Hvorfor støtter vi søskende?

Søskende spiller en vigtig rolle i familien. Det er derfor vigtigt for dem at forstå deres brors eller søsters udviklingshandicap og hvorfor det nogle gange fører til at de handler på de måder, som de gør. Forskning viser, at mange børn med adfærdsmæssige udfordringer bære en diagnose som f.eks. udviklingsforstyrrelse, handicap eller andet. Når søskende bliver ældre har de ofte en tendens til at blive de primære fortalere for deres bror eller søster. Dette er meget naturligt. Derfor er information og særlige søskendekurser vigtige for at støtte søskende. Nogle børn udvikler desværre ofte stress symptomer når de vokser os fordi de blandt andet påtager sig et alt for stort ansvar. Søskende skal forstå, at de ikke er ansvarlige for deres bror eller søsters handicap, det er ikke deres skyld og de kan heller ikke sådan lige ordne det. Så ved at sætte fokus på søskende og særligt anerkende kompleksiteten i deres familier, kan søskende udvikle en stærk selvfølelse og selvværd. En styrke som støtter alle på den lange bane.

Hvordan støtter man søskende?

Tal åbent med søskende. Den bedste måde er, at forældre taler åbent med søskende og anerkender det ofte udfordrende familieliv og i et alderssvarende sprog. Lyt aktivt til søskende, og validere hans eller hendes klager ("Jeg ved, det gør dig virkelig vred, når din bror eller søster gør sådan og sådan"). Dette vil lade søskende vide, at deres bekymringer er vigtige, og at du som forældre forstår, hvor svært det kan være for dem. Prøv ikke at bebrejde barnet, sige at de skal opføre sig voksent, tage sig sammen eller minde dem om at alle søskende har noget man kæmper med. Hjælp også søskende med at finde ud af, hvad de skal sige til kammerater og andre om deres bror eller søsters handicap.

Deltagerbrevene er nu sendt afsted

Kære søskende og familier

Vi har nu sendt deltagerbrevene afsted således at I kan læse mere om programmet til den næste søskendelørdag. Vi glæder os meget til at se jer igen og forsætte de sjove aktiviteter sammen med jer.

Husk at læse brevet godt igennem, tage scrapbogen med og så er vi heldigt ved at vi endnu har nogle dage tilbage i Påskeferien.

De bedste hilsner

Louise, John og Maria

Søskende og identitet

Mennesket er et biologisk væsen på samme måde, som dyr er det og som biologiske væsener er mennesker meget ens. Vi har de samme grundlæggende behov, vi fødes med bestemte færdigheder og vores udvikling følger nogenlunde samme mønster. Vi har alle nogle primære behov og alle mennesker ældes og dør. Der er altså nogle grundlæggende menneskelige faktorer, der gør det muligt at sige noget generelt om vores adfærd. Gennem barndommen og ungdommen udvikler vi vores personlige og sociale identitet. Men lad os lige starte dette blogindlæg med at definere hvad vi mener med identitet idet der jo findes et hav af teoretiske retninger med hver sin forklaring. Ud fra vores synspunkt forstår vi identitet som menneskets kerne. Tanker som: ’hvem er jeg’, hvad kan jeg, hvad vil jeg acceptere og hvad vil jeg ikke acceptere, danner grundlag for den måde jeg ser andre på og hvordan jeg fortolker andres adfærd og følelser. For søskende som har en bror eller søster med et handicap bliver oplevelsen af at være et barn med en bror eller søster med et handicap en integreret del af den udvikling. Oplevelser med og håndtering af handicappet fortolkes af børnene, fordi de betyder noget for, hvem de er og bliver. Oplevelserne betyder noget for, hvordan de kan se sig selv, og hvordan andre ser på dem. I et psykodynamisk perspektiv er barndommen meget vigtig i forhold til den enkelte persons udvikling, fordi vi gennem barndommen og op mod puberteten danner vores jeg. Samtidig udvikler vi vores identitetsfølelse gennem erfaringer og oplevelser og ved at reflektere over disse. For søskende som har en bror eller søster med et handicap synes det derfor meget centralt at få lov til at se sig selv som – og blive set som – normal. Især for de yngre skolebørn bestemmes normalitet af om de gør de ting, som børnene tror jævnaldrende gør og om de drømmer om de ting, som de tror de jævnaldrende drømmer om. Efterhånden begynder vi at udvide vores forståelse og kunne se vores nære omgivelser i forhold til en større omverden. Ligner vores familie

andres? Er jeg som de andre? Vi får en forståelse af os selv i sammenhæng med omverdenen og selvom vi har en form for kerneidentitet med fra barndommen, påvirkes vores selvforståelse af omverdenen. Det ubevidste – altså det, som ligger skjult for os selv spiller også en stor rolle i vores tilværelse. På baggrund af det ubevidste kan vi udvikle mønstre og forsvarsmekanismer, der også kommer til at udgøre en del af vores identitet. Søskende med et handicap inde på livet beskriver ikke deres liv som kendetegnende med et tab. De udvikler bevidste eller ubevidste strategier for at undgå, at deres livsvilkår kommer til at tegne og dominere deres liv. De vil gerne se sig selv som alle andre børn med de samme interesser og med de samme mål i livet. Og det gør de naturligvis gerne indtil helt konkrete situationer opstår, der fremhæver dem som værende anderledes end deres jævnaldrende. Oplevelsen af sig selv som værende anderledes opstår således helt konkret, når barnet ikke kan deltage i det, de andre gør eller i mødet med omgivelsernes holdninger og blikke. Oplevelser som kan efterfølges af følelser som ensomhed og eksklusion. Nogle børn har også søskende som får forskellige følgesygdomme udover handicappet som ændrer deres rolle og identitet som for eksempel epilepsi eller andre fysiske problemer. Sådanne børn taler om, at de bliver nød til at ”genopfinde sig selv”. Selv også mange sygdomme som kan helbredes, vil et handicap nemlig ofte have følgevirkninger som gør, at søskende og deres familier ikke kan det samme som før. Deres hverdag bliver ændret for altid. Børn og unge udvikler som sagt deres identitet i samspil med andre og derfor er det også vigtigt for dem, hvordan andre forstår dem og ikke mindst deres bror eller søster med et handicap. Nogle børn kommer lettere i dialog med deres jævnaldrende omkring deres bror eller søsters handicap i et forsøg på at påvirke deres forståelser og holdninger. Andre søskende forsøger at afproblematisere handicappet ved at sige, at næsten alle jo ”har et eller andet særligt”. Andre børn bruger kræfter på at forholde egen status med den status, som andre børn med andre handicaps synes at have. Således arbejder søskende på forskellig vis med at skabe sig en ønskværdig identitet på trods af en bror eller søsters handicap ved at forholde sig til information og forhandle forståelser og en egentlig selv-repræsentation. I det perspektiv vil det derfor være meningsfuldt at motivere alle børn til at fortælle om deres eventuelle søskendes handicap i skolen. På den måde kan de være med til at forme andres forståelser og

holdninger til det at have et handicap og det faktum at være anderledes. Dog viser undersøgelser om åbenhed ved handicap, at det desværre ikke altid har den ønskede effekt. Fra forskellige handicaporganisationer har undersøgelser fundet meget forskellige resultater. Hvor nogle børn oplever, at det øger forståelsen, oplever andre børn, at det i stedet stigmatiserer eller medfører, at de bliver set ned på eller direkte drillet.

Er drilleri for sjov eller alvor

At fortælle kammeraterne i skolen at ens lillebror har et handicap kan godt være rigtig svært. Måske er man bange for at blive drillet eller måske har du prøvet at blive drillet før hen. Hvis ens kammerater ikke behandler dig godt er der jo stor risiko for at du bliver ked af at gå i skole og begynder at mistrives. At blive drillet fordi ens søskende har et handicap er meget grufuldt. Dels kan man ikke gøre for det og dels kan man ikke ændre på det. Faktisk er det kammeraterne man skal skifte ud og forsøge at finde andre som er mere forstående og bedre for dig at være sammen med. At være offer for drillerier er en rigtig dårlig ting som kan ødelægge rigtig meget i hverdagen. Når man spørger søskende synes de generelt ikke at have vanskeligheder med at vurderer om der bliver drillet for sjov eller for alvor. Især er det børnenes klare definition at hvis man siger stop, og den anden så stopper, så ved man det bare var ment for sjov. Men hvis den anden ikke stopper, så er det tydeligvis for alvor. Nogle søskende kender godt til mobning. Ikke blot er begrebet velkendt, mobning forekommer i et betydeligt omfang; knap hver tiende oplever at være udsat for mobning mindst et par gange månedligt. Samlede karakteristikker viser, at de indblandede parter i mobning har det svært på flere områder, herunder skolen, både det faglige og det sociale miljø. At være ny i klassen viser sig som en meget udsat position, når det angår mobning; der er meget fokus på denne person og dennes eventuelle afvigelser fra normer i klassen, og samtidig er personen i udgangspunktet alene uden nogen til at bakke sig op. Mobning kan have forskellige former, og her ses den verbale mobning at være mest udbredt. Hvad der mobbes med er – udover at det angår afvigelser, typisk ydre kendetegn – meget forskelligartet, men konsekvenserne for dem, det går ud over, er meget entydige;

mobning gør ondt, man lukker sig inde, man føler sig ensom, det går ud over skolen, og man får det dårligt indeni - og samtidig er det følelser, der ikke er sådan til at slippe af med. Der er heller ikke nogen tvivl i søskendes holdning til mobning: det er ikke i orden. Til gengæld hersker der blandt børnene tvivl om, hvordan man skal handle i en mobbesituation. Søskende kommer med mange og gode forslag til, hvad man skal gøre for at stoppe mobning. Man skal ikke acceptere mobning, hverken som offer eller som tilskuer, men man skal sige fra – enten selv eller ved at henvende sig til en voksen. Indsatser på landsplan og på skoleniveau er også blandt børnenes forslag, ligesom forældre og lærere optræder som vigtige aktører, der rådes til dialog, opmærksomhed og medansvar. Blandt søskendes fortællinger ses der også henvisninger til mobning på voksnes arbejdspladser, og heri er der en reminder til vi voksne – børn gør ikke som voksne siger, uden at voksne også gør det. Det som mange søskende fortæller som en lettelse er at finde nogle kammerater som er forstående og som kan accepterer at din brors handicap ikke har noget med dig at gøre. Det vigtigste er jo, at dem du godt kan lide ved noget om dit liv, så de bedre kan forstå dig og din situation. Måske kan du begynde hos din klasselærer, så han/hun kan hjælpe dig med, hvordan det er lettest at få det sagt. Når først der er skabt en åbenhed og dine kammerater accepterer situationen er det ofte meget nemmere at være dig.

Det går vi da og tænker over

Søskende som har en bror eller søster med et handicap går ikke som sådan og bekymrer sig over fremtiden hver eneste dag, men vi tænker da i perioder over, hvad der skal ske med vores bror eller søster når de bliver voksne. Det er drengene fra Ådalskolens søskendekursus helt enige om. Om der er tale om det ene handicap frem for et andet, hvilket handicap som er nemmest at have og hvordan fremtidsudsigterne tegner sig er emner, som ligger drengene meget på sinde.

Ådalskolen i Ringsted tilbyder derfor kurser for søskende som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Drengene fortæller, at søskendekurser er en god ting, og det er vigtigt at fortælle til alle søskende, hvad der findes af kurser. Men det er ikke alle, der kommer af sted af sig selv, nogle skal man skubbe mere end andre. ”Jeg var en af de drenge, som egentlig ikke ville afsted på søskendekursus fortæller Niels på 11 år, men min familie og jeg har haft rigtig meget glæde af det. Dog kunne jeg godt ønske mig, at det varede noget længere. På søskendekurser bliver tingene forklaret på vores niveau”.

Søskende er pårørende og de pårørende er en vigtig ressource i forhold til den bror eller søster, som dagligt lever med et handicap. Det kræver en særlig forståelse, de kender og forstår de små signaler, der kommer til udtryk i en hverdag hos en person med et handicap. Åbenhed og sammenhold i familien, direkte kommunikation om handicappet samt en god fælles forståelse af problemløsning er faktorer, som kan forebygge udfordringerne af handicappet. Det er klart dokumenteret, at familiens holdning påvirker søskendes trivsel og mestringsstrategier i forhold til at håndtere og leve sammen med en bror eller søster som har et handicap.

Når vi møder søskende der hvor de er

Hvad vil det sige at møde søskende der, hvor de er? At møde søskende der vil sige at tage udgangspunkt i deres egen oplevede situation. Det vil sige, at vi tilrettelægger et kursus, sådan at søskende oplever, at de bliver taget godt imod og at niveauet for det, der sker på kurset, matcher dem.

Udgangspunktet ’du og jeg’ understreger, at vi og søskende er ligeværdige og forventer gensidig respekt og forståelse. Det handler i udgangspunktet om god og hensigtsmæssig kommunikation, om at lytte godt efter, om at udtrykke vores egne ideer tillidsfuldt til andre og møde andre med nysgerrighed og empati. Vi møder søskende, hvor de er, ved at tage udgangspunkt i situationer, de kender, og ved at give eksempler på ting, de kan genkende fra deres dagligdag og tale et sprog, som de forstår. Men nu er søskende kommet på søskendekursus for at lære noget, så det er også opgaven at skubbe dem et skridt frem, at skabe læring og progression. Derfor handler det om at bevæge sig gradvist fra deres tryghedszone ud i det nærmeste felt for videre udvikling ved at skabe passende forstyrrelser. Denne udvikling sker fint i den ramme som vi skaber gennem de 3 weekender. At møde søskende, hvor de står, handler også om at variere sine formidlingsformer og være opmærksomme på børnenes læringsstile.

Nogle lærer fx bedst gennem det, de hører, andre stimuleres gennem det, de ser, atter andre skal have tingene konkret i hænderne for at forstå dem. Det enkelte barn lærer noget ved at knytte ny viden og nye færdigheder til det, den pågældende allerede ved og kan. Samtidig lærer den enkelte i samspillet med fællesskabet mellem deltagerne og i samspillet mellem deltagere og os som kursusledere. Hvorfor er det vigtigt at møde søskende der, hvor de er? Vi møder børnene der, hvor de er, fordi vores udgangspunkt er respekten for den enkeltes "model af verden". Dette beskrives også som den anerkendende tilgang, hvor alle søskende i et kursus er ligeværdige og har samme ret til opmærksomhed og lærdom. Børnene har krav på at blive taget alvorligt, at der er respekt for alles synspunkter, så alle får mulighed for at udvikle sig. Samtidig gør vi det, fordi forskningen viser, at denne tilgang giver det bedste indlæringsresultat. Når vi møder søskende, hvor de er, giver vi dem de bedste forudsætninger for at realisere deres eget potentiale i fællesskab med andre.

Nervøse sommerfugle lettede

Lørdag fik søskendekurset På Ådalskolen i Ringsted en fantastisk begyndelse. 13 søskende var med og med "nervøse sommerfugle" i maven fik vi taget hul på den kæmpe oplevelse som venter. Det er ganske naturligt at være nervøs når man skal møde nye mennesker. Vil de kunne lide mig, har jeg nogen at snakke med, er der nogen jeg deler interesser med og så videre?

Mange forskellige tanker som kan fylde hvilket er helt normalt. Lige som alle de andre gange viste det sig, at de "nervøse sommerfugle" fløj og efter et par timer gik snakken og legene for fuld styrke.

Det var en rigtig god dag, mange spørgemål og mange eksempler på, hvordan det er at have en bror eller søster med et udviklingshandicap. I gjorde det alle vildt godt og det skal I bare blive ved med.

Vi glæder os til at se jer igen i april.

De bedste hilsner

Louise, Maria og John

Søskendekursus 2024 begynder

Hej alle

På lørdag er en ganske særlig dag. Ådalskolens søskendekursus begynder og dermed baner vi vejen mod et rigtig spændende forløb, hvor en gruppe børn som alle har en bror eller søster med et udviklingshandicap mødes for aller første gang.

Søskendekurset strækker sig langt ind i foråret og dermed bliver der rigtig god mulighed for at lære hinanden godt at kende, dele oplevelser og erfaringer og ikke mindst lære af hinanden. Det er sådan et søskendekursus skal være.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle sammen.

De bedste hilsner og på gensyn

Louise, Maria og John

Hun ville gerne selv tale med andre børn

Sofie hørte fra en klassekammerat, at det kunne være en stor hjælp at tale med andre børn i samme situation. Sofie spurgte derfor selv – da hun var 11 år – om hun kunne mødes med andre børn. Og efter et stykke tid dukkede muligheden op. “Da jeg første gang fik at vide, at der var en søskendegruppe ved Ådalskolen i Ringsted, blev jeg meget skeptisk. Åh nej, tænkte jeg. Skal jeg nu snakke med nogle psykologer. For det var bare slet ikke mig!” siger Sofie. På trods af Sofies tvivl indvilligede hun dog i at give søskendekurset en chance. “I starten syntes jeg, det var mærkeligt at komme i gruppen. Men langsomt fik jeg øjnene op for, at de andre børn jo havde oplevet det samme som mig. Jeg fik følelsen af ikke at være alene. Det var dejligt for mig at vide, at der var andre, som tumlede med de samme tanker og følelser,” siger Sofie. Sofie oplevede hurtigt at være mærkbart gladere og lettere, når hun kom hjem fra søskendelørdagene. 

“Nogle gange talte vi om på søskendekurset om de emner som er udfordrende for os, når vi har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Vi fik mange redskaber til at bekæmpe de svære eller triste tanker og vi lærte at sætte gode tanker i stedet,” siger Sofie om Ådalskolens søskendekursus. Sofies far kan bekræfte, at Ådalskolens søskendekursus i Ringsted gjorde Sofie godt. “Jeg kørte Sofie til Ringsted og hun blev markant gladere fra gang til gang. Hun så mere lyst på tingene og var i godt humør, når hun kom hjem,” siger Søren. På søskendekurset lærte Sofie bl.a. at blive bedre til at skelne mellem det, der hørte til hendes søsters handicap (infantil autisme) og det, der hørte til hende selv. Og efter noget tid i gruppen blev Sofie meget bedre til at koncentrere sig om sit eget liv – fx sit venindeliv. “Børn i familier med en bror eller søster med et handicap eller særlige behov skal vide så meget som muligt. Forældrene kan selv gøre meget for at skabe åbenhed, og som forælder gør man det, så godt man kan. Men børn påtager sig et kæmpe ansvar og børn vil ikke belaste deres forældre for meget med egne problemer. Derfor var det vigtigt for Sofie at komme på søskendekursus, hvor hun kunne tale frit uden at tage hensyn til, om nogen blev ked af det,” siger Marianne, der sammen med Sofie opfordrer alle i samme situation til at finde sammen i et netværk som netop Ådalskolen i Ringsted tilbyder. “For mig var det vigtigste at møde andre børn, der følte det samme som mig. Jeg vil helt klart anbefale andre at gøre det samme,” slutter Sofie.

Jeg siger "hej" når nogen glor

Martin 11 år: Jeg siger hej når folk glor

Martin er en helt almindelig dreng på 11 år, der går i sjette klasse på Nyboder Skole. Han bor på skift hos mor og far, der er skilt. Det gør han sammen med lillesøster på 7 år. Men her hører normaliteten op, for søster er ikke som andre børn, hun er handicappet. Det betyder, at hun ikke kan så mange ting, at hun opfører sig som en meget yngre pige og at hun larmer og skaber opmærksomhed. Men hun er meget sød og glad hele tiden, forklarer Martin, der er meget glad for lillesøsteren. Man kan både se og høre, at hun er tilbage i udviklingen, og det betyder, at folk på gaden kan finde på at kigge meget, når familien kommer gående. Martin forklarer, at han for det meste er ligeglad med, at folk kigger.

- Nogle gange siger jeg bare hej til dem, når de kigger meget, siger Martin med et stort charmerende smil, men det er ikke alle børn med handicappede søskende, der synes, det er rart, når andre kigger hele tiden. Det har han fundet ud af, fordi han er begyndt at mødes med andre børn med handicappede søskende på et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted.

Andre har det ligesom mig

Martin er glad for at møde andre børn, der har det ligesom ham.

- Så kan vi snakke sammen om, hvordan det er, og hvordan de andre familier klarer det, fortæller Martin. Han oplever, at en handicappet søster eller bror tit får meget mere opmærksomhed af forældrene, fordi de skal hjælpes med mere. Min søster kommer i aflastning et par gange om måneden, så går vi andre i biografen eller laver noget andet sammen der, siger Martin.

Vi møder kursusdeltagerne hvor de er?

Hvad vil det sige at møde søskende der, hvor de er? At møde søskende der, hvor de er, vil sige at tage udgangspunkt i netop deres situation og deres virkelighed. Det vil sige, at vi tilrettelægger søskendekurset, sådan at søskende oplever, at de bliver taget godt imod, og at niveauet for det, der sker på kurset, passer til dem. Det handler i udgangspunktet om god og hensigtsmæssig kommunikation, om at lytte godt efter, om at udtrykke ideer tillidsfuldt til forskellige hinanden og møde andre med empati. Vi møder børnene, hvor de er, ved at tage udgangspunkt i situationer, de kender, og ved at give eksempler på ting, de kan genkende fra deres dagligdag og tale et sprog, som de forstår. Men nu er søskende jo kommet på søskendekursus for at lære noget, så det er også opgaven at skubbe dem et skridt frem, at skabe læring. Derfor handler det om at bevæge sig gradvist fra børnenes tryghedszone ud i det nærmeste felt for videre udvikling ved at skabe passende forstyrrelser. Denne udvikling sker fint i en ramme som søskendekurset op opbygget ud fra. At møde deltagerne, hvor de står, handler også om at variere formidlingsformeren og være opmærksomme på deres læringsstile. Nogle lærer fx bedst gennem det, de hører, andre stimuleres gennem det, de ser, atter andre skal have tingene konkret i hænderne for at forstå dem. Den enkelte lærer noget ved at knytte ny viden og nye færdigheder til det, den pågældende allerede ved og kan. Samtidig lærer den enkelte i samspillet med fællesskabet mellem deltagerne og i samspillet mellem deltagere og os voksne. Hvorfor er det vigtigt at møde deltagerne der, hvor de er? Vi møder deltagerne der, hvor de er, fordi vores udgangspunkt er troen på, at alle gør det bedste de kan. Dette beskrives også som den anerkendende tilgang, hvor alle søskende på et søskendekursus er ligeværdige og har samme ret til opmærksomhed og lærdom. Børnene har krav på at blive taget alvorligt, at der er respekt for alles synspunkter, så alle får mulighed for at udvikle sig. Samtidig gør vi det, fordi forskningen viser, at denne tilgang giver det bedste indlæringsresultat. Når vi møder børnene, hvor de er, giver vi dem de bedste forudsætninger for at realisere deres eget potentiale i fællesskab med andre.

"Jeg skulle have et lille skub bagi"

Ådalskolen i Ringsted tilbyder kurser for søskende, som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Drengene fortæller, at søskendekurser er en fantastisk ting og det er vigtigt at fortælle til alle søskende, hvad der findes af kurser. Men det er ikke alle børn, som kommer af sted af sig selv, nogle skal man skubbe mere til end andre. ”Jeg var en af de drenge som egentlig ikke ville af sted på et søskendekursus fortæller Niels på 11 år, men min familie og jeg har haft rigtig meget glæde af dem. Dog kunne jeg godt ønske mig, at de varede noget længere. På søskendekurser bliver tingene forklaret på vores niveau”. Søskende er pårørende og vi pårørende er en vigtig ressource i forhold til den bror eller søster, som dagligt lever med et handicap. Det kræver en særlig forståelse, at kende og forstå de ofte meget små signaler, der kommer til udtryk i en hverdag hos et barn med et udviklingshandicap. Åbenhed og sammenhold i familien, en direkte kommunikation om handicappet samt en god fælles forståelse af problemløsning er faktorer, som ofte kan forebygge udfordringerne pgr. handicappet. Det er vel dokumenteret, at familiens holdning påvirker søskendes trivsel og strategier i forhold til at håndtere og leve med en bror eller søster som har et handicap.

Et søskendekursus styrker personligheden

Når Emil på 12 år er deltager på Ådalskolens søskendekursus omtaler han det til sine klassekammerater som et kursus i personlig udvikling. Det synes vi gruppeledere, Louise, Maria og John er en meget interessant vinkel, men det er i virkeligheden det som det er. Tak Emil fordi du er med til at gøre os meget klogere. På søskendekurset arbejder vi intenst for at de enkelte søskende mødes med anerkendelse og respekt og at børnene i den grad oplever at de føler at de er værdifulde, netop som de er. Undervejs på kurset fokuserer vi meget på at læse børnenes signaler og prøver at mærke og forstå, hvordan de har det og hvordan de oplever deres situation. Vi hjælper dem gennem aktiviteter og lege med at sætte ord på følelser og behov, så de lærer at mærke og forstå, hvad der sker indeni. Med afsæt i denne egenindsigt støtter vi børnene i at mærke og værne om egne grænser og naturligvis respektere andre og deres grænser. Ådalskolens søskendekursus tager hul på emner som handicap, følelser og min familie (hvem er jeg) ligesom vi i høj grad giver børnene nogle sjove og anderledes udfordringer, der er med til at give dem et fornyet billede af hvem de er og alt hvad de kan. Så når Emil skriver til os og takker for den personlige udvikling kan vi kun være meget stolte af vores retning og skrive tilbage til ham, at det jo er ham selv der er kaptajnen.

Når søskende fortæller om det offentlige rum

Når søskende samles på søskendekurserne på Ådalskolen i Ringsted er et af de første emner som der tages hul på ofte, hvordan deres søskende evner at klare det sociale samvær ude i blandt andre. Så at sige alle søskende har erfaringer og oplevelser med sådanne situationer og hurtigt danner der sig en skov af hænder som alle har lyst til at sige noget. Alle har børnene noget at byde ind med og alle har de erfaringer som alle de øvrige søskende nikker genkendende til. Mange fortæller, at deres bror eller søsters sociale samvær med andre fungerer godt men der er selvfølgelig en masse undtagelser som det i virkeligheden ofte er karakteristisk når vi afholder søskendekurser. Nogle søskende oplever det ene og andre søskende oplever det andet, hvilket afspejler en mangfoldighed af virkeligheden. Alt sammen kan være afhængig af diagnosen, alderen og deres brors eller søsters generelle adfærd. Mikkel på 11 år fortæller om det på denne måde. Hans bror har mange udfordringer fordi hans lillebror er synshandicappet. Han siger ”jeg selv er ikke helt så udadvendt, som jeg gerne ville være og går ikke så meget ud, da jeg ofte er træt og uoplagt og jævnligt har det halvskidt”, ”Jeg kan blive lidt ked af det, når nogen peger eller griner af min lillebror” eller som en anden søskende fortæller ”jeg har problemer med min selvtillid”. Kommentarerne ligner meget de andre søskendes og ikke meget forskellige fra dem som andre også oplever. Andre søskende begrunder det sådan: ”Hørelsen og synet gør det lidt svært for andre mennesker at høre og lære min bror at kende” og ”hver gang han og jeg skal møde nye mennesker så tvivler jeg meget på mig selv, om jeg er god nok eller om jeg gør det godt nok om de andre nu kan se, at det er min søster som har et handicap. Jeg har svært ved at se mig selv som bare en ganske almindelig storesøster, men ser i stedet mig selv som pigen med en handicappet lillesøster”. Det er som om jeg er smeltet sammen med hende, hvis I forstår. Det sociale samvær påvirkes således i nogle tilfælde, men det er selvfølgelig vanskeligt entydigt at vurdere, hvor generelt det er blandt alle med et handicap. Der er mange naturlige forskelle. Hvis man f.eks har et handicap, hvor udseendet er anderledes, kan man blive mere synlig i hverdagen, så folk fx kigger efter en på gaden eller i butikker. De fleste søskende kan nikke genkendende og flere tilføjer at hvis også adfærden (lyde, råb eller gangart) er anderledes så oplever søskendegruppen ofte, at de er endnu mere synlige eller vækker mere opsigt, fx i gadebilledet. Blandt kommentarerne som søskende fortæller er: ”De stirrer og nogle gange direkte glor” mens en anden søskende fortæller: ”Det generer mig egentlig ikke, jeg har efterhånden lært at leve med det, men jeg husker det var meget svært da jeg var yngre”. Nogle søskende fortæller også, at deres søskende ikke er så tydelig så der ikke bliver kigget efter dem på gaden. At have et anderledes udseende eller adfærd bliver således ofte diskuteret i søskendegrupperne. En dreng på 12 år, Andreas giver følgende eksempel: ”Der er noget jeg synes fylder meget i hverdagen. Det er både det, at min storebror bliver drillet og at der er meget fokus på

ham, når vi er ude at handle, folk de glor simpelt hen, de står stille og de taber både næse og mund og de glemmer jo også at lægge varerne op på båndet, for de glor simpelt hen på os. Der er meget fokus på os også for meget”. En anden dreng Marius på 10 år supplerer: ”Min søster og jeg var engang nede at handle i det lokale supermarked sammen med min far. En mindre dreng fulgte hele tiden efter os med sin lille indkøbsvogn for at se på min søster. Jeg tænkte o.k. og vi gik videre. Pludselig hører jeg drengen råbe: ’Mor, mor jeg rørte ved hende’. Han sagde det, som om han havde rørt ved et gammeldags cirkusmonster. Nu var det os, der vendte vores indkøbsvogn og fulgte efter drengen. Min far fandt ham og sagde ”hør her – min dreng vi kan ikke lide, at du hele tiden kigger på vores søster”. Moderen stod ved siden af, hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Sådan kan en hverdagssituation også udvikle sig for søskende har en bror eller søster med et handicap og nogle gange er det bare for meget. Andre søskende oplever også, at andre mennesker antager, at de også er psykisk handicappede, fx mindre intelligente eller udviklingshæmmede. Flere særligt de ældre søskende har oplevet dette problem. Èn pige på 13 år siger: ”Andre mennesker kommunikerer anderledes og henvender sig ikke direkte fordi de tror at der også er noget galt med mig” og en anden dreng siger ”jeg blev engang sammenlignet med en retarderet”. At møde andre søskende som har oplevelser med en bror eller søster med særlige behov er guld værd. Vi kan som søskende godt føle os ensomme med vores egne tanker og derfor er det rart at møde andre som med det sammen forstår os og hvor der ikke rynkes på næsten. Gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted John Quist Frandsen fortæller, at søskende er mennesker, som virkelig tænker over tingene og dem som vi er heldige at møde på kurserne. De har gjort sig en bunke af overvejelser over det liv, de har og navnlig også det liv, de får i forbindelse med, at deres forældre på et tidspunkt ikke har de samme kræfter og til sidst engang falder væk. Jeg tror, det er meget vigtigt for søskendes trivsel, at de har og får et rum, hvor der er andre, der kan lytte og give plads til nogle særlige følelser og tanker, som man ikke kan lufte i hverdagen og som andre mennesker naturligt nok, der ikke har oplevelser med en handicappet søskende, slet ikke kan sætte sig ind i. Vi har som system naturligt en tendens til at fokusere udelukkende på forældrene, som har et barn med et handicap, men en familie er jo en vild indviklet dynamisk enhed og deri indgår søskende som en del af den enhed og de bliver selvfølgelig påvirkede af de forhold på lige fod med forældrene men ofte kommer søskende i denne sammenhæng bare i anden række og det vil vi gerne med tilbuddet om søskendekurser være med til at lave om på siger John.

Åbenhed kvæler pinlighed

Nogle søskende synes at deres bror eller søster med et udviklingshandicap opfører sig pinligt. Særligt omkring 10 års alderen og i begyndelsen af præpubertet er denne oplevelse af situationen meget almindelig. Derfor har de ofte ikke lyst til at have deres søskende med til klassefester eller andre arrangementer med deres venner. Det kan naturligvis være svært at acceptere som forældre og et helt umuligt valg at stå overfor. Ofte kommer det sådan drypvist, at søskende finder deres bror eller søster med et handicap pinlig. Problemet kom med alderen. En far fortæller det således: ”Vi prøvede at tage Julie med til sammenkomster i Thomas klasse og i de mindste klasser accepterede Thomas det men da han kom i de større klasser, ville han ikke med, hvis Julia også skulle med". At have en søster der var så mærkelig, det ville han ikke vise frem. Det er en svær situation, det er meget svært. Og det gør ondt i hjertet, at man har nogle børn, som man elsker over alt på jorden, og så at broderen ikke vil kendes ved sin søster, fordi hun savler eller opfører sig anderledes. Det gør så ondt. Man kan godt forstå det med sit hoved, at det kan virke for pinligt, men acceptere det med hjertet, det kan man ikke”. Man bliver nødt til at føje og gå til klassefesten. Hvad skal man ellers gøre? Ja der er jo nok ikke tale om kun en løsning, men det vi fra Ådalskolens søskendekursus oplever er at åbenheden er meget vigtigt. Når noget er pinligt er det tit fordi der er anderledes. Allerede fra en tidlig alder er det vigtigt at være åben overfor barnet og fortælle at deres bror eller søster har et handicap og vil være anderledes resten af livet. Senere skal søskende acceptere at sådan er livet, det kan være svært og tage tid og accept af en situation er noget som kommer gradvis for de fleste. Forældre kan tidligt i skolen fortælle klassen om handicappet og være med til at skabe den dialog som der virkelig er brug for. Når noget bliver tys tys bliver det også mere spændende og jo mere klarhed andre kan få om handicappet jo mindre mulighed er der også for at der skabes myter. På et søskendekursus er der god mulighed for at søskende kan fortælle om det de synes er pinligt. Det er også med til at give den accept af situationen der er så meget brug for. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted tager emnet op og hjælper søskende med at få styr på pinligheden. 

De populære søskendekurser

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er populære og vi er allerede nu i gang med at forberede det næste kursus, som begynder til marts. Læs her hvad andre søskende fortæller om søskendekurset og send en e-mail, hvis du er interesseret i en kursusplads.

"Jeg kan godt lide at snakke med nogen om det. Det er ikke så nemt at snakke med mine forældre fordi de jo har så travlt med min lillebror og jeg vil ikke give dem endnu flere bekymringer”. Sådan lyder tilbagemeldingen fra Martin, en dreng på 11 år, som har været med et søskendekursus. Kurserne er blevet så populære, fordi de formår at sætte fokus på en pårørendegruppe som har brug for et rum til at ”komme frit frem”. Ifølge John Quist Frandsen, socialpædagog og ansat på Ådalskolen, er de direkte fordele ved kurserne, at børnene får luft for de udfordringer, som de oplever i hverdagen sammen med en bror eller søster med et handicap. ”Først og fremmest får børnene et sted, hvor de kan få sagt nogle af de ting, som de ellers nemt kan gå med alene. Børnene kan gå rundt med følelsen af, at de er årsag til handicappet. På søskendekurserne er der professionelle til at hjælpe dem”, siger han.

Ådalskolens søskendekurser optager børn i alderen 9-16 år og tilbuddet er åbent for alle kommuner i hele landet. Undervejs i kursusforløbet har børnene rig mulighed for at tale med andre børn, som de kan dele erfaringer og historier med. ”Vi oplever, at søskendekurserne udfylder et behov hos børnene. Her bliver de taget seriøst af professionelle voksne, der sætter fokus på dem og deres erfaringer i forhold til at leve i en familie med en bror eller søster med et udviklingshandicap. På et søskendekursus er der plads til alle de tanker og følelser man har, når man er barn,« siger John. 

Blandt andet samværet med andre børn i lignende situationer gør at deres tanker og eventuelle bekymringer bliver lettere at leve med, siger han. ”Det er enormt vigtigt for søskende ikke at føle sig forkerte og blive oversamarbejdsvillige, men opleve at andre børn kan have de samme tanker som dem selv. Selvom der er kammerater på deres skole, som også har en søskende med et handicap er det ikke sådan, at de åbner sig op over for hinanden og spørger ind til, om ens kammerater oplever det samme”, fortæller han. John siger, at Ådalskolens søskendekurser i Ringsted er et sted, som hjælper børnene til at føle sig ”mødt” i søskenderelationen og som giver dem en vished om at der er nogen, de kan tale med om udfordringerne.

Et søskendekursus består af 12-13 børn. Læs mere her på bloggen, spørg efter vores kursusfolder eller "like" os på Facebook.