ADHD og min lillebror

Vi har i øjeblikket mange henvendelse og forespørgsler om ADHD og derfor har vi fået Mette (en tidligere søskendekursus deltager) til at fortælle lidt de erfaringer hun har med hendes lillebror med ADHD. Vi håber, I alle får glæde at indlægget og vi finder det meget relevant. På søskendekurset lærte jeg (red. Mette) at det vigtigt at huske på, at børns ADHD vanskeligheder afhænger meget af, hvordan de bliver mødt af deres omgivelser. Min lillebrors fysisk uro bliver fx tit anset for et problem i situationer, hvor der stilles store krav til ham om at sidde stille, men ikke når der leges fangeleg i skolegården. Min lillebror har gennem årene fået rigtig meget skældud i skolen og det kan let få ham til at blive vred og frustreret, fordi han ikke kan leve op til omverdenens forventninger om, hvordan han bør opføre sig. Lærerne, de andre forældre og kammeraterne er måske ikke bevidste om, at min lillebror simpelthen ikke har forudsætningerne for en bedre og mere hensigtsmæssig adfærd. Derfor bliver min lillebrors mange forgæves forsøg på at imødekomme omgivelsernes krav ofte mødt med irritation og skældud. Min lillebror oplever i hverdagen nederlag på nederlag, samtidig med at de voksne omkring ham kan have tendens til at fokusere mere på hans fiaskoer end succeser. Alt dette kan få ham til at føle sig ensom, stresset og det kan i sidste ende udvikle sig til et lavt selvværd. Min lillebror vil ligesom alle andre børn gerne mødes positivt og hellere end gerne undgå konflikter. Det er derfor altafgørende, at vores søskende bliver mødt med støtte og forståelse. Nogle mennesker beskriver ADHD som et usynligt handicap, hvor der er nogle ting inde i hovedet, som får min bror til at gøre ting, som han ikke kan styre og gøre for. Min lillebror ser helt almindelig ud, går i pænt tøj, så når der er nogle, som siger, at ADHD er et handicap, så kan det måske være svært at forstå, da min bror jo ikke er handicappet på samme måde, som når en person fx sidder i kørestol eller ikke kan gå.