Jeg er 11 og for nylig blev min lillesøster diagnosticeret som autist. Da jeg fik det at vide kan jeg huske at jeg græd, fordi
jeg fandt det virkelig svært at affinde sig med det faktum, at det nu var slået fast, at der var noget
anderledes ved min lillesøster.
Jeg har gennem vores barndom også haft svært ved at forstå min søster. Der har været rigtig mange konflikter og skænderier. Hun kopierede
altid alt, hvad jeg gjorde og lavede en masse larm, som irriterede mig. Mine forældre gav hende en masse af deres opmærksomhed, og
jeg følte, at hun kunne slippe af sted med meget mere end jeg kunne. Min familie vidste
ikke, hun havde autisme før for nylig og hun har stadig behov for ekstra meget opmærksomhed. Nu ved jeg, at hun bare ikke kan gøre for det og det gør det nemmere at håndtere og acceptere end da jeg var yngre (og før jeg vidste om autisme) Jeg har altid undret mig over hvorfor jeg har diskuteret så meget med min søster. Alle mine venner havde det virkelig fint med deres søskende, men jeg oplevede bare det stik modsatte med min.
Mange gange følte jeg mig som en forfærdelig søster og at det var min skyld, vi
havde sådan et dårligt forhold. Jeg svor ofte jeg ville forsøge at gøre tingene
bedre, men jeg kunne ikke, fordi jeg troede, at hun gjorde de "autisme ting" med vilje og blot for at irritere mig.
Idag har jeg stadig svært ved at håndtere det, men efter jeg har deltaget på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted er jeg blevet meget mere
tålmodig med min søster, end før hen og jeg forsøger at være en
bedre søskende for hende. Nogle gange kommer jeg til at mislykkedes med det jeg gerne vil, men hey, jeg kan jo ikke være perfekt hele tiden. Jeg er
stadig blot ved at vænne mig til hele autisme adfærden og jeg har endnu ikke forstået det hele.
Jeg har altid ønsket mig en søster, som jeg kunne tale med om alt. Måske bliver det ikke som jeg kunne ønske mig det. Men det betyder ikke, at jeg ikke elsker hende. Jeg
elsker hende mere end noget, og jeg vil gøre alt for at hjælpe med at
beskytte hende og gøre tingene lettere for hende.
Ligegyldigt hvad hun vokser op og bliver er hun jo for evigt min
søster og vi har en særlig relation, som ingen kan bryde. Autismen kan ingen helbrede kun din egen forståelse hjælper.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar