I lørdags begyndte Ådalskolens søskendekursus med endnu et hold søskende og vi skal være sammen i de næste par måneder. At mødes med helt nye børn er en spændende oplevelse og sikkert giver det lidt sommerfugle i maven. Det er helt normalt når vi skal lære nye mennesker at kende, men det er bare kroppens måde at fortælle på, at den er ved at gøre sig klar.
Vi glæder os allerede til at se dig igen. I lørdags var en god dag. Når vi spørger søskende om deres liv er anderledes end
andres, fordi de har en lillebror som har et handicap. Nikolaj svarer her ”min
lillebror er udviklingshæmmet? Jeg skal hjælpe mere til med praktiske ting
hjemme, opvask og den slags. Rasmus kan ikke. F.eks kan han ikke selv bære sin
tallerken ud. Jo, jeg er mere hjælpsom. Han har de dage, hvor han græder og
græder. På den måde er det hårdt engang imellem at have en handicappet
lillebror. Men en lillebror er en lillebror. Hvis Rasmus ikke var
udviklingshæmmet, så ville jeg nok få mere opmærksomhed. Min mor bruger meget
tid på Rasmus. Nogle gange ville jeg ønske, han var normal. Men jeg skulle nok
vænne mig til forskellen. Det ville være tamt, hvis han ikke var der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar