lørdag den 18. december 2021

Glædelig jul og godt nytår


Ådalskolens søskendekursus ønsker alle søskende og deres familier en glædelig jul og et godt nytår. Vi har i år haft 2 søskendekurser, hvor næsten 26 børn har haft mulighed for at deltage. Det har været meget lærerigt og inspirerende for os at være med til og vi tager de mange erfaringer med til de næste søskendekurser. Vi synes det er meget vigtigt at fortsætte det vigtige fokus på søskende som en pårørendegruppe som ikke må glide i skygge. Nu holder vi lidt juleferie men vi vender straks tilbage i begyndelsen af januar, hvor vi begynder at tage fat i planlægningen af det søskendekursus som begynder i marts.

Indtil da må I alle have det godt. Glædelig jul og pas godt på hinanden.
De bedste hilsner
John, Gitte og Nadia

De særlige ting som kun søskende kender til

At have en bror eller søster med et handicap kan på en og samme tid både være fantastisk og frustrerende i lige store mål, men hvordan opleves det egentlig hvis vi dykker dybere ned? Har du nogle særlige oplevelser og er der nogle uudtalte sandheder, som ingen andre vil kunne forstå på samme måde? Disse svar søger dette blogindlæg at give et svar på. Der findes flere artikler og bøger, som beskriver hvordan det er at leve med et handicap og med rette er skrevet fra den handicappedes perspektiv men sjældnere finder man artikler som er rettet på søskendebarnets syn. Fra tid til anden hører vi i medier om hvordan voksne søskende kæmper for deres handicappede søskende, om uenigheder med kommunen og at det meget ofte kan ”føles som meget op ad bakke”. Igen er der fokus på den handicappedes livsvilkår snarere end den ikke-handicappede søskendes perspektiver og oplevelse. Når vi holder søskendekurser på Ådalskolen i Ringsted er det altid med det sigte at give søskende mulighed for at rette deres perspektiv mod det de oplever som vigtigt eller det som de mærker ”fylder i hverdagen”. En af drengene fra sidste kursus fortalte om denne oplevelse. ”Jeg er vokset op med 3 søskende og jeg har ikke været særlig opmærksom på den indflydelse, min yngste brors handicap har haft på vores liv. Men efterhånden som jeg er blevet ældre er jeg begyndt at tænke mere over det”. At være handicappet kan være hårdt, men hvad med os søskende der vokser op sammen med den handicappede? Hvad med vores tanker og følelser og hvad kan der fortælles om det helt specielle bånd, der opstår mellem os søskende? Hvilke sandheder oplever vi, som andre mennesker som ikke har en søskende med et handicap aldrig ville overveje? Uanset hvilket handicap ens søskende har formoder jeg at du vil kunne genkende følgende roller, sådan siger John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekurser i Ringsted. Sammen med 2 andre kollegaer har han i en årrække stået i spidsen for de søskendekurser som tilbydes af Ådalskolen.

Rollen som livvagten:
Uanset om din bror eller søster med et handicap er ældre eller yngre end dig opleves rollen som en 'livvagt' automatisk i større eller mindre grad. Du har en trang til at beskytte og forsvare din bror eller søster mod uretfærdigheder, som om du er udnævnt til deres uofficielle livvagt. Det er naturligvis helt naturligt at beskytte din familie men det skal ganges med tusind for at det nogenlunde svarer til hvordan andre børn i andre familier oplever det. Den her beskyttende rolle bliver ofte mindre, når du bliver ældre og indser, at din søskende ikke har brug for den samme beskyttelse, men blot kræver din støtte. En støtte som for de flestes vedkommende bliver livslang.


Rollen omkring den konstante opmærksomhed:
Uanset om du er ude i byen med dit søskende eller ej er spørgsmålet om inklusion i handicapvenlige miljøer altid i dine tanker. Det er som en radar, der automatisk slukker, hver gang du kommer ind i en café, der ikke har nogen rampe eller krydser en vej med særligt høje kantsten eller besøger et offentligt sted, der ikke har nogen teleslynge eller bare bemærker folks negative holdninger til handicappede. Vi behøver slet ikke at nævne, hvordan du oplever det, når folk bruger ordet ”spasser” i din nærhed selv når de godt ved, at du har en søskende med et handicap. Det er som at have nogle helt særlig hjerneceller som i løbet af et splitsekund aktiveres fordi du har en viden og en bevidsthed om, hvordan det er at være handicappet, som mange andre mennesker aldrig engang ville overveje.

Rollen om den indre kamp:
Mange søskende kæmper med en følelsesmæssig indre konflikt om at ønske deres forældres opmærksomhed i lige så høj grad som deres bror eller søster med et handicap og alligevel ved søskende, at deres bror eller søster til tider har mere brug for det. Søskende skal lære at forstå, det det ikke er fordi at deres forældre ikke elsker dem, men det er det pågældende handicap, som kræver ekstra omhu og opmærksomhed. En pige på et af vores søskendekurser fortalte det på denne måde. ”Jeg tænker ofte tilbage på min egen personlige oplevelse. Min mor boede i lange perioder sammen med min søster imens hun var indlagt på hospitalet mens jeg måtte bo hos min bedstemor. Jeg husker jeg spekulerer meget på, hvad de lavede og om de hyggede sig? Jeg troede, at mor favoriserede min søster frem for mig og jeg husker følelsen af at blive efterladt hjemme. Det var først flere år efter at jeg fuldt ud forstod, at min søsters behov i denne periode var større end mine eller skal jeg siger anderledes end mine”.

Rollen med de uudtalte fremtidsperspektiver:
Som søskende til en bror eller søster med et handicap er der ofte uudtalt antagelser, at når dine forældre ikke længere er der, så bliver det søskendebarnets opgave og ansvar at passe den handicappede bror eller søster, uanset om de er ældre eller yngre. Naturligt nok er dette vel typisk for langt de fleste familier, uanset om der er et handicap eller ej - det er hvert medlems pligt at være der for hinanden. Men jeg tror, ​​at der ligger en forskel i, at man som ofte ikke forudser indvirkningen, førend det faktisk sker. Når man har en bror eller søster med et handicap er tanken om fremtiden altid i dit hoved. Hvad kommer der til at ske?


Rollen med omgivelsernes mange meninger:
Når du har en bror eller søster med et handicap forsøger du at behandle ham eller hende som enhver anden søskende og alligevel er der ofte en anderledes forskel. I kan sikkert engang imellem slås, drille hinanden, lave sjov med hinanden men du kan naturligvis også beundre og elske ham eller hende ubetinget. Det er sandsynligt, at du på mange måder oplever et almindeligt søskendeforhold men uanset hvor ”normalt” du oplever forholdet, vil andre udenforstående altid have noget at sige om det. På søskendekurserne omtaler vi dem ofte i to grupper: De ”chokede” og de ”sympatiske”.
De ”chokede” mennesker er normalt overfladisk overfor hvad du og din søskende gør og kan bryde ud i latter eller latterliggørelse bare fordi der er noget der er anderledes. Disse mennesker kan endda blive overrasket over, at man kan snakke eller lege sammen med ”en handicappet”. Trods inklusionstanker i Danmark som har været kendt i over 20 år er der stadig mennesker i omgivelserne som ikke har forstået det at vokse op med en bror eller søster med et handicap giver et særligt vilkår. Efter så mange år vil det være nemt at sige, at ”de kommer aldrig til at forstå det”. Den anden gruppe er de ”sympatiske cheerleaders”, som vi kalder dem. De vil give dig et medlidenhedsblik efterfulgt af ”du er vel nok en god bror/søster fordi du tager ham med i ud byen”. At have en helhjertet tro på, at uden dig ville din bror eller søster med et handicap aldrig komme ud og bare blive hængende hjemme er ganske naivt. Omgivelsernes mange meninger kan være udfordrende for søskende at rumme. Særligt i de unge år kan man blive vældig påvirket. Med alderen bliver man heldigvis mere ligeglad overfor andres meninger men helt ligeglad tro jeg ikke, at man som søskende bliver.

Et søskendekursus set fra maskinrummet

Når vi afvikler søskendekurser fra Ådalskolen i Ringsted er vi meget opmærksomme på 2 særlige roller som vi bevæger os inden for nemlig som underviser og procesfacilitator. Det handler dagens blogindlæg om fordi det er fundamentet i alle vores kurser og noget som vi er stolte af at kunne tilbyde. Det er vores opfattelse, at selv ikke den mest nøjagtige drejebogsbeskrivelse og planlægning af et søskendekursus kan flytte en gruppe af mennesker. Vi skal som underviser – naturligvis med afsæt i god planlægning og forberedelse – fungere som procesfacilitator. Det betyder, at vi tager udgangspunkt i, at læring er relationel og opstår i samspillet mellem alle i lokalet - os og den enkelte søskende. Som underviser er det vores ansvar at skabe et læringsrum gennem den proces, hvor alle søskende bidrager til at skabe et rum, der gør læring mulig. Baseret på erfaringer fra ind- og udland bør også undervisningssituationen være karakteriseret af den bærende tanke om ligeværd og respekt for den  enkelte søskendes ret, "model af verden" og forpligtelse til at bidrage til det fælles læringsrum med sine egne unikke erfaringer, betragtninger og oplevelser. Det handler om at have øje for, at børnene i deres eget tempo og med fokus på deres egne tanker om deres rolle som søskende får lov at være til stede i rummet på deres egne præmisser. Det kræver, at vi som underviser fungerer som rammesætter og procesfacilitator. Ved at skabe tydelige rammer og hjælpe søskende til at holde fokus kan vi invitere dem ind i deres eget rum, hvor vores primære opgave er at skabe rammerne, ikke at være ekspert på indholdet. I denne forholdsvis åbne proces er det vores opgave at perspektivere søskendes forskellige bidrag til temaet. Bidrager en søskende med overvejelser, der ikke umiddelbart kan perspektiveres til det tema, der undervises i, må vi anerkende gyldigheden i inputtet, fx ved at sige: ”Jeg synes, det er spændende, du får den tanke” eller ”Det var da en interessant måde at se det på” eller ”Jeg er rigtig glad for, at du er så bidragende, men jeg stopper dig lige, fordi jeg gerne vil holde den røde tråd i det, vi taler om lige nu”. Derefter kan vi:

• henvise til pausen og sige, at der dér vil være tid til at undersøge lidt mere grundigt, hvad bidraget handler om og sammen overveje, om det er relevant for hele gruppen af søskende.
• lave en såkaldt "parkeringsplads" til bidrag, udsagn og spørgsmål, som hører under et andet tema eller kræver en større fælles undersøgelse m.v. Når først parkeringspladsen er lavet (på en tavle eller væg), kan alle emner, temaer og spørgsmål midlertidigt parkeres der.
Som procesfacilitator for en søskendegruppe kommer vi løbende til at overveje:
• Hvad der vil være bedst for gruppen og hvad der vil være bedst for den enkelte søskende. Er der en kursusdeltager, der har særlige forudsætninger, er særlig påvirket af at være bror eller søster og som skal tilgodeses? Og hvad vil det gøre ved gruppen som helhed, at tilgodese den enkeltes behov?
• Hvordan understøtter vi bedst, at den enkelte søskende bruger gruppens ressourcer?
• Hvordan skaber vi sammen et rum, hvor alle accepteres som de er inden for de fælles besluttede rammer?
• Hvordan sørger vi for, at alle input, kommentarer, tvivl, spørgsmål m.v. mødes på en anerkendende måde?
I denne løbende proces kommer vi som undervisere til at lægge mærke til, hvad der har betydning for, at vi sammen kan reflektere over væsentlige temaer og skabe fremdrift for børnene. Husk på, at vi ikke skal kunne svare på alle spørgsmål eller have konkret viden om alle de handicaps og tematikker, der dukker op, men at vi er facilitator for en uforudsigelig fælles proces. I stedet for at undervisningen får karakter af "20 spørgsmål til professoren", afspejler
vi ligeværdigheden og gensidigheden ved at invitere til fælles undersøgelse og refleksion af et spørgsmål.
Lad os give et konkret eksempel:
En søskende fortæller om et dilemma eller en situation, hvor overvejelserne går på, hvad der var det rette at gøre, resulterede i, at han følte sig i tvivl om, om der havde været en bedre løsning. Det er nu vores opgave at spejle dilemmaet ved at gentage dilemmaet eller tvivlen, gerne i en opsummerende form uden detaljer. Herefter lægges spørgsmålet ud i søskendegruppen, fx med et: ”Ja, hvad ville I andre have gjort i denne situation?” Der vil sandsynligvis komme mindst to forskellige bud og nogle gange kommer der mange flere. Vi som undervisere skal ikke her afgøre, om de er rigtige eller forkerte, men blot anskueliggøre, at der er mange måder at håndtere en tvivl og rådvildhed på og at der ikke er en måde, der er rigtig, mens en anden er forkert. Det vigtige er efter vores mening, at tvivl og rådvildhed rummes og accepteres, ligesom de handlinger, man foretager sig, accepteres. På den måde bliver miljøet på vores søskendekursus åbent, anerkendende og rummeligt, og et særligt sted, hvor der er god plads til forskellighed og mange forskellige sandheder. Hvis der ikke er nogen input i forhold til dilemmaet (hvilket i virkeligheden er meget sjældent), kan vi som undervisere enten selv komme med et bud eller blot anerkende, at det er en almengyldig udfordring, som der ikke er et entydigt svar på. Skitsér evt. to forskellige perspektiver på dilemmaet, og understreg, at det altid er den søskendes egen beslutning i selve situation, og at der ikke er én rigtig løsning på dilemmaet. Undervisningen på et søskendekursus har altså til formål at invitere den enkelte søskende til at gøre sig sine egne tanker og overvejelser om rollen som bror eller søster til en søskende med et handicap og skabe et nødvendigt frirum. Det er også en god idé, at den umiddelbare respons på spørgsmål og kommentarer altid indledes med et ”ja”. Et ja udtrykker i sig selv anerkendelse og forståelse, og det forpligter os som voksne til en positiv spejling. Herudover kan der suppleres med: ”Det er et godt/relevant/interessant spørgsmål”. Når der skal dannes mindre hold i forbindelse med øvelser og aktiviteter, er det vigtigt, at søskende i løbet af et kursus får mulighed for at samarbejde med alle efter tur. På den måde får alle børnene mødt hinanden og opnår dermed den fortrolighed med hinanden, der kan understøtte, at læringsrummet opleves som trygt, støttende og ligeværdigt. Efter hver kursusgang takker vi alle søskende for deres bidrag, hvilket er med til at give børnene en oplevelse af, at deres bidrag har været værdifulde. På Ådalskolens søskendekursus bruger vi mange forskellige øvelser. De fleste er nogen som vi selv gennem tiderne har opfundet og har fundet meget anvendelige. En af de øvelser vi især godt kan lide er ”walk and talk”, dvs. man går en lille tur med en tildelt partner. Walk and talk er særlig velegnet som øvelse, hvis man ønsker en mere uformel samtaleform, der understøtter opbyggelsen af sociale relationer og kendskab til hinanden. Opdeling i mindre grupper giver flere søskende mulighed for at komme til orde og dermed bidrage og blive en aktiv del af fællesskabet. Det giver også nogle af børnene mulighed for at fremlægge på
baggrund af alles bidrag. Plenum giver mulighed for, at alle kan komme til orde, hvis de har et synspunkt, der adskiller sig fra de øvrige fremlagte. Det giver også mulighed for ikke at skulle bidrage aktivt. Alle de øvelser og aktiviteter, hvor man fremlægger eller gengiver andres historier, fortællinger eller meninger, har den fordel, at man træder ind i hinandens livsverden og ser tingene gennem andres øjne. På den måde kan man forstå den anden bedre og samtidig midlertidigt træde ud af sin egen livsverden, hvilket kan give en ny vinkel eller et nyt perspektiv på ens egen måde at være i verden på. Da vi altid efter gruppeøvelser og walk and talks opsummerer i plenum, vil alle de emner, der berøres eller arbejdes med, deles blandt fællesskabet og gruppen vil dermed få en fælles referenceramme og forståelse for hinanden. Det danner grundlag for, at gruppen udvikler sig sammen og bliver inspireret af hinanden. Som søskendekursus på Ådalskolen i Ringsted udvikler vi os hele tiden. Selvom jeg i dette blogindlæg har beskrevet søskendekurset set fra maskinrummet er det vigtigt for mig at sige, at et søskendekursus aldrig er helt ens. Der er aldrig tale om en kopi. Hver eneste gang er der små drejninger og anderledes måder at gribe kurset an på som gør at det er en virkelig spændende opgave for os at være en del af.

Hvad kendetegner en god søskendegruppe?

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er kendetegnet ved at være et seriøst gennemarbejdet tilbud, et intenst og langstrakt forløb. For at det skal være trygt for alle søskende at dele deres udfordringer og succeser ved at have en bror eller søster med et handicap vælger vi i fællesskab nogle retningslinier den første kursuslørdag, som vi gerne vil have præger resten af søskendekurset. Vi lægger ud med at spørge, hvad søskende synes kendetegner en god gruppe. Når vi vælger at involverer og engagerer børnene, får de medejerskab for de fælles spilleregler vi udformer. Vi skriver de retningslinjer ned som vi finder frem til på en på en flipover. Sidste gang vi havde søskendekursus talte vi om følgende ting: Kom hver gang, lyt, vær nysgerrig og tavshedspligt. En af os voksne skriver punkterne på flipoveren, mens I som søskende uddyber, hvad de betyder. Til ”kom hver gang” kan man sige: Det er vigtigt, at I kommer hver gang. Så bliver søskendegruppen stabil, og I lærer hinanden godt at kende. Når I kender hinanden, så ved I også lidt mere om, hvad I hver især har brug for, og så kan I bedre støtte hinanden og lærer hinanden at kende. Hvis I alligevel skulle blive forhindret i at komme en af gangene, så ring til os og meld afbud eller send en besked. Så kan vi videregive beskeden til resten af søskende gruppen, og så behøver vi ikke spekulere på, om der mon er sket noget.

Til ”lyt” kan man sige: Hvis I deler jeres erfaringer med hinanden, kan I blive mange erfaringer klogere på kort tid. I kan få en masse gode ideer og lære af hinanden. Nogle gange vil det, vi snakker om, lige passe til jer, andre gange vil det ikke – og så kan I bare lade det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. I opdager bedst selv, hvad der virker for jer. Der er som sagt mange forskellige måder at være søskende på men det fælles er at I alle har en bror eller søster med et handicap.
Til ”vær nysgerrig” kan man sige: Prøv at være nysgerrige i forhold til jeres egne og andres opfattelser af, hvordan vejen til et godt søskendeliv ser ud. Andre søskendes viden og erfaringer kan give ny viden og perspektiver. Måske bliver I klogere undervejs og får lyst til at prøve noget andet end det I har gjort tidligere. Se, om det er muligt at du kan bevare en nysgerrig indstilling.
Til ”tavshedspligt” kan man sige: I må selvfølgelig meget gerne fortælle andre om, hvad I oplever og lærer på søskendeholdet og mange gange kan du slet ikke lade være. Men det er vigtigt, at I ikke nævner nogen ved navn eller snakker om de andre deltagere på de sociale medier. Fortæl kun om det, I selv oplever. Det skulle gerne være sådan, at I alle er trygge ved at fortælle, når I er her og har lyst til at dele erfaringerne om det vilkår det er at have en bror eller søster med et handicap.

mandag den 13. december 2021

Jeg er født som lillebror men er storebror for min bror

En kryptisk sætning som ved første læsning ikke er lige til at gennemskue, men det er sådan Martin på 11 år oplever hans liv som bror. Mange tak til Martin og familie fordi I ville dele jeres historie her på Ådalskolens søskendekursus blog. Det er en pointe som opleves af rigtig mange familier, som har en barn med særlige behov eller et handicap. For lillebror Martin på 11 år er det bare helt naturligt, at Rasmus er handicappet. Han har aldrig kendt til andet. Da Martin var mindre, spurgte han ofte, hvornår Rasmus begyndte at tale, lidt som at lære at gå og cykle. Det måtte jeg så fortælle Martin, at der jo nok gik endnu et stykke tid. Og som 7-årig talte Martin om autisme og bleer og han er i dag meget omsorgsfuld over for Rasmus. Allerede som 8-årig kunne Martin komme ind fra haven og fortælle mig, at Rasmus havde ”lavet i bleen” og nok trængte til en ny. Han elsker at få lov til at give Rasmus et glas æblejuice eller et stykke kage. Martin har aldrig givet udtryk for, at der var for meget fokus på Rasmus. Selv om Rasmus jo ofte kommer i første række, sådan er det jo bare. Over for begge mine drenge har jeg i årene valgt den positive vinkel. Der er meget, som er værre end et handicap og i dag kan vi faktisk se positivt på, at det for eksempel har været muligt for mig at arbejde hjemmefra, og at jeg har haft et fag, som har gjort det muligt. Jeg nægter generelt at have for stort fokus på handicappet og har for eksempel sidestillet det at have handicap med at have rødt hår. Martin er rødhåret og det er ikke altid sjovt. Heller ikke når han på grund af sin lyse hud skal smøres ekstra meget med solcreme om sommeren og skal bade med t-shirt. Så snakker vi om, at der er noget med alle mennesker. Nogen har et handicap, nogen har rødt hår og nogen noget helt andet. Rasmus oplever rigtig mange begrænsninger ved at have et handicap og det vil han naturligvis også gøre fremover. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Sådan må det nu engang være for ham. Det, jeg kan gøre noget ved, er måden, vi takler udfordringerne på. Jeg nægter at give op overfor et handicap eller at skjule handicappet på nogen måde. Jeg har altid forsøgt at fortælle Martin, at have en bror med et handicap ikke er noget at skamme sig over eller have alt for meget fokus på. Martin tager det ufatteligt pænt, men selvfølgelig er der også perioder hvor det er meget svært. Især, når man tænker på, hvor frustrerende det er, at lige meget hvor meget umage man end gør sig, så er der dage, hvor det handicap bare ”fylder” enormt meget. At komme hertil hvor vi er i dag kræver benhårdt arbejde i familien og et nært samarbejde med omgivelserne. I min familie har vi virkelig haft glæde af Ådalskolens søskendekursus i Ringsted, som netop afholder søskendekurser for børn i alderen 9-16 år. At være en del af det netværk er meget gavnligt og et sted, hvor vi som søskende kan møde hinanden og netværke. Det er der ikke altid tid og plads i familien. »På Ådalskolen i Ringsted har vi søskendekurser for børn og unge og vi oplever tydeligt, at børnene higer efter at tale med andre søskende om lignende oplevelser. Børnene udveksler for eksempel erfaringer om forskelle og ligheder fra søskende til søskende,« siger John Quist Frandsen, som er en af gruppelederne på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted.

Det er sjovt og så får man nye kammerater


Ådalskolen i Ringsted arrangerer søskendekursus for børn i alderen 9-16 år som har en bror eller søster med et handicap. Et søskendekursus handler om at få en ganske særlig mulighed, at sætte ord på, fortælle, opdage at der er mange andre børn som har det præcist som en selv og ikke mindst få en god, sjov og udbytterig oplevelse med hjem. Vi har spurgt de 3 drenge fra sidste gang, hvad de mener om søskendekurset og her er deres svar:

Drengene er alle i alderen 9-12 år og har en masse til fælles. En af de ting, som alle drengene kan tale sammen om udover fodbold og computerspil er, at de har en bror eller en søster med et handicap. "Vi kan simpelthen ikke undvære søskendekursus”. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre for os at komme på sådan et kursus sammen, siger to af drengene i kor. De kendte ikke hinanden inden kurset begyndte, men det har de 3 gruppeledere Gitte, Nadia og John sørget for efter blot nu 2 lørdage på Ådalskolen. En af drengene siger, at han ikke kunne forestille sig noget bedre kursus og at han lærer en masse. Det skortede ellers ikke på betænkeligheder, da Nikolajs mor fortalte ham, at hun havde fundet en folder om søskendekurset på biblioteket. Nikolajs familie tæller i alt 3 børn, hvoraf den yngste dreng har diagnosen autisme, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som varer hele livet. Nikolajs familie fortæller, at de udmærket kender til en presset hverdag, hvor der bruges rigtig meget tid på møder med skolen og kommunen samt alle de andre ting der følger med. Nogle gange kan det være svært at få tid og overskud til de andre søskende, som ikke har et handicap. Nikolaj nyder virkelig at være på søskendekursus, der er andre børn at lege med og han har det virkelig sjovt og når han kommer hjem og fortæller han om en masse spændende aktiviteter. Søskendekurset har et seriøst indhold samtidig med, at der er plads til leg, fritid og masser af hygge. En rigtig god kombination, når man er dreng med vildskab i benene, som en af de andre drenge Peter siger med et stort grin om munden. Ja stemningen er bare rigtig god, siger Nikolaj. Børnene hører og oplever, hvad det vil sige at være søskende til en som har et handicap, der deles historier og lyttes til de mange gode råd på kryds og tværs i børnegruppen. Der kommer en masse gode ideer og erfaringer, som vi tager med hjem i hverdagen," siger Nikolaj. Ja at være på søskendekursus på Ådalskolen er ligesom en rejse, en rejse som man glæder sig til og nødig vil hjem fra.

lørdag den 11. december 2021

Et søskendekursus er et organiseret koncept

Man skal ikke være lærer eller pædagog i mange minutter, før man støder på et barn som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Og selv om der gennemsnit i hver klasse sidder 1-2 elever som kender til de anderledes hverdagsvilkår giver de færreste skoler dem mulighed for at lufte deres tanker og bekymringer i et organiseret forum. Børn som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap har brug for at tale om, hvordan det er at være søskende i en sådan familie relation. Nogle søskende kan opleve, at de kan have svært ved at få deres hverdag til at hænge sammen, nogle tænker en masse bekymrende alene tanker og værst er det, hvis søskende begynder at ”trække sig”. At være søskende er en livslang opgave som går længere end forældrenes levealder og nogen sagsbehandler eller pædagog. Derfor giver det mening at fokusere på søskende og John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus forklarer og anbefaler søskendekurser, for at søskende kan få mulighed for at sætte ord på deres oplevelser, erfaringer, iværksættelse af et frirum og mærke at man ikke er ”Palle alene i verden”. På et søskendekursus opdager børnene, at de er

fuldstændige som alle de andre og at andre børn også kan opleve det pinligt, når deres bror eller søster bliver vrede i supermarkedet eller pludselig sætter sig ned, begynder at skrige og ikke vil længere. På søskendekurset skal vi ikke kun tale om børnenes bekymringer, men vi skal hjælpe dem til at mestre den anderledes og måske nye situation: Hvad kan jeg ellers tænke, "når jeg ønsker min storebror af pommeren til"? Hvem kan hjælpe mig? Søskende skal ikke lære at leve i et nyt liv, men mere at navigere sig anderledes rundt i det man har, fortæller John.

Jeg kan ikke forestille mig noget bedre kursus..

På Ådalskolens i Ringsted er der mulighed for børn i alderen 9-12 år at deltage i et søskendekursus. En kursusoplevelse der handler om at møde andre børn som også har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap, lære nyt og naturligvis få en positiv og udbytterig oplevelse med hjem. Børnene som deltager har en masse ting til fælles. En af de ting, som alle børnene kan tale sammen om udover fodbold, gymnastik og computerspil er, at de enten har en bror eller en søster med et handicap. "Vi kan simpelthen ikke undvære søskendekursus”. Det er helt fantastisk, at det kan lade sig gøre for os at komme på sådan et kursus sammen, siger to af drengene i kor. De kendte ikke hinanden inden kurset begyndte, men det har de 3 kursusledere Gitte, Nadia og John sørget for efter nu kun ganske få timer på Ådalskolen. En af drengene siger, at han ikke kunne forestille sig noget bedre kursus og at han lærer en masse. Det skortede ellers ikke på betænkeligheder, da Martins mor

fortalte ham, at hun havde fundet en folder på biblioteket om et søskendekursus på Ådalskolen. 
I Martins familie er der 3 børn, hvoraf den yngste dreng har infantil autisme, en gennemgribende udviklingsforstyrrelse som varer hele livet. Martins familie fortæller, at de udmærket kender til en meget presset hverdag, hvor der bruges rigtig meget tid på møder med skolen og kommunen samt alle de andre ting der følger med. Nogle gange kan det være svært at få tid og overskud til de andre søskende, som ikke har et handicap. Martin nyder virkelig at være på søskendekursus, der er andre børn at lege med og han har det virkelig sjovt og når han kommer hjem og fortæller han om en masse spændende aktiviteter. Søskendekurset har et seriøst program samtidig med at der er plads til leg, fritid og masser af hygge. En rigtig god kombination, når man er dreng med vildskab i benene, som en af de andre drenge Peter siger med et stort grin om

munden. Ja stemningen er bare rigtig god, siger Martin. Vi hører og oplever, hvordan andre børn oplever at være søskende til en som har et handicap, vi fortæller historier og lytter til de mange gode råd. Der kommer en masse gode ideer og erfaringer, som vi andre kan tage med hjem i hverdagen," siger Martin. Ja at være på søskendekursus på Ådalskolen er ligesom en rejse, en rejse som man glæder sig til og nødig vil hjem fra.

torsdag den 9. december 2021

Når søskende fortæller

Pernille er 11 år og en af de søskende, som har været med på søskendekurset denne gang. Hun har skrevet en historie til vores søskendeblog. Tak for hjælpen og tusind tak for denne gang og fordi vi fik lov til at lære dig at kende. 

Jeg har gennemført Ådalskolens søskendekursus i Ringsted i 2021. Det foregik hver måned og startede tidligt en lørdag i august. Det var min mor som havde fundet en brochure på internettet og spurgte mig om det ikke var noget for mig. I begyndelsen sagde jeg ”nej”, men mest fordi jeg ikke anede hvad et søskendekursus var og hvad man lavede. Jeg havde aldrig før hørt det ord. Her bagefter kunne jeg godt tænke mig, at kurset havde fortsat endnu længere. Det vil jeg gerne fortælle om. Det er rart at snakke med andre børn, der er i de samme udfordringer som mig. Det er godt at få nogle nye vinkler på det, jeg oplever. Selvom vores brødre eller søstre er meget forskellige er der alligevel mange oplevelser som minder om hinanden. Jeg kan godt komme til at lukke det inde og synes, at det hele bare er noget lort. Det er også rart, at der er nogle voksne, som jeg ikke kendte og derfor kunne snakke mere åbent med. Selv om jeg selvfølgelig har fortalt at min bror har et handicap til mine nære venner, kan de godt være bange for at spørge ind til det, fordi de sikkert tænker, at det kan være svært for mig at snakke om. På den måde er det rart at komme ind til et sted, hvor man ikke er bange for at sige noget. På søskendekurset troede jeg først, at vi skulle snakke intenst om min brors handicap. Men sådan var det overhovedet ikke. Vi fik emnet serveret på alle mulige sjove og legende måder. Gennem film, lege, nip napper, dilemmaspil og så har vi fået en scrapbog hvor det hele er samlet i, for eksempel. Der er forskel på, hvordan piger og drenge reagerer når man har en bror eller søster med et handicap. Jeg blev faktisk overrasket over, hvordan nogle af drengene reagerede. De er meget åbne og fortalte, at de har det på samme måde som mig. Det kom bag på mig. At de kunne udtrykke sig så præcist. Jeg troede, at drenge var nogle, at man ikke må se er kede af det. Især i min alder er de begyndt at blive nogle rigtig hårde typer, som bare skal vise, hvor seje de er. Jeg er en meget åben person, og jeg tier ikke stille i timerne. Men jeg havde i en lang periode været meget stille i timerne og blev lettere irriteret når min lillebror var hjemme, og derfor var det også rart at få forklaret på søskendekurset, hvorfor jeg havde det sådan. Min anden lillebror skal bestemt også på søskendekursus om 3 år, når han har alderen til det. Han siger ikke så meget endnu. Han synes det er mere sjovt, men han er også kun 6 år. I forhold til følelser snakker han ikke så meget. Det er svært for mig at finde ud af, hvordan han har det, og det kunne være rart, når vi kan snakke mere om det. Det kommer vi til når vi bliver ældre. Jeg havde en forventning om, at jeg ville have det bedre, efter jeg havde været på søskendekursus. Det har jeg også fået, men jeg havde også lidt en forventning om, at alt bare ville være kureret. Og det skal man ikke regne med. Man skal selv arbejde for det og det første skridt at er at acceptere og leve med, at vores bror har et handicap og sådan bliver det ved med at være resten af livet. Jeg bruger så ofte som jeg kan alt det som jeg lærte på søskendekurset.

mandag den 6. december 2021

Vi vælger ikke selv de kort, vi får på hånden...

Vi vælger ikke selv de kort, vi får på hånden, men vi bestemmer selv, hvordan vi vil spille dem. Et handicap vender klart op og ned på det meste i en families liv. Det er ikke kun de mange anderledesheder man skal lære at leve med men også den livslange forståelse et handicap fører med sig. Og hold op, hvor kan det være svært og desværre findes der naturligvis ikke noget quick fix til at lære at leve med et handicap. Sådan siger John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Og heller ikke nogen lille mirakelpille man kan give sin søskende for at få handicappet til at forsvinde. At ændre noget til det bedre er et valg for livet, det er ikke et quick fix. Vores erfaringer fra søskendekurserne siger os, at søskende har mange ting til fælles uanset hvilket handicap deres bror eller søster har. Søskende er alle enere på forskellige områder i livet og ikke mindst i forhold til deres bror eller søster, men en ting, de alle har til fælles er, at de typisk har de samme bekymringer og refleksioner. Nogle søskende mener ganske enkelt, at det ikke er retfærdigt, at deres bror eller søster har fået et handicap og det kan barnet jo i virkeligheden have ganske ret i. Men uanset om det er retfærdigt eller
ej så lader et handicap sig ikke ændre på. Så det handler i stedet om at kunne forstå, acceptere og leve med de livsvilkår, som der nu engang er i familien. En til tider ganske svær øvelse og især for et barn. Vi skal derfor sikre os, at børn og unge som har en bror eller søster med et handicap bliver set, hørt og støttet i det omfang der er behov for og vi skal sikre, at børn og unge får et ordentligt kompetent tilbud. I det danske samfund er vi dygtige til at uddanne fagfolk, der er klædt på til at håndtere forskellige problematikker som kommunikation, motorisk træning og almen læring. Vi har bare slet ikke i samme grad haft tilstrækkelig fokus på børn og unge, som har en bror eller søster med et handicap, som lever i forreste række i familien. Det er de børn og unge, som når forældrene en dag ikke mere kan, skal overtage rollen som ”caregivers”. Vi mener, at vi skylder dem en mulighed for at blive klogere på deres ganske særlige situation, så man i tide kan tilbyde den rette støtte. Derfor håber vi, at vi kan være med til at understrege vigtigheden af at se nærmere på dette vilkår. Vi håber

også, at pointer og konklusioner vil blive diskuteret, testet og afprøvet, så vi på den måde kan blive endnu klogere på begrebet, vi og mange andre har valgt at kalde for søskendeperspektivet.

Søskende forholdet er potentielt det længste forhold som vi overhovedet har

Hvert eneste søskendeforhold er unikt, komplekst og ændrer sig over tid, især når en af søskende har et handicap. Søskende kan udvikle et stærkt, to-vejs- og kærligt forhold til deres bror eller søster med handicap. Nogle søskende fortæller, at de har udviklet en række kvaliteter som en højere grad af modenhed, medfølelse, forståelse, indsigt og modstandsdygtighed. Andre søskende bruger ord som ”min bror/søster har gjort mig til den jeg er idag”. For en stor del af søskende er det en livslang udvikling af relationer og mange af dem fortsætter med at yde en meget betydelig støtte gennem hele livet. Maria deltog på Ådalskolens søskendekursus i efteråret 2021 siger ”jeg elsker min lillebror, som jeg ikke elsker nogen anden, det er en beskyttende og bekymret kærlighed”. Men der kan også være indblandet en masse stress og forvirring fordi søskenderelationen begynder tidligt i barndommen, når et barns følelsesmæssig modenhed og evne til at håndtere stress endnu ikke er udviklet. Derfor kan søskende opleve forvirring og føle sig isolerede fortæller gruppeleder John Quist Frandsen ved Ådalskolens

søskendekursus i Ringsted. De kan også opleve uløste eller modstridende følelser såsom harme eller skyld, som hvis det ikke bliver talt om overføres til teenagealderen og videre ind i voksenlivet. Disse følelser kan bidrage til vanskeligheder i familien og med deres bror eller søster som har et handicap. Nogle søskende føler, at de ikke selv har brug for støtte og opbakning og tænker at deres behov er ikke så vigtige. Imidlertid viser erfaringerne at mange søskende gennem støtte bla. ved et søskendekursus opnår en større selvtillid og forståelse og kommer nemmere videre med mere respekt og accept.

Vi har talt med en række voksne søskende via vores kursusblog og her er nogle af de udsagn de kom med:

”Jeg havde en række uløste følelser fra i barndommen, fx isolation, vrede og skyld”

”Da jeg voksede op, følte jeg mig meget alene”

”En lav selvtillid eller følelse af, at mine egne behov ikke var så vigtige”

”Jeg fik at vide, at jeg var heldig, hvad skulle jeg bekymre mig om, når jeg sagde, at jeg følte mig ked af det og ikke ville i skole”?


”Et ekstra pres over at skulle udrette noget særligt som min søster aldrig ville komme til”

”En tristhed over at min bror stod overfor så mange udfordringer og ikke ville komme til at få venner eller finde en kæreste”

”En tristhed over ikke at have et søskendeforhold som alle andre”

”Mange følelser af illoyalitet, når jeg åbent forsøgte at tale om udfordringer”

”Jeg bekymrede mig for, hvad der ville ske, når mine forældre ikke længere magtede at passe min bror derhjemme”

”Jeg havde bekymringer over at finde en kæreste, som vil forstå og være villig til at dele eventuelle fremtidige ansvarsområder”

”Jeg havde bekymringer for selv at få børn, f.eks. risikoen for genetisk arv fra min brors handicap”

”Jeg var i tvivl om den balance mellem ansvar mellem min søster og min familie. I nogle tilfælde følte jeg, at jeg ikke havde noget valg”

”Jeg havde alt for høje og urealistiske forventninger til mig selv”


Alle disse citater fra voksne søskende viser, at børn og unge går med mange tanker. Tankerne er naturligvis altid forskellige fra barn til barn men tankerne er der. Derfor er det vigtigt i opvæksten at være lydhør over for søskendes erfaringer og oplevelser. Netop ved at deltage på et søskendekursus og ved at forsætte i et netværk som Søskendeforeningen (SØF) i både Aarhus eller København er det en virkelig god anledning til fortsat at have mulighed for at vende man som søskende spekulerer på med andre. Vi skal vide at tankerne og de eventuelle bekymringer ikke forsvinder selvom søskende bliver ældre men at bekymringerne naturligvis aftager i intensitet.


Hvad kan så i virkeligheden hjælpe søskende?

At forstå at du som søskende ikke er alene og der er mange søskende i lignende situationer

Læse om andres søskende erfaringer

At komme i kontakt med andre søskende, enten ansigt til ansigt på et søskendekursus eller via en Facebook gruppe

Skriv dine oplevelser ned - nogle gange hjælper det til at give mening omkring dine følelser

At forstå og erkende at dine oplevelser og erfaringer påvirkes af mange ting og altid vil være anderledes end andre søskendes. Diagnosen og sværhedsgraden af min brors handicap vil altid påvirke min families mestringsevne

Ådalskolens søskendekursus i Ringsted tilbyder kursusforløb, hvor børn og unge i alderen 9-16 år kan mødes, udveksle erfaringer, lære mere om handicappet og ikke mindst sig selv.

lørdag den 4. december 2021

Hvad laver man egentlig på et søskendekursus?

Vi bliver ofte spurgt om, hvad man egentlig laver på et søskendekursus? Vi vil forsøge at svare med at sammenligne med noget som du med garanti kender i forvejen. Du har sikkert en eller flere fritidsinteresser og du har sikkert også prøvet at være afsted på en lejrskole sammen med din klasse. Et søskendekursus er en blanding af disse ting. Altså en blanding af sjov, nye kammeratskab, hygge, leg og aktiviteter mixet sammen til et seriøst forløb, som varer 3 weekends. Når du går til en fritidsaktivitet, om det er spejder, sport eller noget kreativt så mødes du med kammerater 1-2 gange om ugen. Du får ganske sikkert masser af frisk luft, lærer nye ting – og du lærer de andre at kende på andre måder end i skolen. På søskendekurset mødes du også andre børn på din egen alder og I har alle det til fælles, at I har en bror eller søster med et handicap. Det at have noget til fælles betyder, at I har en masse at snakke om og at der er en masse ligheder mellem jeres hverdag. På søskendekurset snakker vi om, hvordan det er at være søskende, vi ser film om søskende, vi leger og griner, vi snakker også om handicap og hvad der kan være bedst at gøre i forskellige situationer, vi kan snakke om drilleri og mobning, hvis du har lyst til det, vi spiser god mad og en smule slik. Det bedste ved søskendekurset er, at vi tager afsted på en hyttetur i slutningen af kurset. Vi lejer en hyggelig hytte i et dejligt skovområde og får en masse sjove oplevelser sammen. Der er bål, natløb og kreative aktiviteter. 

Håber vi ses på det næste søskendekursus. 

Hilsen Gitte, Nadia og John.

onsdag den 1. december 2021

Søskende får en byrde løftet fra skuldrene

”Nogle børn på søskendekurserne fortæller og taler meget mens andre ikke siger så meget - i hvert fald ikke i begyndelsen. Men vi oplever klart, at de børn, der ikke siger så meget, med tiden og især når de er blevet endnu mere trygge fortæller meget mere – eller at de fortæller derhjemme, at de har fået en masse ud af at høre de andre søskende fortælle. Det er også en vigtig del af det at finde ud af, at man slet ikke er den eneste i verden som har en bror eller søster med et handicap,” forklarer John Quist Frandsen, som er en af gruppelederne bag Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. ”Et af vores gode eksempler er en familie, hvor storesøsteren har diagnosen infantil autisme og hårdt ramt af stress på grund af en nylig flytning til et bosted. Søsteren fortalte om det på søskendekurset og det lykkedes også at få medinddraget forældrene i det så der kan blive taget de bedste

hensyn. Pigen er holdt op med at have ondt i maven, for nu er der pludselig en åbenhed om, hvordan storesøsteren egentlig har det og især hvorfor,” siger John. ”Langt de fleste søskende får pludselig en forståelse for hvorfor, at deres bror eller søster har nogle helt særlige udfordringer og at det er noget som hører med til diagnosen. Nogle søskende forklarer, at de fx ikke sover ret godt om natten oftest på grund af bekymringer. Efter at de har været på søskendekurset i nogen tid, hører vi så, at nu går det bedre med at få sovet,” siger John.