Sommerferie

Ådalskolens søskendekursus holder sommerferie i de næste 3 uger. Vi besvarer i perioden e-mails og glæder os til at vende tilbage efter ferien. Vi er allerede ved at gøre klar til det næste søskendekursus og vi har netop åbnet op for tilmeldinger.

Vi ønsker jer alle en god sommerferie

Hilsen

Maria, Louise og John

En blandet søskendegruppe giver en række gode muligheder

De er her alle sammen, drengen som lige er fyldt 9 år og som er lidt genert, den storsnakkende pige på 12 år som glæder sig til hendes næste fødselsdag, pigen som kommer fra Svendborg og som står op kl. 05.00 for at komme på søskendekursus, drengen på 11 år som lige har fået at vide at hans bror har et handicap og sådan kunne vi blive ved. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er et forum og bliver et fællesskab, hvor børnene er vidt forskellige, men hvor det som binder dem sammen er det livsvilkår, at de alle har søskende med særlige behov eller et handicap. På søskendekurset er der sjove aktiviteter og aktiviteter som hjælper børnene med at sætte ord på deres virkelighed. Ord som er med til at støtte det enkelte barn med forståelsen af, at han eller hun ikke er den eneste som har en bror eller søster med et handicap. En udfordrende hverdag kender de fleste søskende til og naturligvis kan søskendekurset ikke fjerne udfordringerne, men søskendekurset forsøger at lære børnene at hvis de kan øve sig i at tænke på en anderledes måde kan hverdagen blive væsentlig nemmere. Et barn med et handicap har brug for søskende med et særlig forståelse.

Det er nemmere at stille spørgsmål til neutrale voksne

Mathias på 11 år fortæller os på søskendekurset, at det „ikke så let at snakke med forældrene om det, som er vanskeligt, når det vanskelige handler om ens søster med autisme“. Mathias fortæller også at det er svært at finde tid til at tage emnet op – det drukner simpelthen i hverdagen. Søskendes stemmer kommer derfor ikke altid frem, bare fordi man spørger – men man kan høre den tydeligere, når der gives tid, tillid og ro. Dertil skal man være opmærksom på, at nogle gange ønsker søskende ikke at sige alle de ting, de har på hjertet, til deres forældre. De ved jo, at også de kan være både kede af det, forvirrede og trætte. „Hvordan går det“, spørger vi voksne ofte hinanden, når vi mødes tilfældigt på gaden. „Fint“, svarer mange af os så. Helt kort og godt. Det samme gør børn: „Hvordan gik det i skolen i dag“, spørger far ved aftensmaden. „Meget godt“, svarer sønnen. Et svar, som sikkert ikke er spor ukendt for mange forældre, når de sidst på eftermiddagen spørger til barnets dag. På lignende vis svarede 10-årige Ida da også kort og roligt: „Det går udmærket“, da vi lørdag nummer 2 på søskendekurset spørger hende, hvordan det går for hende nu, hvor hendes storebror er kommet godt igennem en hjerteoperation. Men da Ida siden fortsatte på søskendekurset fik hun mulighed for at fortælle de andre søskende og os gruppeledere gennem ord og tegninger, hvordan det så ud inde i hende, kom der også et andet billede frem. Halvdelen af tegningen var fyldt med glade og fine farver, mens den anden halvdel bestod af ret mørke og grå nuancer. Da der lidt efter lidt kom ord på tegningen, viste det sig, at der var mange tanker, spørgsmål og bekymringer. Hvordan det opleves for Ida at have en bror med en hjertesygdom kan man ikke lige opdage, når man bare spørger i første omgang. På denne måde kan vores overflade være meget forskellig fra det, der er inde bag. Derfor er det også vigtigt for os gruppeledere at understrege, at de tanker og udsagn, som børn kommer med på søskendekurserne ikke kommer ved hurtige samtaler i en hvilken som helst kontekst. De fleste af dem er kommet frem i den ramme, hvor søskende over en rum tid har haft mulighed for at blive trygge, og hvor der er opbygget tillid til, at de bliver hørt på – både af voksne og af de andre søskende, som har oplevet noget lignende i deres liv. Dette er et af kendetegnene bag de søskendekurser som afholdes på Ådalskolen i Ringsted.

Et udviklingshandicap kan være svært at forstå

Når Victor kommer hjem fra skole er det første han gør, at lave et eftermiddagsskema til hans lillebror. Victors lillebror hedder Niels, har ADHD og autisme og er meget visuelt tænkende. Derfor bruger vi i min familier meget skemaer og piktogrammer fortæller Victor. Generelt er vi gode til at bruge korte præcise sætninger og sige det han skal og ikke det han ikke må. Det var virkelig noget, som jeg skulle vænne mig til. Det at jeg hele tiden skal tænke over, hvad jeg siger og hvordan jeg siger tingene. Jeg kan godt se, at det hjælper min lillebror rigtig meget, men en gang imellem er det bare irriterende. Da jeg deltog i Ådalskolens søskendekursus var det første gang jeg var sammen med andre børn på min egen alder som også har søskende med et handicap. Det var en fantastisk oplevelse og en øjenåbner for mig. Jeg lærte en masse om ADHD og autisme og jeg fik nye kammerater. Jeg lærte blandt andet, at jeg skal undgå at bruge ordet "ikke", så omformulerer jeg hellere sætningen og fortæller min lillebror, hvad han skal gøre. De voksne på søskendekurset fortalte, at hjernen ikke kan høre ordet "ikke" fx. hvis jeg siger "Niels du skal ikke gå igennem vandpytten" så kan jeg være sikker på at han gør det, men siger jeg "Niels du skal gå uden om vandpytten" så går han som oftest pænt uden om. I min familie gælder det om at være 3 skridt foran hele tiden. Jo mere faste rammer og forudsigelighed jo bedre. Vi fortæller altid, hvor lang tid der til, at der skal ske et eller andet fx. hvornår vi skal ud af døren, hvornår er det sengetid osv. den forudsigelighed har min lillebror brug for. På den måde undgår vi nogle konflikter, hvis vi bryder ind i et eller andet han er i gang med. Det var særligt rart at møde andre søskende som kender til de samme regler og jeg var også heldig at få en masse gode råd fra de andre børn. At være storebror til en lillebror med ADHD og autisme er ikke altid lutter lagkage, men han er min lillebror.

Et søskendekursus der virker

Et søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted tager udgangspunkt i en række temaer og situationer de enkelte søskende selv vælger at tage op. Det vil sige, at programmet ikke på forhånd har en række klart definerede temaer, men at temaerne skabes i kraft af de enkelte søskende. Søskendekurset faciliteres således ved en lang række øvelser og indholdet kommer fra søskende selv. Omdrejningspunktet er klart en deling af erfaringer søskende imellem, frem for en formidling af fagspecifik viden gennem fastsatte temaer fra os voksne.  Derved er det også samtidig muligt at skabe en gruppe på tværs af diagnoser, da fokus ikke ligger på læring om en bestemt diagnose. Målet er nemlig gennem dialog at give søskende en oplevelse af ikke at være alene og gennem gruppen at skabe det helt særlige ”frirum”, hvor det er muligt og ok at tale om frustrationer, irritationer og afmagt sammen med andre søskende. Der er naturligvis også fokus på at italesætte de positive omstændigheder ved at have en bror eller søster med et handicap. Samtidig åbner dialogen også op for muligheden for at lære af hinanden og derved danne grobund for nye kammeratskaber, hvor man lærer om håndtering af søskenderollen inspireret af andres oplevelser og erfaringer. For at skabe et sådant søskendekursus kræver det særlige krav til gruppeledernes evne til at lytte og afstemme de indholdsmæssige input alt efter søskendes behov. Det betyder, at vi at vi er i stand til at give plads til og skabe en balance mellem de individuelle historier og samtidig skabe base for genkendelighed og dialog søskende imellem. Da der er tale om grupper på tværs af diagnoser og handicaps er det også vores opgave så vidt muligt at fremhæve og fokusere på det der er fælles ved søskendes oplevelser, frem for hvad der symptomer og handicapmæssigt adskiller dem. Det betyder dog langtfra, at den diagnosespecifikke viden ikke er nødvendig i denne sammenhæng. Tværtimod er det vigtigt at vi som gruppeledere har en solid og bred viden om diagnoser - for også at kunne bidrage med relevant viden i forhold til de emner der optager deltagerne og ikke mindst kunne give et fornuftigt svar på de mange ”hvorfor det spørgsmål”. Fra det seneste søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted har vi sammenskrevet følgende tilbagemeldinger fra søskende:

”Det har været et fantastisk forløb”

”Der har været fokus på alle de “rigtige ting” og vi opnåede hurtigt et “safe place”, hvor alle turde åbne op for tanker og bekymringer. Aller søskende har bidraget på en fantastisk måde”

”Dejligt med et åndehul”

”At opleve at andre søskende også kan have det svært”

”At jeg ikke er den eneste som kan føle sig lidt trist”

”At få snakket med andre søskende”

”At jeg kunne være ærlig omkring mine følelser og stole på de andre søskende”

”At få et break fra min hverdag derhjemme”

”At blive i godt humør fordi der er så dejlig en stemning”

”At turde sige nogle grænseoverskridende og pinlige ting”

”At der var en afslappet og ikke akavet og anspændt stemning med god plads til leg og hygge”

”Jeg elsker stemningen og den tryghed og åbenhed der følger med et søskendekursus. Også bare at lære endnu flere søskende at kende på en anderledes måde end normalt”

“Ville du anbefale søskendekurset til andre”: JA!!!!!!!! Det hjælper virkelig meget” 

Søskendekursus og ADHD

Martin som var en af deltagerne på Ådalskolens søskendekursus i foråret 2023 har skrevet os et sommerindlæg til Bloggen. Det er vig meget glade for og vi siger mange tak og med et ønske om, at du får en god ferie. Når det så er sagt ved vi godt, at ferier ofte er noget af det værste og den periode, hvor vi andre glæder os til at slappe af og lade op, kan være et sandt helvede for søskende. For handicappet fortsætter, hverdags strukturen forsvinder, hverdagen bliver mere utydelig hvilket i sig selv er ”gift” for et menneske som har ADHD. Martin er 10 år og har en storesøster med ADHD. I det senere år er det blevet meget tydeligt, at hans storesøster har et handicap og som påvirker hele familien. Hun har ADHD og den diagnose er meget forskellig fra barn til barn men her er hvad Martin oplever. Når man har ADHD har man en forsinket eller nedsat kognitiv modning i de dele af hjernen, der bl.a. styrer evnen til at målrette opmærksomheden og som involverer planlægningsevne og andre selvstyrende processer. Den forsinkede og nedsatte kognitive modning bevirker, at børn som Martins storesøster med ADHD har meget sværere ved at regulere deres aktivitetsniveau, impulsivitet og opmærksomhed. Opmærksomheden er en af vores basale kognitive funktioner, som påvirker andre og mere avancerede funktioner, såsom sansebearbejdning, hukommelse, indlæring og tænkning. Martins storesøster har dermed ofte svært ved at tolke og forstå verden omkring dem, og det påvirker samspillet i alle de kontekster, hun indgår i. Hun er er meget konkret tænkende, er ufleksible og have store organiseringsvanskeligheder. Der er bl.a. brug for ekstra støtte i hverdagen til at skabe overblik og til problemløsning. Martins storesøster kan selv fortælle at hun oplever, at hun tager alle sanseindtryk ind på samme styrke. Hun overvældes derfor hurtigere af udefrakommende stimuli og har svært ved at vælge det mest væsentlige ud og ignorere resten. Det gør, at hun langt hurtigere end andre børn udtrættes, bliver humørsvingende og nemmere ved at blive sur. I mødet med omgivelserne kommer Martins storesøster mange gange i udfordringer og hendes ADHD-vanskeligheder giver ofte til udtryk i en meget anderledes adfærd, som kan virke uhensigtsmæssig og upassende på andre børn og voksne. Hun kan være forstyrrende ved at være uroligt og larmende eller hun kan virke krævende ved at være utryg og forvirret. Hun har svært ved at høre en fælles besked, har meget svært ved at vente på tur, forstår ikke reglerne, afbryder eller kommer til at overskride andres grænser. En typisk adfærd, der uden baggrundsviden og forståelse for hendes vanskeligheder, kan afføde rigtig mange afvisninger, irettesættelser og kritik fra både børn og voksne. Martin fortæller, at han gentagne gange har oplevet, at andre mennesker har kikket ondt og reageret nedværdigende mod hans familie når de alle har været ude at handle og at det sjældent er muligt, at forklare hvordan sammenhængen er. De grundlæggende udfordringer for Martins storesøster som har ADHD er at afkode og efterleve sociale spilleregler kan ofte medføre, at hans storesøster har svært ved at indgå i eller vedligeholde relationer til andre børn eller voksne – selvom hun virkelig gerne vil og ihærdigt prøver. Martin fortæller, at hans storesøster kun har en veninde og det er også en jævnaldrende pige som har et handicap. Mange af de andre venskaber har kun holdt i meget kort tid fordi de andre børn ikke gider være sammen med hans storesøster eller synes at hun er for belastende. Martin fortalte på søskendekurset, at det er meget svært at have en storesøster med ADHD og at han har indset, at han i højere og højere grad bliver nød til at gå rundt på listefødder når hans storesøster er hjemme. Og det er hun hver dag. Der er typisk dage eller perioder, hvor Martin oplever, at hun konstant irettesættes, skældes ud eller udskilles fra de sociale fællesskaber i skolen og derhjemme. Mennesker med ADHD mærker ekstra tydeligt disse nederlag og afvisninger, men har mere end almindeligt svært ved at agere på en anderledes måde. Det slider over tid meget på deres humør, tanker, følelser og selvværd, hvis man ikke oplever sig som en positiv del af et socialt fællesskab. Martin fortæller selv, at han undervejs på Ådalskolens søskendekursus fik meget mere styr på hans søsters handicap, lærte mere om de mange forskellige og uforudsigelige adfærdsmønstre og forstod også, at han selv bliver nød til at sige ”pyt” fordi det ikke er noget som bare lige sådan kan løses. Måske med tiden bliver hans storesøster mere rolig og mere i balance. Hans søsters handicap, ADHD er der også i morgen og dagen efter og han bliver derfor nød til at justere sig selv efter det. Denne justering er søskendekurset en medvirkende katalysator for. Det hjælper derfor at have nogen at tale med det om det og det hjælper at have et frirum en gang i mellem, hvor det er Martins behov som er 100% i centrum.

Når vi deler vores oplevelser føles de lettere

I løbet af et søskendekursus som hos Ådalskolen i Ringsted har vi mange snakke med søskende, som har en bror eller søster med handicap. Der er også mange sjove aktiviteter og ikke mindst muligheder for at dele de oplevelser man som søskende har. Vi oplever, at søskende har rigtig mange erfaringer og mange forskellige følelser forbundet med situationerne. Vi har bl.a. oplevet, at nogle søskende har følt sig utilstrækkelige eller været frustrerede og bekymrede for, hvordan fremtiden skulle forme sig for sig selv og deres bror eller søster med et handicap. Vi har også hørt at nogle, som har haft en følelse af at have mistet kontrollen eller været stresset og urolige over situationen. Andre søskende har følt sig misundelige eller haft en følelse af ikke at kunne forstå, hvorfor tingene sker, som de sker. Alt i alt, så er alle disse følelser naturlige og helt okay at have. Vi reagerer alle meget forskelligt på de ting, vi møder i livet, og derfor er der heller ikke nogen rigtig eller forkert måde at forholde sig til, at en, man holder af har et handicap. Når man som barn går rundt og tumler med de her følelser, så handler det først og fremmest om at få sat ord på følelserne, sætte fokus på sig selv og finde ud af ’hvad er det egentlig, som berører mig’. Derefter handler det om at finde ro i det ukendte og få noget perspektiv og refleksion over situationen. Det kan være svært. Et søskendekursus kan hjælpe med at sætte tingene i perspektiv, få reflekteret over situationen og få en tryghedsfølelse ved at få læsset nogle af erfaringerne af.

Handicappet er der naturligvis fortsat og faktum ændres ikke, men visheden ved at kunne læsse af blandt andre giver en stor lettelse for mange. Det er nemlig vigtigt, at man som søskende også husker på sig selv. Det er ikke kun den, som har et handicap der bliver påvirket. Som søskende kan du blive påvirket i lige så høj grad. Tænk derfor også på dig selv og anerkend, at du også kan have det svært men at det hjælper at sætte ord på det ”svære” og lufte det til andre. Det handler nemlig også om at kunne få øje på det mulige i stedet for det umulige og på den måde få fokus væk fra begrænsningerne og irritationerne. I sidste ende får søskende nogle redskaber til, hvordan man kan klare at tage en dialog med hinanden om de ting de oplever i hverdagen. Samtidig handler det om at få lagt en form for strategi for, hvordan tingene skal gøres og klares fremadrettet.

Alle er blevet nye erfaringer rigere

En stor gruppe søskende har i foråret deltaget i Ådalskolen søskendekursus i Ringsted. Børnene som alle er imellem 9 og 12 år kommer fra hele landet og fælles for dem har været, at de har en søskende med et særligt behov. Sammen har de deltaget i 2 kursuslørdage på Ådalskolen og en søskendecamp som har indeholdt en overnatning. At være deltager på et søskendekursus er en slags rejse fra et sted til et andet. Intet er som da de begyndte i marts måned, alle har de lært noget nyt og alle er de blevet klogere på deres rolle og deres søskende. En masse spørgsmål er blevet besvaret, der har været øvelser og aktiviteter som har frembragt snakke om det nemme og det svære og der har været masser af muligheder for at dele sine erfaringer til andre jævnaldrende som med det samme forstår, hvad hinanden mener fordi børnene deler et fælles vilkår.

Tanker om fremtiden

Hvordan vil min søsters fremtid blive, hvem kan jeg tale med om mine tanker?

Hvorfor har min søskende og jeg så mange konflikter?

Hvad kan jeg gøre?

Hvordan får jeg fortalt mine nye klassekammerater at min bror har autisme?

Kan min søskende nogensinde få et job?

Hvordan vil min egen fremtid være?

Skal jeg føle dårlig samvittighed, når jeg danner min egen familie eller flytter?

Hvad sker der i vores familie, når mine forældre ikke kan eller ikke kan bære mere?

Jeg er bekymret for den dag, hvor mine søskende flytter væk hjemmefra.

Hvem skal opfylde hendes behov?

Hvordan håndterer jeg den viden om, at mine søskende har et livstruende handicap?

Spørgsmålene står nærmest i kø når søskende mødes på et søskendekursus. Hver gang er spørgsmålene helt forskellige fordi de afspejler barnets alder, udviklingsniveau og erfaring. Men en ting er klart et fællestræk nemlig, at søskende altid har en masse spørgsmål og på Ådalskolens søskendekursus gør vi en masse for, at børnene får mulighed for at få besvaret så mange af dem som muligt. Derfor har vi undervejs en bred vifte af aktiviteter og især aktiviteter, som åbner op for en dialog og gode samtaler.

At vide at jeg ikke er den eneste

Marie og Pernille møder hinanden for første gang på Ådalskolens søskendekursus. De 2 piger kommer fra forskellige steder i Danmark og fra to forskellige familier. Begge var de blevet tilmeldt søskendekurset fordi de har en bror med ADHD. Vi har spurgt Marie og hun ville skrive lidt om oplevelsen og her er det som hun skrev:

Jeg er 11 år og lillesøster til en bror med ADHD og jeg har været på Ådalskolens søskendekursus, hvor jeg har lært en masse. I begyndelsen var jeg meget nervøs for at skulle afsted fordi jeg vidste jo ikke, hvad et søskendekursus var og hvem jeg kom til at møde. Jeg gik og tænkte om det var noget med, at vi alle sad i en rundkreds og skulle fortælle på skift, at den ene var mere ked af det end den anden, at de andre ville grine af mig og alle sådanne tanker.

Men sådan gik det ikke, det viste sig derimod at være total sjovt, en masse andre søskende, sjove aktiviteter og nogle rigtig søde voksne. I løbet af meget kort tid kunne jeg genkende rigtig meget af det alle de andre søskende fortalte og det var en kæmpe lettelse at høre, at der er andre børn som har præcis de samme oplevelser som mig. At vide at jeg ikke er den eneste i verden som har en storebror med et handicap har hjulpet mig meget. I dag har jeg fortsat kontakt med flere af børnene, vi skriver til hinanden og ringer jævnligt. 

Jeg har fået lov til her på søskendekursets blog til at skrive lidt om ADHD fordi det er den diagnose min storebror har. Når man har ADHD har man ofte svært ved at skabe overblik, organisere og planlægge i hvilken rækkefølge ting eller aktiviteter skal foregå. Min storebror er konstant på over­arbejde i forhold til at forsøge at holde styr på hans hverdag. Det, vi andre andre børn ikke bruger særlig meget energi på, er for ham en labyrint uden rød tråd. Min storebror trives bedst med forudsigelighed ellers overvældes han af krav og for­ventninger og oplever at være i en kaostilstand som giver ham ”rod i hovedet” og frustration. Den særlige struktur i vores hjem er med til at give hans hverdag rammer og forudsigelighed, og jeg som lillesøster kan være med til at skabe og tyde­liggøre en struktur, der gør det nemmere for ham at overskue og agere hensigtsmæssigt i hverdagen. I vores køkken har vi for eksempel en stor ugetavle hvor alle vores aktiviteter står skrevet. I starten synes det var pinligt at vi havde en sådan kalender med forskellige billeder hængende. Jeg så det aldrig hos mine veninder og syntes faktisk det var meget unormalt og pinligt. På søskendekurset hørte jeg, at der også var mange andre familier som også brugte en kalender til deres søskende. De voksne fortalte, at hvis ens søskende nu sad i kørestol så ville man give ham en rampe til at køre op ad og sådan er det jo også med ADHD – de skal have en køreplan for så kører de bedre. Vi siger tusind tak til Marie fordi du havde lyst til at bruge lidt tid på at skrive dette indlæg. 

Nogle ting fylder rigtig meget for søskende

Det kan være meget forskelligt, hvordan det opleves at vokse op som søskende til et barn med ADHD. Mange søskende deler imidlertid oplevelsen af at føle sig overset, fordi et handicap som ADHD kan være krævende for alle familien. Børnene kan opleve at få mindre tid med og opmærksomhed fra forældrene, da barnet med ADHD ofte har behov for hyppig og vedvarende voksenopmærksomhed. Det er for mange søskende også svært at forstå og forholde sig til et ”usynligt” handicap, der er præget af uforudsigelighed, voldsomhed og en ustabil søskenderelation. Andre søskende kan opleve, at de går med mange spørgsmål og ønsker for deres eget liv, som kan være svære for forældre og pårørende at håndtere og besvare i hverdagen. Noget af det, der fylder rigtig meget for nogle søskende til børn med ADHD, er de ofte modsatrettede følelser, som de kan have i forhold til deres bror eller søster. På den ene side kan de opleve at holde af og drage omsorg for deres søskende. På den anden side kan de opleve stærke følelser som vrede og jalousi i forhold til deres bror eller søster. Ådalskolen i Ringsted arrangerer søskendekurser for børn som har søskende med ADHD. Følg med her på bloggen.

"Det som jeg lærer styrker mig..."

Når Mette en pige på 11 år kommer hjem efter skoletid ved hun hvad der venter hende. En lillebror som er sprængfyldt af energi og meget impulsiv. Nogle gange lige lovlig meget. Mettes lillebror har diagnosen ADHD og den påvirker ikke kun hendes lillebror, men i høj grad også familien. Hendes bror hedder Jacob og hans vanskeligheder påvirker naturligvis hele det miljø, som han færdes i til daglig. Udgangspunktet for at en behandling af ADHD virker er at skabe en fælles forståelse for, hvad der er svært for Jacob og hvordan han bedst muligt bliver støttet. Når Jacob oplever ”at han lykkes” i dagligdagen, mindsker det stressen, så han bedre kan overvinde eller kompensere for vanskelighederne. Alle mennesker vokser af ros og opmuntring, men Mettes lillebror med ADHD har i særlig grad brug for ros og bekræftelse på alle de positive stunder. Jacob har ADHD og er født med den udviklingsforstyrrelse som betyder mange vanskeligheder i løbet af en dag. Mette fortæller, at han gang på gang løber ind i nederlag, som svækker selvtilliden. Det er derfor vigtigt, at alle voksne omkring ham forstår handicappet og er opmærksomme på at give den støtte der skal til. Særligt med en overskuelig hverdag, hvor det er givet, hvad der nu skal ske, er godt for Jacob. Det vil sige klare, enkle regler og faste rytmer og rutiner, som fx faste spise- og sengetider. Jacob skal have støtte til bedre at takle vanskelighederne og til at opleve sig elsket og holdt af. Et barn som Jacob med ADHD vil i skolen være særligt udsat for ind læringsproblemer, mobning og for at blive udelukket af de andre børn. Det kræver derfor et overskud og engagement fra lærerne og pædagogerne at forstå problematikkerne, for det handler ikke ”bare” om uartighed eller dårlig opdragelse. Min lillebror bliver konstant afledt af lyde og andre impulser og han har derfor godt af at sidde alene eller tæt på læreren, hvor der som oftest er mest ro. Hans skoledag skal være struktureret, så han kan overskue, hvad der skal ske. Når læreren giver resten af klassen en besked, har han ofte brug for at få gentaget beskeden. Som Mette slutter med at sige så lærte hun rigtig meget af Ådalskolens søskendekursus og kan kun anbefale andre børn som har en søskende med ADHD om at tilmelde sig. ”Jeg har fået så meget god viden som ruster mig i min hverdag”.

Tag med på et søskendekursus som Mette og godt endnu bedre ud af det.

Man føler sig knap så alene

”Hvad kan jeg gøre, når jeg bliver ked af det eller bekymret? Er det okay, at jeg sommetider føler mig pinlig berørt over min bror? Er der andre, der har det ligesom mig? På Ådalskolens søskendekurser i Ringsted deler børn i alderen 9-12 år tanker, følelser og erfaringer med andre, der har en bror eller søster med et handicap. En ofte overset pårørendegruppe er søskende til børn med funktionsnedsættelse. En gruppe, der ikke selv råber systemet op – måske, fordi de har travlt med at holde sammen på familien eller fordi de er bange for at stille mor og far i et dårligt lys. Mange forældre til børn med funktionsnedsættelse peger dog selv på, at søskende kan blive overset, både af dem selv i en presset hverdag og af systemet, som primært fokuserer på barnet med handicap. Heldigvis er der flere kommuner som er ved at ændre fokus til at familien skal møde en sagsbehandling, som tager udgangspunkt i familiens samlede behov herunder også søskendeperspektivet. På Ådalskolen i Ringsted har vi siden 2011 afholdt søskendekurser for søskende til børn og unge med et handicap. Deltagerne er mellem 9 og 12 år. Det kan være svært at have en bror eller søster, der skiller sig ud, og som måske tager meget af opmærksomheden i hverdagen. Det fortæller kursusleder og underviser på søskendekurserne John Quist Frandsen. ”Vi vil gerne have, at børnene får et fællesskab med hinanden; at de oplever ikke at være alene om deres følelser, og at andre forstår én. Vi skal kunne skabe et trygt rum, hvor de oplever, at det er okay for eksempel at føle sig pinligt berørt over sin bror, når han begynder at råbe højt i supermarkedet, eller at det er ok at føle frustration og vrede over for mor og far, fordi man synes, de aldrig har tid til én. Samtidig vil vi gerne give dem ideer til handlemuligheder i dagligdagen. Og ofte viser det sig, at det er, når børnene bringer deres egne erfaringer i spil og deler dem med hinanden, at vi og de virkelig rykker,” fortæller han. Børnene fra efterårets søskendekursus er ikke i tvivl om, hvad det giver dem at mødes med andre, som af egen erfaring ved, hvordan det er at have en handicappet søster eller bror. For Mette er det især fællesskabet med ligesindede, som tæller. ”Man føler sig knap så alene. Her møder man nye mennesker, der har lidt de samme problemer som én selv. Jeg har aldrig haft en kammerat, der havde det på samme måde som mig. De eneste, jeg ellers har kunnet tale med det om, er mine forældre. Så det er dejligt at vide, at man ikke er alene, og at andre også har søskende med handicap, der har det på samme måde. Og at opleve, at nogle af de problemer, man har, går igen hos andre,” siger hun. Det er en oplevelse, som andre af de børn på kurset kan nikke genkendende til. ”Man kan få talt ud, uden at der er andre, der siger mig imod, ” siger Kristina. ”Man får også nye venner,” supplerer Claus. Ud over at tilbyde børnene et frirum sammen med ligesindede, hvor de kan tale åbent om deres modstridende følelser og identificere sig med hinanden, får børnene også konkret viden om forskellige funktionsnedsættelser med sig fra søskendekurset. Og det er en god hjælp og styrke i hverdagen, fortæller Nikolaj. ”I forhold til ens venner er det meget rart, at jeg nu kan forklare min brors handicap bedre. Det kan jeg, fordi jeg har mødt andre på kurset her, der også forstår, hvad det handler om, og fordi det bliver forklaret så godt her,” siger han. Så er der også lige søskendecampen som Ådalskolen arrangerer. "Et fantastisk initiativ som bare er så hyggeligt" siger flere af børnene samstemmende i kor.

De populære søskendekurser

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er populære og allerede nu er vi i gang med at forberede de kurser som begynder til næste år i 2024. Læs her hvad andre søskende fortæller om søskendekurset og send en e-mail, hvis du er interesseret i en kursusplads.

"Jeg kan godt lide at snakke med nogen om det. Det er ikke så nemt at snakke med mine forældre fordi de jo har så travlt med min lillebror og jeg vil ikke give dem flere bekymringer”. Sådan lyder tilbagemeldingen fra en Martin, en dreng på 11 år, som har været med et søskendekursus. Kurserne er blevet så populære, fordi de formår at sætte fokus på en pårørendegruppe som har brug for et rum til at ”komme frit frem”. Ifølge John Quist Frandsen, socialpædagog og ansat på Ådalskolen, er de direkte fordele ved kurserne, at børnene får luft for de udfordringer, som de oplever i hverdagen sammen med en bror eller søster med et handicap. ”Først og fremmest får børnene et sted, hvor de kan få sagt nogle af de ting, som de ellers nemt kan gå med alene. Børnene kan gå rundt med følelsen af, at de er årsag til handicappet. På søskendekurserne er der professionelle til at hjælpe dem”, siger han. Ådalskolens søskendekurser optager børn i alderen 9-12 år og tilbuddet er åbent for alle kommuner i hele landet. Undervejs i kursusforløbet har børnene rig mulighed for at tale med andre børn, som de kan dele erfaringer og historier med. ”Vi oplever, at søskendekurserne udfylder et behov hos børnene. Her bliver de taget seriøst af professionelle voksne, der sætter fokus på dem og deres udfordringer i forhold til at leve i en familie med et barn med et handicap. På et søskendekursus er der plads til alle de tanker og følelser man har, når man er barn,« siger John. Blandt andet samværet med andre børn i lignende situationer gør at deres tanker og eventuelle bekymringer bliver lettere at leve med, siger han. ”Det er enormt vigtigt for søskende ikke at føle sig forkerte og blive oversamarbejdsvillige, men opleve at andre børn kan have de samme tanker som dem selv. Selvom der er kammerater på deres skole, som også har en søskende med et handicap er det ikke sådan, at de åbner sig op over for hinanden og spørger ind til, om ens kammerater oplever det samme”, fortæller han. John siger på, at Ådalskolens søskendekurser i Ringsted er et sted, som hjælper børnene til at føle sig ”mødt” i søskenderelationen og som giver dem en vished om at der er nogen, de kan tale med om udfordringerne. Et søskendekursus består af maksimalt 10-12 børn. Læs mere her på bloggen, find vores kursusfolder på www.aadalskolen.dk eller på Facebook.

Fedt at give erfaringer videre til andre

Sådan siger mange af børnene undervejs i et søskendekursus. Et søskendekursus, som varer 45 timer og afholdes tværkommunalt således at det er åbent for alle kommuner og for søskende i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et handicap.

Ådalskolen i Ringsted har i dette forår afviklet et sådant kursus og alle børnene er meget positive og glade for at medvirke og bidrage til kurset. En meget central pointe vi hører er, at børnene oplever en stor glæde og tilfredshed ved at selv mærke, at de også kan videregive deres erfaringer til andre børn, som virkelig får gavn af deres input. Sat lidt på spidsen kan det siges, at børnene oplever, at deres erfaringer med at være bror eller søster til en søskende med et handicap ikke er helt forgæves, idet de kan hjælpe til at forebygge og sætte fokus på det som mange af dem oplever. Om dette fortæller Martin på 11 år blandt andet følgende:

”Jamen det giver da en stor tilfredshedsfølelse at vide, at jeg kan hjælpe andre, der er i samme situation som én selv” ”Jeg har været rigtig glad for at være med på Ådalskolens søskendekursus, der er masser af nye og sjove kammerater, masser af sjov og hygge og det har givet mig en følelse af, at jeg kunne gøre gavn”. ”Når jeg hver lørdag er blevet hentet af min far har jeg følt, at jeg har gjort noget godt for andre og naturligvis også fået lært en masse og fået en masse gode oplevelser selv. Forhåbentlig har jeg været med til at bane vejen for, at andre kan få det bedre”. Det er jeg nu helt sikker på, slutter Martin med at sige.

Martin: "Vi lærer at leve sammen med det"

"Vi skal lære at leve godt med det", siger Martin på 12 år som var med på forårets søskendekursus, selvom det mange gange er noget svært. Det medgiver vi. Tak Martin fordi du ville dele dette udsagn med os og tak fordi vi må blogge lidt om det. God sommer til dig.

Det er egentlig ikke handicappet i sig selv, som er det vigtigste men mere, hvordan den enkelte søskende oplever det. Sådan begynder vi denne blog fordi vi nogle gange ser, at forældre spørger om Ådalskolens søskendekursus retter sig mod autisme, ADHD, udviklingshæmmede eller Downs Syndrom. Vores svar er, at vores kursus koncept retter sig mod flere diagnoser samtidig og bevæggrundene vil vi gerne uddybe i dette indlæg. Vores erfaringer med søskende er, at de generelt ved en masse fakta om deres brors eller søsters handicap, faktisk er flere af dem omvandrende leksikons hvor det ene adfærdsmønster efter det andet kan beskrives helt udfra den officielle diagnosemanual. 

Børnene har fået fortalt en masse om diagnosen, udvikling og kendetegn af deres forældre mens andre selv har opsøgt den ønskede viden. En viden som er en styrke og som er med til at give forståelse for den særlige familiesituation, det er at have en søskende med et handicap. Alligevel handler det meste af alt om hvordan man ser på situationen. Oplever man som søskende familie situationen som noget man gerne ”vil væk fra” eller oplever man situationen som noget man ”skal lære at leve med”. Det sidste er det bedste, når man er søskende. 

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted støtter søskende i den sidste tilgang fordi vi tror på, at det er den måde hvorved de bedste relationer skabes.

At sætte ord på hverdagen hjælper enormt meget

Når Ådalskolens søskendekursus er slut spørger vi altid søskende om hvad de har oplevet. Nærmest som en slags evaluering, men også som en måde at få rundet kurset god af. Vi har samlet nogle af de udsagn og citater, som søskende her i efteråret er kommet med. Søskende oplevede generelt, at man kunne snakke om alt, hvad der angik ens bror eller søster med handicap. Man kunne f.eks. snakke om, hvordan man havde det derhjemme, hvordan det gik med én, efter ens søster var kommet på hospitalet, om man så ens søster der boede på en døgninstitution. Børnene oplevede at få snakket ud om alt det, de gerne ville snakke om. Citat: ”Jeg sidder overhovedet ikke med noget tilbage”. Hvis en søskende sad med noget, som det gerne vil sige, men et anden havde ordet, så ventede man og fik så mulighed for at fortælle bagefter. Citat: ”Man er forskelligt på, som de siger, og man snakker jo forskelligt, og hvis der er noget, som man synes, man ikke lige har fået sagt, så venter man, til den har fået sagt færdigt. Og så må man gerne snakke”. Børnene fandt, at nogle ting var svære at snakke om, men at når de havde fået sat ord på og ”kommet ud med det”, så hjalp søskendekurset med forslag til, hvad de kunne gøre. Det havde betydning, at børnene i gruppen kunne få sagt det, som de ikke havde turdet snakke med andre om.

Børnene fandt, at det blev nemmere at tale om det vilkår at have en bror eller søster med et handicap – også med kammeraterne. Citat: ”Det er meget nemmere nu end i starten. Den første gang er man jo meget nervøs. Da jeg kom på søskendekursus, da var det meget svært ikke at være nervøs, men blot efter få timer er det meget nemmere. Børnene fortalte ting på søskendekurset, som de ikke havde fortalt andre steder. Citat: ”Fordi man bare vil tro, at alle andre vil grine. Her på søskendekurset må man jo ikke grine af de andre. Fordi det er jo også kun børn som har handicappede søskende, som er her, og så ved de, hvad det er for noget”. En dreng var begyndt at snakke med sin bedste ven om hans brors handicap. Ved søskendekursets afslutning oplevede børnene det at tale om handicappet således: Citater: ”Jeg er ikke træt af at snakke om det. Overhovedet ikke. Det er blevet fuldstændigt naturligt nu”. ”Der er ikke så meget at snakke om, som der var før. Jeg føler ikke det er så pinligt mere. Jeg snakker …….. altså jeg bliver ikke så ked af det mere som før”. 

Citat: ”Man snakker allermest om ens søskende, men også om alt muligt andet”.  ”Man snakker mest om, hvordan man har det. Hver gang man har fortalt et eller andet, så kan de voksne spørge, hvordan har du det med det. Det kan jeg meget godt lide, at det sådan er direkte og ikke noget med udenomssnak. Det er lige på: Hvordan har du det med det? Nogle gange kan jeg have det svært med at udtrykke, hvordan jeg har det, men så er de voksne kommet med forslag, kunne det måske være det eller det? Og det kunne det egentlig godt være! Også sådan at man får snakket om, hvorfor det kan være, at man har det på den måde. Det har også været en god ting”.  ”Det har en eller anden magisk effekt, synes jeg. Fordi jeg kan ikke sige præcis, hvad det er, men jeg kan ligesom mærke for hver gang, at det letter. Uh, det er dejligt, tænker jeg hver gang. Jeg kan mærke i det lange løb, at hver gang folk har snakket om min bror med autisme og ADHD, så er det sådan lidt mere, at jeg også tænker på de gode ting og ikke kun de dårlige ting. Jeg kan mere tåle det”. 

”Jeg får en følelse indeni af, at jeg har fået sagt mine oplevelser ud på søskendekurset, og nu har jeg det dejligt med mig selv. Og det er en dejlig ting, at der er tale om et fortroligt rum”. ”Nogle gange har der nok været noget, jeg ikke har fået sagt. Jeg har tænkt, lad nu lige de andre tale ud. Men det er kun sket 1 eller 2 gange”. ”Jeg har altid fået sagt det, jeg gerne ville. Jeg tror, jeg er en af dem, der har fået mest taletid”. ”Jeg snakker med min mor om det. Det gjorde jeg også før. Jeg synes, jeg har snakket godt med hende hele tiden. Jeg har fået det bedre med at snakke med min mor om det”. ”Jeg har haft lidt svært ved at snakke om det, men det er blevet meget nemmere nu”. ”Jeg tænker bare, gid, det søskendekursus kunne fortsætte”. ”Det er blevet meget nemmere at snakke om min søsters handicap ved at snakke med andre om det”.

Søskende oplever ved kursets afslutning, det at tale om handicappet således: ”Nogle gange bliver jeg træt af at skulle tage hensyn til min bror, men det er nemmere når jeg ved at der også er andre børn som oplever det samme. ”Det har i hvert fald hjulpet mig at tale om det, jeg synes faktisk ikke, at man kan snakke for meget med mindre man ikke har lyst til at snakke om det”.

Når tid er en mangelvare i familien

Mange søskende fortæller på søskendekurserne, at de ikke oplever, at de ikke får tid nok sammen med deres forældre. Ofte udtrykker søskende, at de gerne vil lave noget sammen som familie, men det er ikke altid muligt fordi der er en bror eller søster med et udviklingshandicap som optager den største del af tiden. Det kan efterlade søskende i et vaccum, hvor de oplever flere dilemmaer. At vokse op i en familie med en bror eller søster med et handicap kan betyde, at mange søskende bliver nød til at vokse hurtigere op, blive hurtigere moden, klare flere ting på egen hånd end deres andre kammerater. Søskende fortæller os på søskendekurserne, at de ofte tager særlige hensyn til forældrene som de ser slider hårdt i det og der er mange eksempler på, at søskende holder spekulationerne for sig selv fordi de oplever, at forældrene ikke har tid eller overskud. Søskende kan derfor blive bekymrede for også at blive en ekstra belastning for forældrene og dermed kan de komme til at undertrykke deres egne følelser og behov og kommer mere eller mindre frivilligt ind i forældreopgaverne som den 3. forældre. Ved at gå ind som den 3. forældre finder søskende en meningsfuld rolle. For det første oplever de, at de aflaster forældrene i arbejdet med den bror eller søster som har et handicap, for det andet giver det også positive opmærksomhed i form af ros fra deres forældre, som jo alle børn har brug for. I disse situationer kan det være svært for søskende at sætte grænser for, hvor meget de i virkeligheden vil forpligte sig til men det er vigtigt at huske, at det altid er forældrene, der har ansvaret for at opdrage det handicappede barn. I alle familier er det den klare præmis, at alle afhængige af hinanden og enhver indvirker hinanden. Søskende ønsker i perioder at tage ansvar for deres bror eller søster, nogle hjælper gerne til med opgaver som pasning og nogle kan endda blive det centrale omdrejningstidspunkt i familien. Et ansvar som med tiden nogle gange kan udvikle sig til et overansvar og som forældre skal man være påpasselig ved blot at se til uden at gøre noget. Vi opfordrer derfor forældre til at skabe en vis åbenhed omkring ansvaret og med jævne mellemrum italesætte de opgaver som søskende har eller påtager sig og i fællesskab drøfte om der er nogle af opgaverne der skal justeres eller minimeres.

Søskendekursus i marts 2024

Det næste søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted begynder til marts 2024. Det er muligt allerede nu at blive skrevet op til en kursusplads samt få ansøgt kommunen om en bevilling.

Søskendekurset rammer målgruppen de 9-12 årige børn, som har en bror eller søster med et udviklingshandicap. Kursets emner matcher alle typer af funktionsnedsættelser.

Vejen som søskende skal du træde selv

Som barn i en familie, hvor en bror eller søster har et udviklingshandicap ved de fleste, at hverdagen kan været meget foranderlig. Du kan selv havde dine gode – og mindre gode øjeblikke og der kan være masser af omstændigheder som du ikke selv er herre over men som påvirker dig. At være søskende til en bror eller søster med et handicap er et vilkår som påvirker og du har i flere år fået en masse oplevelser og erfaringer i den retning. På Ådalskolens søskendekursus som henvender til unge i alderen 9-12 år er vi optaget at høre ”din model af verden”. Vi plejer at sige, at ”din model af verdenen er den eneste der dur for dig”. Med dét mener vi, at alle mennesker hver især har vores egen ”model af verden”, skabt af arv, miljø, normer, kultur og oplevelser, succeser, fejltagelser – og hvad du tænker om det. Netop ved at have respekt for din model af verden kan vi skabe et kursusmiljø hvor du har mulighed for at møde andre søskende og samtidig opleve at ”din model af verden” bliver respekteret. Det betyder ikke at du har fundet den gyldne sandhed på alt, at du har ret men betyder at vi som kursus er respektfulde omkring den måde du oplever på. Derfor er der i virkeligheden ikke andre end dine løsninger der duer. Som vi på kurset ofte siger: ”Om vi så interviewede dig i 100 timer, ville vi aldrig vide alt, hvad du ved om dig”. Så alle vores gode råd vil let blive din undskyldning for ikke at handle. Nogle søskende som deltager på søskendekurserne efterspørger netop et godt råd eller en nem løsning som vil kunne bruges ved det som man synes kan være svært i hverdagen. Sådanne ”quick fix” findes desværre ikke og det bedste man som teenagere kan gøre er at fortælle, lytte og derudfra forsøge at designe sine egne gode råd. Et søskendekursus for børn er et struktureret forløb, hvor der er en begyndelse, en midte og en afslutning. Sammen med en gruppe af jævnaldrende søskende som alle har en bror eller søster med et handicap kommer du til at opleve en kæmpe gryde af erfaringer og oplevelser som kun venter på at du er med til at tilsætte din ingrediens. Vi som gruppeledere på søskendekurserne kan gå ved siden af dig – men ikke bære dig, vi kan støtte dig, invitere dig til at se på sagen fra nye vinkler og i nyt lys. Vi kan også stille de ”gode spørgsmål” som rusker lidt op, skaber afklaring og ny erkendelse – men din vej som bror eller søster, den skal du selv træde.

De forandrende snakke – fortællinger, der skaber forandring

Et helt centralt element i søskendekurserne på Ådalskolen er de forandrende snakke. Når vi kalder samtalen for de forandrende snakke, er det netop fordi de ofte skaber en oplevelse af forandring for søskende. Børnene beskriver, hvordan det at fortælle om det som er anderledes kan medføre en kropslig lettelse, hvor man får noget ”ud af kroppen”. Forandringen betegner også den mindskede ensomhedsoplevelse, som også opleves af mange søskende når de går alene med deres oplevelser og erfaringer. Ved at lytte og deltage i de andres fortællinger kan søskende opnå en ny forståelse af både deres egen og de andre børns situation. Børnenes fortællinger og snakkene i gruppen har en central betydning for fællesskabet på et søskendekursus, da det særligt er i kraft af italesættelsen, at søskendes fælles erfaringer bliver gjort tydelige for hinanden. Som Amalie på 10 år sagde: ”Det var meget rart at høre, at andre søskende havde det på samme måde som en selv”. Snakkene og fællesskabet står på den måde i et gensidigt afhængighedsforhold: Søskende fortæller i højere grad om deres oplevelser, når de føler, der er andre, der kan forstå dem. Dvs. fællesskabsoplevelsen kan være et middel til at få børnene til at dele deres oplevelser gennem snakkene. Samtidig giver snakken et indblik i de andre børns oplevelser, og kan dermed være et middel til at opnå en oplevelse af et fællesskab blandt børnene. Der er forskellige karakteristika ved den forandrende samtale, der gør, at den skiller sig ud fra almindelige hverdagssamtaler. To 10-årige drenge, Frederik og Marius, som deltog på det sidste søskendekursus forklarede, hvordan snakken på søskendekurset adskiller sig fra hverdagssamtalen ved at have en anden, mere seriøs tone, en højere grad af koncentration og fokus på den, der taler. Man lytter. Og man hverken afbryder, driller eller laver sjov med hinanden, som de fortalte. Man kan godt grine og have det sjovt, imens man har den forandrende samtale, men rammen for snakken er seriøsiteten.

 

Er du en pleaser?

Så genkender du sikkert det der med, at man kan lide af en særlig hensynsvirus og helt eller delvist kommer til at glemme dig selv i hverdagen. Sådan kan nogle søskende nemt føle det, når de har en bror eller søster med et handicap og meget af deres forældres tid går med at passe barnet med handicap. Det er i hvert fald sådan, som Martin på 12 år oplevede det i hans familie. ”Jeg var en pleaser som gerne ville være den nemme, usynlige og forsøge at behage andre for at få opmærksomhed og for at undgå konflikter”. For år tilbage var jeg en rigtig pleaser, fordi jeg ikke ville miste opmærksomheden fra mine forældre. Min lillesøster har autisme og er 6 år. Jeg turde ikke sige, hvad det var jeg gerne ville og prøvede derfor at behage dem alle sammen i stedet for. Jeg var også bange for at gøre mine forældre kede af det fordi de havde jo nok at gøre med at passe og holde øje med min lillesøster, som pludselig i et split sekund kunne stikke af. På den måde blev jeg bedre og bedre til at tilsidesætte mig selv. Problemet var, at jeg ikke kunne se det selv og i virkeligheden havde glemt, hvad det er jeg selv gerne ville have det. I dag kan jeg godt se at det var en slags overlevelsesstrategi, som jeg havde glæde af i forskellige sammenhænge. Den store ændring kom efter at jeg havde været på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, hvor de andre søskende og de voksne hjalp med med at finde min rette plads og gav mig mod til at fortælle hvordan det var "at være mig". Jeg lærte i hvert fald at næste gang jeg skal til at please, så stopper jeg op og tænker over, hvad det er, jeg er i gang med. Fordi som de voksne på søskendekurset sagde, ”i det øjeblik, du forsøger at behage et andet menneske og glemmer dine egne behov – igen og igen – giver du bogstavelig talt stafetten fra dig”. Der går skår i integriteten, og det gør det sværere at passe på sig selv. Behagesyge og hensynsvirus tærer på kræfterne, ligesom en rigtig sygdom gør. Ofte sker det i små, tilsyneladende ubetydelige ryk, som man næsten ikke bemærker før end der er gået for lang tid.

Et søskendekursus hjælper med løsninger

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted støtter søskende til selv at formulere tanker til fremtiden. Hvad vi, forældrene eller samfundet ønsker sig af børnene er ikke centralt – det handler om, hvad barnet selv tænker og mener er bedst og om at få deres egne perspektiver gjort tydelige. Naturligvis skal der være en realistisk sammenhæng. Rollen vi har undervejs som søskendekursus er at stille åbne, nysgerrige spørgsmål, som sætter nye tanker i gang og kalder på refleksion fra søskende. På den måde støtter et søskendekursus børnene til selv at formulere deres løsninger og selv at tage medansvar for at nå derhen. Søskendekurset bruger den legende- og aktiverende tilgang til at hjælpe dem med at få løsningerne foldet ud på en konkret og detaljeret måde, så de bliver helt tydelige for dem selv og giver børnene oplevelsen af at have nye handlemuligheder. Det gælder om at forstærke alle de løsninger, søskende selv kommer med og hjælpe dem til, hvordan de kommer videre og i højere grad lærer at leve med, at deres bror eller søster har et særligt behov eller et handicap som de resten af livet må tage nogle hensyn til. At vide at der er mange andre som oplever det samme er med til at mindske "Palle alene effekten".

Hvad udretter et søskendekursus

Hvis vi piller det hele fra hinanden og det er sundt en gang imellem så kan vi se, at søskendekurset er med til at udrette mere end vi blot kan se. Vi har her blogget lidt af det vi oplever. Vi slår søskendekurset an på et fællesskab, et særligt fællesskab hvor genkendelighed og spejling i andres oplevelser og erfaringer. Et centralt aspekt ved processen på et søskendekursus er børnenes indbyrdes interaktion. De opdager hurtigt et givende fællesskab og høj grad af identifikation. Således giver alle børnene i gruppen udtryk for, at de oplever genkendelighed i det, de andre børn fortæller og beretter om det giver dem en oplevelse af en fælles forståelse i forhold til det at have en bror eller søster med et handicap eller særlige behov. Som en konsekvens af dette fortæller børnene, at de har fået lettere ved at sætte ord på handicappet, de er blevet klogere på, hvad det betyder, ligesom de har fået viden om, hvilke reaktioner man kan forvente, når man har en bror eller søster med et handicap eller særlige behov. 

En dreng på 11 år udtrykker det således: ”Det er som om jeg har fået ryddet op i mine tanker…jeg føler mig ikke så anderledes mere, det hjælper at tale med nogen man ikke på forhånd kender, og som oplever det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at de griner…de andre omkring mig kender til det samme og kan sætte sig ind i dem….Jeg ved også, hvordan andre reagerer, jeg er på en måde blevet klogere på andre mennesker…mine meninger er OK…nu ved jeg, at andre har det ligesom mig”. Følelsen af at være anderledes og alene ser ud til over tid at blive transformeret til at større indsigt i sig selv og andre. Ligesom det at blive genkendt og forstået i det man siger, betyder, at børnene oplever at få mere orden i deres tanker. At blive bekræftet ved feedback fra de andre børn på søskendekurset opleves som at ”få ryddet op” i tankerne.

John Quist Frandsen, som er en af de 3 gruppeledere på søskendekurset fortæller, at på den måde bliver børnenes individuelle erfaringer, tanker og følelser gjort fælles i et forum, hvor de med det samme oplever genklang. På et søskendekursus som det vi arrangerer får børnene mulighed for at fortælle om det de er optaget af. Ikke alle børn har lyst til det i begyndelsen, men de fleste får lyst hen ad vejen. Gennem aktiviteter og lege fortæller de, hvem deres bror eller søster er, hvad deres handicap er, hvordan det viser sig, hvad de tænker om det, hvad de oplever osv. De andre børn lytter under fortællingerne og får efterfølgende mulighed for at give udtryk for deres refleksioner over det, de har hørt. Noget helt karakteristisk er, at søskendes fortælling i denne kursusramme får en dobbelt betydning. Dels det, at fortællingen i sig selv kommer til at skabe sammenhæng for det enkelte barn, dels det, at fortællingen giver mulighed for, at de andre børn på søskendekurset kan spejle sig i fortællingen. 
F.eks: beskriver Søren på 10 år det tydeligt: ”Det er rigtig rart at høre Hans fortælle om, hvordan det er for ham……..det er flot, at han kan fortælle så meget og jeg kan genkende rigtig meget af det, han siger”. På den måde opstår der en slags brobygning over tid, hvor begge børn får nye perspektiver. Søskende får mulighed for at se, at andre børn som måske er lidt ældre er et andet sted nu. Der foregår en indre og en ydre dialog forskudt i tid, som alle søskende på kurset kan tage del i, aktivt eller ved blot at lytte. 
Gruppeprocessen på Ådalskolens søskendekursus bliver så at sige, fødselshjælper for nye erkendelser slutter John med at sige.

Det er super fedt at give erfaringer videre

Sådan siger mange af børnene undervejs i et søskendekursus. Et søskendekursus, som varer 45 timer og afholdes tværkommunalt således, at det er åbent for alle kommuner og for søskende i alderen 9-12 år, som har en bror eller søster med et handicap.

Ådalskolen i Ringsted har i dette forår afviklet et sådant kursus og alle børnene er meget positive og glade for at medvirke og bidrage til kurset. En meget central pointe vi hører er, at børnene oplever en stor glæde og tilfredshed ved at selv mærke, at de også kan videregive deres erfaringer til andre børn, som virkelig får gavn af deres input. Sat lidt på spidsen kan det siges, at børnene oplever, at deres erfaringer med at være bror eller søster til en søskende med et handicap ikke er helt forgæves, idet de kan hjælpe til at forebygge og sætte fokus på det som mange af dem oplever. Om dette fortæller Martin på 11 år blandt andet følgende:

”Jamen det giver da en virkelig stor tilfredshedsfølelse at vide, at jeg kan hjælpe andre, der er i samme situation som én selv” ”Jeg har været rigtig glad for at være med på Ådalskolens søskendekursus, der er masser af nye og sjove kammerater, masser af sjov og hygge og det har givet mig en følelse af, at jeg kunne gøre gavn”. ”Når jeg hver lørdag er blevet hentet af min far har jeg følt, at jeg har gjort noget godt for andre og naturligvis også fået lært en masse og fået en masse gode oplevelser selv. Forhåbentlig har jeg været med til at bane vejen for, at andre kan få det bedre”. Det er jeg nu helt sikker på, slutter Martin med at sige.