstå nogle gevaldige skænderier. Det er selvfølgelig vigtigt at tale med barnet om alle disse ting. Det kan også være en hjælp for barnet at tale med andre børn i samme situation. Ådalskolens søskendekursus har til formål at give børnene mulighed for at møde andre børn og dele erfaringer, tanker og følelser, der er forbundet med at have en søster eller bror med et handicap. Med udgangspunkt i børnenes egne historier får de også alderssvarende viden og mulighed for at stille alle de spørgsmål, som de har lyst til. Ligeledes får børnene mulighed for at tale med hinanden i et respektfuldt forum. Der vil også blive tid til hygge, leg og godt kammeratskab. Søskendekursets højdepunkt er en overnatningstur til en nærliggende kursushytte.

Et søskendekursus er kun en fordel

”Drengene er helt enige om en ting: "Jo mere vi ved om vores søskendes handicap jo flere misforståelser undgår vi". Den viden vi har fået på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, har givet os en meget større forståelse og gjort, at det er nemmere at snakke om tingene,” siger Peter, Morten og Emil næsten i kor. Og så er vi også blevet rigtig gode venner. At komme afsted på et søskendekursus er det samme som at få en helt særlig oplevelse sammen med andre søskende der også har en bror eller søster med et handicap. Med det samme oplever man, at de andre børn kender til de samme tanker og oplevelser som en selv. Emil siger, at det også er lidt rart at komme væk fra handicappet selvom han jo elsker hans lillebror. Selvfølgelig er der dage, hvor min lillebror har det dårligt, og på de dage er det uundgåeligt, at problemerne kommer til at fylde en del. Omvendt er der jo heldigvis flest gode dage, hvor det fylder knap så meget.

Det er også godt at snakke på fodboldbanen

På de søskendekurser som Ådalskolen i Ringsted udbyder giver børnene udtryk for, at læring bestemt ikke kun foregår i de voksen planlagte aktiviteter- og undervisningssituationer. Børnene fortæller, at de lærer meget gennem de mange uformelle snakke med hinanden og fodboldkampene samt legene i gymnastiksalen. Her taler børnene om dagligdagens problematikker og udveksler gode idéer til, hvordan de lettere kan mestres. Et eksempel er Rasmus, som har en lillesøster med infantil autisme. Samtalen drejer sig om at det er så svært for ham, at forstå hans søster fordi hun intet sprog har og så er Rasmus i øvrigt bange for at blive drillet at de andre henne i skolen. Da de andre børn også har søskende med et handicap kan flere af dem nemt kende det, som Rasmus fortæller. Spørgsmålet åbner op for en snak på fodboldbanen om hvordan de andre børn klarer deres søskende og en oplagt mulighed for at dele tips og erfaringer. Rasmus lærer i høj grad af de andre søskende og den oplevelse er for børnene en total win win situation. Vi voksne vurderer, at snakkene medvirker til at styrke relationerne blandt børnene på søskendekurset og er meget relevante. Et vigtigt skridt på vejen er at være opmærksom på disse søskendeoplevelser og at synliggøre de gevinster, der kan være for den enkelte søskende samt udveksle idéer til, hvordan man kan arbejde med at støtte op om disse grupperelationer. Vores erfaring siger os, at sammenholdet virker som en stor motivationsfaktor for at komme af sted, knytte nye venskaber og gennemføre kurset med succes for den enkelte. Et søskendekursus har en meget stor betydning. Kurset varer sammenlagt 42 timer og foregår over cirka 3 måneder. Der indgår ca. 12 børn, både drenge og piger og aldersgruppen er de 9-12 årige. Næste mulighed for et søskendekursus på Ådalskolen er i marts 2019. Send os en mail og reserver allerede nu en kursusplads.

tirsdag den 14. august 2018

Hvad kendetegner et søskendekursus på Ådalskolen?


Et søskendekursus består typisk af ca. 12 børn, som er nogenlunde jævnaldrende og med det til fælles, at de har en søster eller bror med et særligt behov eller et handicap. En søskendekursus ledes af 3 gruppeledere, som mødes med børnene til hver mødegang. Gruppelederne er uddannede pædagoger og lærere og har mange års erfaringer fra handicapområdet. 
Et søskendekursus giver:
•Børn en grundlæggende viden om deres søskendes handicap og svar på spørgsmål
•Børn ideer til at håndtere svære situationer i hverdagen
•Børn støtte og hjælp dem til at forstå deres oplevelser
•Børnene et fællesskab og tilhørsforhold til andre i samme situation, så de kan opleve identifikation og genkendelse og være trygge
•Børnene mulighed for at udveksle erfaringer under trygge og strukturerede rammer
Søskendekurset fungerer desuden også som et frirum, hvor det er søskende og deres oplevelser/erfaringer der er i fokus og ikke deres søskende med handicap, som jo i hverdagen typisk får og kræver meget opmærksomhed af forældre. Erfaringen viser, at det kan være en meget stor lettelse for børn at møde, høre og tale med andre, som er i samme situation, som dem selv. På kurserne lærer børnene om deres søskendes handicap og hvordan de nemmere kan håndtere de udfordringer som kan dukke op i hverdagen. Det sker gennem leg, spil og aktiviteter som gruppelederen sætter i gang. Ådalskolens søskendekursus afsluttes med en hyggelig weekend overnatning til en nærliggende kursushytte. I alt varer søskendekurset 42 timer fordelt over cirka 3-4 måneder.

mandag den 13. august 2018

De andre søskende er nemme at snakke med

Ådalskolen i Ringsted tilbyder og tilrettelægger søskendekurser for børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med et handicap. En meget væsentlig del af tilbuddet er også at organisere et frirum for børnene. Under søskendekurset er vi meget optaget af, at skabe et neutralt rum for børnene, hvor tanker og følelser kan mødes og udtrykkes. Det har stor betydning for især de ældre børn, som fortæller os, at de har opnået større bevidsthed om, hvordan de selv har det og er blevet opmærksomme på deres relationer til deres søskende. Vores evaluering viser også, at mødet med ligesindede er et meget betydningsfuldt element i oplevelsen på Ådalskolens søskendekurser. For de yngste har oplevelsen af at italesætte det faktum, at de ikke er alene med deres udfordringer været deres væsentligste udbytte. For de større børn har de kunne berige hinanden med handlemuligheder, gode råd og få et nyt syn på, hvad de kan gøre i situationen. Denne bevidning imellem børnene gør, at der gives stemme til mere nuancerede og mangfoldige identitetsfortællinger om den enkelte, så det ikke er bliver problemfortællingerne, der dominerer, hvilket netop er et væsentligt element i vores udformning af et søskendekursus. Ud over en ændring i, hvordan børnene oplever sig selv medfører bevidning også oplevelsen af fællesskab og ikke at være alene, hvilket tydeligt beskrives af en af de 12 årige drenge:
”For første gang taler jeg med andre børn om min brors handicap”
At børnene på Ådalskolens søskendekursus kan bevidne hinandens historier og med gruppeledernes støtte, hjælpe hinanden med at udfolde synet på sig selv og deres situation, må siges at udgøre et særligt kendetegn ved valget af netop et søskendekursus som form, der har en værdifuld betydning for børnenes oplevelse.

Et kammeratskab der begynder

På Ådalskolens søskendekursus tænker børnene på hinanden mellem kursuslørdagene, i takt med at de lærer hinanden at kende. Som Rasmus på 10 år siger det, ”jeg har tænkt på, hvordan Nikolaj fra Kalundborg har det og i starten inden jeg lærte ham at kende troede jeg ikke, at der var andre, som havde haft de samme oplevelser som jeg, når ens lillesøster har et handicap”. Det har i lang tid fået mig at føle mig alene. Efter jeg er begyndt på søskendekurset er det blevet meget anderledes. Jeg tænker på de andre børn og det de fortæller på søskendekurset. Jeg tænker også på, hvad de andre mon laver, og hvordan de mon har det. At deltage i et søskendekursus fører nogle gange blivende venskaber med sig. To af børnene opdagede via søskendekurset, at der var andre elever på skolen også havde en bror eller søster med et handicap. Børnene fortæller at det bare er rart at vide, at de andre ”bare er der”. De behøver ikke mere kontakt end det. De mindste på søskendekurset oplever, at de godt kan være venner med nogen, der er ældre end dem selv. ”Altså vi tænker meget ens. Jeg plejer altid at sige til mig selv, at det er lige meget med alderen, bare man kan finde ud af det” (10 år). Børnene oplever søskendekurset som et socialt sted, ”hvor man møder nye mennesker og lærer dem bedre at kende”. Et barn mener, at øvelsen i at møde nye børn i fællesaktiviteterne og at tale med dem gør det nemmere at få venner nu end tidligere: ”Hver gang jeg prøver at få nogle nye venner i skolen, da jeg ikke var i gruppen, tog det flere dage, men... nu da jeg går på søskendekursus, så tager det kun max en halv time” (9 år).

fredag den 10. august 2018

Søskende evaluere søskendekurset


Søskende fra Ådalskolens søskendekursus fortæller her som en afsluttende evaluering hvordan det var at deltage. Alle citater er direkte fra søskende sådan som de oplevede det.
  • Søskendekurset gav mig mere mod på livet. I stedet for at det hele bare havde været sort i sort, så var der lige pludselig lys for enden af tunnelen
  • En bedre relation mellem mig og min søskende
  • For mig har det været helt fantastisk og jeg synes de fleste søskende burde igennem et søskendekursus.
  • Min søster og jeg har ikke haft et godt forhold længe, men nu kører jeg faktisk meget bedre
  • Fedt, positivt, det eneste negative er at det slutter for tidligt
  • Super positivt, søskendekurset har givet mig nogle redskaber, tror det også ville kunne hjælpe andre
  • Færre skænderier med min bror
  • Jeg lå hele tiden i det røde felt, men nu er der en forståelse for mig og en støtte, der gør, at jeg hviler meget mere i mig selv
  • Jeg har fået en anderledes søskenderelation, som jeg ikke havde før. Vi giver mere plads til hinanden. 
  • Mine bekymringer er mindre og mit overskud er større. Det er en genial mulighed at kunne komme på søskendekursus
  • Hvis jeg ikke havde deltaget, havde mine forældre og jeg aldrig have fået den dialog om min søster med autisme.
  • Anbefaler søskendekursus til alle som har en søskende med et handicap
  • Mine kammerater støtter mig bedre nu, jeg er også selv blevet meget mere åben om det
  • Jeg vil gerne på søskendekursus igen

Det næste søskendekursus med ledige pladser begynder til marts 2019. Allerede nu er det muligt at blive skrevet op til en kursusplads. Kontakt os på telefon eller mail.

Autisme kræver stor forståelse fra omgivelserne


Hvordan er det at have autisme?
Hvad er vigtigt at vide som søskende?
På det sidste søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted var der flere børn som havde søskende med autisme. Her er lidt, hvad vi talte om.
Børn med autisme er helt unikke med en masse kvaliteter og ressourcer. Disse børn kan nemt blive overloadet og stresset af de krav, som vi normalt stiller til børn i familien eller i skolen. Derfor kan børnene nemt være dem, der pludselig ikke kommer i skole, ikke fungerer i frikvarteret, har svært ved at skrive en stil, svært ved at forstå “mellem linjerne”, når en historie diskuteres på klassen og kan reagere voldsomt hjemme, i skolen eller begge steder. Børn med autisme har ikke den samme sociale kode som andre. Derfor kan de have svært ved mange forskellige ting. Her er nogle eksempler:
At aflæse andre og forstå det vi ikke siger (det vi siger underforstået måske med mimik, kropssprog, toneleje eller med ironi)
Have svært ved det “ping-pong” der er i en samtale. (Jeg spørg dig, du spørg mig)
At forstå hvad andre tænker i forskellige situationer
Børn med autisme tænker på en anderledes måde: meget mere konkret og i detaljen. De har ofte brug for længere tid til at tænke over ting og give deres besyv. De har brug for at vide, hvad der skal ske (gerne som en oversigt med rækkefølgen). En stor procent af dem med autisme bliver forstyrret af sanseindtryk. Det betyder at de fx kan være udfordret på:
mange visuelle stimuli som fx at se alle de andre elever og ting i klassen
svært ved bestemte lyde eller får alle lyde lige meget “ind”
at blive rørt ved, give knus, klap på ryg eller skulder
klippet hår, vasket hår, klippet negle mm.
For at skabe en hverdag for et barn med autisme, hvor de kan bidrage med deres ressourcer, skal vi som omgivelser prøve at få en forståelse for, hvordan der kan skabes beskyttende faktorer for dem i miljøet. Det kan betyde, at der skal tænkes helt andre løsninger og andre måder at gøre ting på. Dét at gøre det gængse omvender ikke barnets hjerne eller sanseforstyrrelse. Barnet holder ikke op med at opleve verden eller forstå den ved at vi presser dem ind i “vores gængse systemer”. Det vil blot stresse barnet at vi holder fast ved den gængse måde og hvem er så de infleksible? For barnet har en udviklingsforstyrrelse. Den holder ikke op med at være der (altså udviklingsforstyrrelsen). Barnet skal leve med det resten af livet. Vi som omgivelser kan være med til at påvirke om barnet skal leve med det som en autismeforstyrrelse eller en autismetilstand. En “tilstand” betyder, at barnet stadig har udfordringerne, men ikke er så høj i stress og dermed kan de nemmere udvikle deres ressourcer. Autisme er en meget kompleks funktionsnedsættelse i meget forskellige grader. Autisme kan være svært at forstå for andre, fordi det er en helt anderledes tænkning. Men det er os som omgivelser, der skal give rum og plads for den “anden tænkning” og væren i verden på. Det kan være en udfordring og det kan kræve noget viden og en masse nysgerrighed og tålmodighed.

tirsdag den 7. august 2018

Forståelse for omverdenen

Kursusprogrammet som vi gennemfører med søskende giver børnene god mulighed for at blive inddraget i hinandens oplevelser, sætte spot og fokus på sin egen søskende. De bliver oplyst om handicappet, adfærdsmønstre og forskellige handlinger bliver afmystificeret i løbet af søskendekurset. Et søskendekursus medfører at omgivelserne får en bedre forståelse for børnenes situation. Eller sagt på en anden måde. Børnene ændre sig i takt med kurset og dermed også deres syn på omverdenen. Deraf kommer oplevelsen af at omgivelserne ændre sig. Følelser bliver og almengjorte. Det medfører, at børnenes isolation bliver brudt. Deltagelsen i søskendekurset gør det muligt for søskende at dele erfaringer og følelser med ligestillede og medfører, at følelser som f.eks. pinlighed, afmagt og jalousi bliver legaliseret. I evalueringen fra børnene fremgår det, at programmet har været meget gavnligt for dem. Flere af børnene fortæller, at et søskendekursus skulle vare meget længere. Andre børn fremhæver de programpunkter, som skaber forståelse fra omgivelserne, som de vigtigste og bedste for dem. Generelt om søskendekurset siger børnene:
”Det var rigtig godt at få en forklaring som jeg kan bruge i skolen, så de andre ved, hvordan det er.”
”Det var vigtigt, at de kom til at forstå det, så man ikke blev drillet.”

 ”Det er godt at høre, at andre søskende tænker ligesom mig, og det ikke bare er mig, der har det svært”
”Søskendekurset var godt. Der kunne alle børnene få snakket om, hvilke problemer de havde, og så kunne andre måske fortælle, at sådan havde de det også.”
Men også de oplysende og kontaktskabende dele af søskendekurset som legene og søskendecampen vurderes højt. Som Jens på 12 år udtrykker det: ”Aktiviteterne var meget lærerige og er en god ide. Jeg har tænkt meget på de forskellige ting, og hvad det var for noget.”
Et andet barn siger: ”Søskendecampen var en alletiders afslutning, hvor man kunne få sagt noget og I voksne kunne se, hvad man måske havde brug for, når ens søskende er handicappet”.
Gruppelederne konkluderer, at søskendekurset hjælper børnene med at få sat flere begreber på plads, tage dem alvorligt og sætte dem i fokus. Søskendekurset viser, at man med en forholdsvis lille indsats kan hjælpe en gruppe børn, der i øjeblikket bliver overset og ikke møder den nødvendige forståelse fra omgivelserne. Det er vores klare opfattelse, at søskendekurserne forbedre børnenes situation både nu, men også i tiden fremover. 

Samme situation med med flere øjne


Martin som netop har deltaget i Ådalskolens søskendekursus er 11 år. Han har en storebror som har autisme og udviklingshæmning. Fra allerførste søskendelørdag fortalte Martin rigtig meget om den uretfærdighed han oplever fordi hans storebror ikke skal lave pligter derhjemme. Undervejs i søskendekurset italesættes dette dilemme mange gange og Martin nævner det ofte. Hans storebror har ikke de samme kompetencer som Martin men det er vældig svært for bare en 11-årig dreng at forstå og acceptere. I løbet af de 3 måneder søskendekurset varer gennemgår Martin ifølge hans mor en meget positiv forvandling som hun helt klart tilskriver søskendekursets indsats. En forvandling fra at være meget negativ overfor storebrorens manglende evner til at bidrage til familiens pligter til nu at have en meget mere accepterende holdning og attitude. Martins mor er meget taknemlig og fortæller os at det har løsnet op for familiens nogle gange fastlåse situation og interne stridigheder. John Quist Frandsen som er gruppeleder på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er glad for den den feedback og siger, at det store arbejde naturligvis er Martin som har gjort det. John nævner at både Martin og alle de andre søskende som deltager forandre sig alle i de måneder søskendekurset kører. Nogle søskende er i begyndelsen meget generte, men åbner sig undervejs andre søskende kan være noget mere ”larmende” men falder mere til ro. Således også for Martin som i den grad tydeligt har lært at acceptere situationen med en storebror som ikke på sammen måde som ham selv kan bidrage til pligterne derhjemme. Alligevel viser det sig at Martins storebror kan bidrage. Idag tømmer han hver dag familiens postkasse efter skoletid, går ud med skraldespanden efter aftensmaden og tømmer opvaskemaskinen hver morgen. Nogle gange handler det om at se situationen med andre øjne og finde på pligter som ”giver bedre mening”.

En virkelig god snak med William


Det var vores fornemmelse da vi i sidste uge talte med en tidligere søskendekursus deltager fra 2013. Ja det er jo mange år siden og mange ting er sket undervejs… Sådan begynder snakken med William som nu er blevet 17 år. Williams søster Malene har infantil autisme og ifølge ham selv var han dengang meget udfordret i dagligdagen fordi Malene bare fyldte så meget altid og hele tiden. Mine forældre havde vanvittigt travlt, der var mange møder med skole og kommune og flere gange glemte de aftaler, som de havde lovet. Når en familie har et barn med et handicap, påvirker det ifølge William hele familien og det kan spænde ben for det gode samvær. Set i bakspejlet kan jeg se, at jeg var meget opmærksom på mine forældres trivsel og på den måde kom jeg til at tilsidesætte mine egne behov og følelser - også selvom jeg egentlig ikke oplevede, at jeg var særlig påvirket af situationen da jeg begyndte på søskendekurset. Mit vendepunkt blev afgjort da jeg blev tilmeldt søskendekurset i Ringsted. Når man deltager på et søskendekursus er det nemlig både forebyggende og en hjælp for os søskende her og nu. Vi søskende forsøger hele tiden at forstå vores verden og vores bror eller søster med et handicap. Vi har brug for alderssvarende viden om, hvad handicappet gør ved vores søskende og hvad det betyder for os andre i familien. Det hjælper i sidste ende os børn til at forstå vores søskende. Vi bliver klogere på vores egen situation i familien ved at deltage på et søskendekursus, hvilket gør det lettere for os at handle i vores eget liv og engang imellem lægge "handicappet på afstand". Ifølge William har han haft stor glæde af at møde og dele erfaringer med de andre børn på søskendekurset som jo er i samme situation. På et søskendekursus får vi nye ideer til at håndtere vores livsvilkår og sætte også fokus på de positive aspekter. Det er fedt at møde de andre børn på kurset og vi kan tale om vores erfaringer med at have handicappede søskende. Vi er rigtig glade for snakken med William for den fortæller ganske præcist, hvad det er meningen med et søskendekursus er. 

Hvad vil det sige at møde søskende der hvor de er?


At møde søskende der, hvor de er, vil sige at tage udgangspunkt i deres situation. Det vil sige, at vi tilrettelægger søskendekurset, sådan at søskende oplever, at de bliver taget godt imod, og at niveauet for det, der sker på kurset, passer til dem. Udgangspunktet ’du og jeg’ understreger, at vi som kursusteam og søskende er ligeværdige og forventer gensidig respekt og forståelse. Det handler i udgangspunktet om god og hensigtsmæssig kommunikation, om at lytte godt efter, om at udtrykke vore egne ideer tillidsfuldt til forskellige børn og møde dem alle med empati. Vi møder søskende, hvor de er, ved at tage udgangspunkt i situationer, de kender, og ved at give eksempler på ting, de kan genkende fra deres dagligdag og tale et sprog, som de forstår. Men nu er søskende kommet på kursus for at lære noget, så det er også opgaven at skubbe dem et skridt frem, at skabe læring. Derfor handler det om at bevæge sig gradvist fra søskendes tryghedszone ud i det nærmeste felt for videre udvikling ved at skabe passende forstyrrelser. Denne udvikling sker fint i en ramme som et søskendekursus med et deltagerantal på omkring de 12. Det er en god og arbejdsdygtig gruppe. At møde søskende, hvor de står, handler også om at variere vores formidlingsformer og være opmærksomme på børnenes læringsstile. Nogle lærer fx bedst gennem det, de hører, andre stimuleres gennem det, de ser, atter andre skal have tingene konkret i hænderne for at forstå dem. Det enkelte barn lærer noget ved at knytte ny viden og nye færdigheder til det, den pågældende allerede ved og kan. Samtidig lærer den enkelte i samspillet med fællesskabet mellem de andre børn og i samspillet mellem børn og voksne.
Hvorfor er det vigtigt at møde søskende der, hvor de er?
Vi møder søskende der, hvor de er, fordi vores udgangspunkt er at tage afsæt i en anderkendende tilgang, hvor alle børn på søskendekurset er ligeværdige og har samme ret til opmærksomhed og læring. Børnene har krav på at blive taget alvorligt, at der er respekt for alles synspunkter, så alle får mulighed for at udvikle sig. Samtidig gør vi det også, fordi forskningen fortæller, at denne tilgang giver det bedste indlæringsresultat.

søndag den 5. august 2018

Når vi er sammen er vi stærkest

Mange tak for din e-mail og tak fordi vi må bringe det her på hjemmesiden. Mit navne er Bjarne og jeg er far til en dreng som er 13 år, som hedder Bo og har infantil autisme. Autismen viser sig, når vores søn Bo kommer under pres, bliver stresset eller føler sig beklemt, hvis jeg kan bruge det udtryk. Bo vender sine øjne indad og når han så gør det så er der ballade i farvandet især når han forstyrres i leg med sine legoklodser. Hjemme hos os har vi valgt et system som er baseret på forståelse og logik omkring Bos autisme og det virker utrolig godt. Bo er nu blevet teenager og det er i sig selv en udfordring for os alle i familien, men formår vi at have den samme styrke som før så er jeg sikker på, at det er en opgave vi nok skal klare. For et af min families ordsprog er ”sammen kan vi mere, sammen er vi stærkest” og det er jo det som det hele drejer sig om. At give sit barn en god og solid opvækst. Jeg har som Bos far erfaringer, som jeg ikke ville have haft, hvis vi havde fået et barn uden autisme. Jeg tror at man skal lade det være som det er. Jeg mener Bo vil altid være Bo og vi vil altid elske Bo for den person som han er. Forståelse for Bos autisme, logik til at forstå at man altid skal være 10 skridt foran ham og ikke mindst accept af at tingene aldrig nogenside bliver anderledes. Bo har en lillebror som nu er 8 år og jeg er en meget trofast følger af søskendekursets hjemmeside. I skriver om mange forskellige emner og jeg kan nikke genkendende til de fleste. Jeg kan også se vores familie i de fleste af de indlæg som I skriver om og kan kun varmt anbefale kursus for søskende. Vi ser frem at det bliver Bertrams tur.

Søskende er på bølgelængde

Hvad er fordelene ved at vokse op sammen med en søskende som har et handicap eller en funktionsnedsættelse? Dette er spørgsmålet som vi på Ådalskolens søskendekursus ofte stiller børnene. Svarene er mange og her er blot et lille udpluk af det vi har hørt. Børn som har søskende med særlige behov eller et handicap har egentlig selv særlige behov. Deres bror eller søster med særlige behov vil generelt have brug for mere opmærksomhed og pleje. Så mens det giver særlige udfordringer for søskende bringer det også muligheder. Børn som vokser op sammen med søskende har store chancer for at udvikle gode kompetencer som f.eks:
  • tålmodighed
  • venlighed og omsorg mod andre
  • accept af forskelligheder
  • medfølelse og hjælpsomhed
  • empati overfor andre og indsigt til at håndtere udfordringer
  • pålidelighed og loyalitet
Hvilke slags udfordrende følelser kan nogle søskende have?
Børnene kan til tider have problemer med at håndtere rollen som søskende til et barn med særlige behov. Der kan optræde mange forskellige og endda modstridende følelser. For eksempel kan nogle søskende føle:
  • en bekymring for deres søskende helbred og fremtid
  • jaloux på den opmærksomhed deres bror/søster får
  • bange for, at de vil miste deres søskende
  • vred over, at der er mindre opmærksomhed til dem selv
  • irritation over at skulle forklare, støtte, tage hensyn og/eller tage sig af deres bror eller søster 
  • flov om deres søskendes adfærd
  • et pres over at gøre, hvad deres søskende bedst kan ikke for husfredens skyld
  • føle skyld for negative følelser de har over for deres søskende eller føle skyld over ikke at have et handicap.
Det er vigtigt at forældre tuner sig på de individuelle behov hos hvert barn i familien på den måde kan de hjælpe med at lette de vanskeligheder som søskende kan opleve. Et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted er for børn i alderen 9-12 år som har en bror eller søster med et handicap.

Når et handicap er svært at forstå

Det er en lettelse for søskende at have den helt rigtige viden om deres bror eller søsters handicap. Nogle gange kan det være svært at forstå diagnosen, når man er et barn. Hvor meget ved du om din bror eller søsters handicap? Nogle gange fortæller forældre ikke søskende om handicappet, fordi de ikke ønsker at bekymre børnene unødigt. Sommetider spørger søskende ikke forældrene om handicappet, fordi de ikke ønsker at forstyrre forældrene og ved at de ofte har meget travlt med at passe deres søskende. Tag jer alligevel tid til at tale om handicappet og hvad det betyder for jeres bror eller søster i dagligdagen. På den måde bliver det nemmere at forstå.
Nogle ting du kan gøre er
  • Spørg om dine forældre vil forklare din brors eller søsters handicap.  Nogle gange fortæller forældre, at de vil have at søskende spørger dem om ting.
  • Spørg dine forældre om de kan finde oplysninger på internettet til dig, som også gælder din bror eller søsters handicap.
  • Skriv en liste af ting, du ønsker at vide og giv den til dine forældre.
  • Stil spørgsmål til hvad du ikke forstår – husk på at selv voksne har svært ved at forstå handicap.
  • Husk - du kan ikke smittes af din bror eller søsters handicap ligesom en forkølelse eller influenza.
  • Deltag i Ådalskolens søskendekursus og mød andre søskende som med garanti oplever mange af de samme ting som dig.

fredag den 3. august 2018

Søskendekurserne på Ådalskolen

Rammerne omkring Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er brede, hvilket giver os stor frihed til at køre kursusforløbet, så det netop passer helt ind i den konkrete målgruppe. Børnene er mellem 9 og 12 år og alle har en bror eller søster med et særligt behov. Søskendekurset er stedet, hvor børnene møder andre børn på samme alder og hvor børnene deler deres tanker, følelser og give hinanden gode råd. Børnene er sammen med voksne, der tager forskellige emner op, som berører handicappet. Alfa omega er, at børnene er fælles om den samme sag, at hjælpe, lytte og støtte hinanden og at dele de mange oplevelser og erfaringer der følger med, når man søskende til en med et handicap. Dermed er fællesskab og tillid på en og samme tid målet med søskendekurset, som arbejdet foregår indenfor. Ådalskolens søskendekursus store styrke er også, at alvor og leg blandes i en unik dannende cocktail. Som mange af børnene siger på søskendekurset ”vi kommer hjem som større mennesker”. Gennem det fællesskab blandt børnene og de voksne samt de sjove, men også vilde, aktiviteter skabes en særlig atmosfære. Her finder børnene deres helt egne ben at stå på. Har du lyst til at deltage på det næste søskendekursus i Ringsted kan du se datoerne her på bloggen og læse, hvordan du tilmelder dig.

Livets længste relation - søskende

”Nu forstår jeg min storesøster på en helt ny måde”
Sådan siger 11-årige Katrine fra Ringsted om den oplevelse hun fik på Ådalskolens søskendekursus tilbage i foråret. Hun deler vilkår med mange tusinde børn i Danmark som alle bor og lever sammen med en bror eller søster med et handicap. Der er mange udfordringer i dagligdagen og hjælpen ligger ikke altid lige for, men Katrine fik kontakt med Ådalskolens søskendekursus i Ringsted og det søskendeprogram hjalp hende igennem en svær periode.
”Jeg gik fra at være som en lukket bog til at være en åben bog,” siger Katrine, som skal skifte skole til en 6. klasse efter sommerferien. Dermed møder hun endnu en ny udfordring i et ungt liv, som hun glæder sig til.
”Det har været en stor hjælp at være sammen med andre i samme situation. Det hjælper at høre de andre børns historier. Vi forstår hinanden og vi passer godt på hinanden.”
Vi samles på Ådalskolen på Midtsjælland
Søskendekurset med base på Ådalskolen i Ringsted består af et tilrettelagt program på 45 timer fordelt over 3 weekends. Børnene er i alderen 9-12 år og alle har en bror eller søster med et handicap. På kurset er børnene sammen med andre børn og arbejder sammen på kryds og tværs. Kurset bygger på alt fra leg til snak og for os som voksne handler det om at skabe det trygge rum, hvor børnene kan lyst til at tale om alting. Der er fokus på søskende og de møder andre, der har det på samme måde som dem selv. Søskende ved generelt utroligt meget om deres bror eller søster med handicap og hvordan de bedst skal omgås. Det er børnene, som er eksperterne – ofte ved de bare det ikke selv endnu, men det får de en øget bevidsthed om, imens de er på kursus. Pointen med at opleve, at de ikke er alene med de daglige udfordringer giver dem mulighed for at ”spejle” sig i de andre børn. Indholdet undervejs er meget bredt og alderssvarende lige fra sjove, udfordrende aktiviteter og lege til undervisning i handicap samt italesættelse af følelser, tanker og oplevelser som er forbundet med at være søskende. Alle metoder og aktiviteter der bruges på kurset er i direkte børnehøjde. Børnene forbinder sig meget hurtigt med hinanden og efter ganske få timer er nye venskaber skudt frem. Set udefra virker det som om, at søskende super hurtigt finder frem til det fællesskab, som de er samlet om.

På det personlige plan får søskende et stort udbytte

Når søskende har deltaget på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er det generelt med en helt særlig oplevelse og erfaring. En oplevelse som mange af børnene sætter ord på i løbet af kurset. Johannes på 11 år siger således, at han har ”fået lettere ved at acceptere hans søsters handicap, forstå autismen og fokusere på det positive i familiens livssituation”. En pige på 11 år supplerer med hendes udbytte på følgende måde: Jeg har lært, at et liv med min bror som har et handicap også er et liv - endda et rigtig godt liv. Det er meget vigtigt at lære. Nogle gange kan et handicap være et tabu. Det vil sige, at man ikke fortæller andre om, at en i familien er handicappet. En anden søskende beskriver, at hun har fået nemmere ved at få øje på det positive i hendes brors udvikling: Jeg sætter pris på de små ting, som kan være positive. F.eks. kan jeg sidde og sige ”prøv at se hvad han kan, det kunne han ikke for en måned siden”. Hverdagens udfordringer fylder i perioder stadig meget, men jeg er blevet langt bedre til også at få øje på alt det positive. Flere søskende giver desuden udtryk for, at de igennem søskendekurset er blevet styrket, hvilket de vurderer har en afgørende betydning for deres mod og evne til at støtte deres bror eller søster. Socialt samvær på et søskendekursus med og muligheden for at tale med andre mennesker, som er forstående og indlevende i ens situation, er en vigtig forudsætning for et tilfredsstillende liv. Når man har en bror eller søster med et handicap er det ofte meget afgørende, at nogen af dem man taler med, selv kender til de mange forskellige konsekvenser, et handicap får for dig. Det gør det meget lettere at blive forstået. En pige på 11 år som har deltaget i søskendekurset 2 gange forklarer her, hvad hendes deltagelse har betydet for hende: "Jeg har lært at acceptere min søsters handicap og leve med det. Jeg er blevet bedre til at leve mit liv. Det kunne jeg ikke i starten. Jeg har lært, at jo stærkere vi står i familien, jo bedre chance er der for, at min søster trives".
Vi ser, at størstedelen af børnene oplever, at der undervejs på søskendekurset opnås en stor grad af fortrolighed og åbenhed, hvilket muliggør samtaler om det, børnene finder problematisk og svært. En stor del af børnene fortæller, at de har udbytte af indgåelsen i søskendegruppen med henblik på at opnå viden om fx handicaps og håndteringen heraf. Også på det mere personlige plan har børnene et stort udbytte. Gennem søskendekurset oplever de at have opnået større indsigt i deres egen situation, at have fået indblik i nye måder at handle på, at være blevet mere åbne om deres brors eller søsters handicap samt at have knyttet nye venskaber. Nogle børn fortæller også at de har fået mere selvtillid og føler sig gladere end inden deltagelsen. Andre kom imidlertid til søskendegruppen med en god portion selvtillid og et højt niveau af indsigt og erkendelse, men også disse deltagere har haft et udbytte fx i form af glæden ved at kunne hjælpe andre samt at ved at opnå indsigt i andre måder at tackle søskende udfordringer på. Vi oplever, at Ådalskolens søskendekursus samlet set lever op til vores formål. Søskendekurserne giver deltagerne mulighed for samvær, kommunikation og erfaringsudveksling med ligestillede i et lille og trygt forum. På søskendekurset føler deltagerne sig normale og de kan læsse af på hinanden uden fare for at føle sig som en belastning. Gennem sparring og spejling får børnene frigjort ressourcer og bliver inspireret til nye måder at tackle handicappet på. De oplever også, at de i søskendegruppen kan trække på hinandens viden og lære af hinandens strategier, hvilket ruster dem bedre til at håndtere de udfordringer som kan relatere sig til søskende.