Søskende genkender og spejler sig i andres oplevelser og erfaringer

En af søskendekursets gruppeledere John Quist Frandsen beskriver her, at et meget centralt aspekt ved Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er deltagernes indbyrdes interaktion. Gruppedeltagerne opdager et fællesskab og en meget høj grad af identifikation. Således giver alle børnene i samtalegruppen udtryk for, at de oplever genkendelighed i det, de andre børn fortæller og kan berette om, at det giver dem en oplevelse af en fælles forståelse i forhold til det at have en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Som en konsekvens af dette fortæller de, at de har fået lettere ved at tale om handicappet og de er blevet klogere på, hvad det betyder, ligesom de har fået mere viden om, hvilke erfaringer der kan komme, når man har en bror eller søster med særlige behov. 

En pige på 10 år udtrykker det således: ”At være med på søskendekurset er som om jeg har fået ryddet op i mine tanker…jeg føler mig ikke så alene mere, det hjælper at tale med nogen man ikke på forhånd kender, og som har oplevet det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at gøre dem kede af det…de andre omkring mig kender til mine følelser og kan sætte sig ind i dem….Jeg ved også, hvordan andre har reageret, når de oplever udfordringer med deres søskende, jeg er på en måde blevet klogere på andre mennesker…mine meninger er OK…nu ved jeg, at andre har det ligesom mig …jeg føler mig ikke alene og anderledes mere”. Følelsen af at være anderledes ser ud til over tid at blive transformeret til at større indsigt i sig selv og andre. Ligesom det at blive genkendt og forstået i det man siger, betyder, at børnene oplever at få mere orden i deres tanker. 

At blive bekræftet med feedback fra de andre i søskendegruppen opleves som at ”få ryddet op” i tanker og følelser. På den måde bliver individuelle erfaringer, tanker og følelser gjort fælles i et forum, hvor de oplever genklang. Når børnene begynder på et søskendekursus får barnet mulighed for at fortælle om deres søskende og de fleste af børnene ved en masse. Nogle gange lidt for meget. De andre børn lytter under denne fortælling og får efterfølgende mulighed for at give udtryk for deres refleksioner over det, de har hørt. Noget meget karakteristisk for vores aktiviteter er, at børnenes fortælling får dobbelt betydning. Dels det, at fortællingen i sig selv kommer til at skabe sammenhæng for fortælleren, dels det, at fortællingen giver mulighed for, at de andre søskende i gruppen kan spejle sig i fortællingen. F.eks.:siger én: ”Det er rigtig rart at høre Hans fortælle om, hvordan det er for ham……..det er flot, at han kan fortælle så meget, og jeg kan genkende rigtig meget af det, han siger. Det er rart at få genopfrisket alt det, jeg engang følte og tænkte på, og som jeg næsten troede, jeg havde glemt”. På den måde opstår der en slags brobygning over tid, hvor begge parter får nye perspektiver. 

Børnene får mulighed for at se, at et andet barn (måske lidt ældre) i gruppen er et andet sted nu, og de ældre børn i gruppen kan se, at hun/han har flyttet sig. Der foregår en indre og en ydre dialog forskudt i tid, som alle på et søskendekursus tager del i, aktivt eller blot ved at lytte. Gruppeprocessen bliver, så at sige en slags fødselshjælper for nye erkendelser afslutter John Quist Frandsen med at sige.