onsdag den 24. juni 2015

Et frø slår rødder

En stjernestund giver energi og lykkefølelse og er med til at udvikle dig. Stjernestunder er vigtige i vores liv og vi skal huske at dele dem med hinanden. Når det hele går op i en højere enhed og når et søskendekursus ”bare spiller” så opleves det ofte som en stjernestund. Når alle søskende er med på aktiviteterne, du har planlagt og du selv er helt opslugt så er det, at du oplever en stjernestund. Vi pædagoger oplever jævnligt stjernestunder og dem skal vi være opmærksomme på, for vores trivsel kan skrues en tak i vejret ved at være opmærksom på, hvad der fungerer. Birgit Buch Jensen, som er en af gruppelederne bag Ådalskolens søskendekursus beskriver netop i det sidste nummer af BUPL en sådan stjernestund. Hun siger desuden ”vi kan have en tendens til at fokusere på problemer, men vi skal også kigge på, hvad vi kan og hvad vi er gode til. Og så skal vi tillægge det en værdi. Det gør os gladere og giver energi, samtidig med at vi kan lære af de gode oplevelser”. Når det er sagt er stjernestunder ikke kun rosenrøde oplevelser. Det kan også være svære situationer, som er blevet håndteret bedre end først antaget. Og et øget fokus på stjernestunder betyder ikke, at man skal stoppe med at tale om problemerne. Birgit tilføjer, at man ikke skal feje ting ind under gulvtæppet, men man skal bare huske også at fokusere på det positive og understreger, at arbejdet med stjernestunder ikke handler om at ændre menneskers måde at være på, men om at få flere nuancerede billeder på situationer i hverdagen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar