Anerkendelsens ben

Med anerkendelse kommer man længst, men det skal altid have ”ben at gå på”. Sådan siger en af gruppelederne på Ådalskolens søskendekursus John Quist Frandsen, der i disse uger afvikler Ådalskolens søskendekursus nummer 18. Ifølge John er det en god ide at skrue ned for den ellers velmenende ros – som vi alle kender så godt.

”Ej, hvor er du fin!”, ”Sikke en flot tegning!”, ”hvor er du dygtig, at du kan spise op.”, ”du skal nok blive til noget, når du er så flittig med dine lektier” og ”hvor kan du løbe stærkt!”. Når vi roser et barn for sin tegning, for at spise op eller lave lektier føles det naturligvis rart for barnet. Det er dog ikke barnet, vi roser på denne måde – men dets præstation. Når vi anerkender er vi optaget af noget andet. Anerkendelse er derimod optaget af barnets oplevelse. ”Du kan vist godt lide at klæde dig ud”, ”Det ligner en drage, du har tegnet …er det det?” og ”Jeg kan se, at du lægger mange kræfter i dine lektier – kan du godt lide at gå i skole?”. Ved at spørge på den måde ser vi barnet gennem dets oplevelser – i stedet for at vurdere det. Vurderinger og ros gør med tiden børn usikre, fordi de bliver afhængige af at blive bekræftet i, om de er gode nok. Meget kort fortalt er anerkendelse et menneskesyn og en væremåde, hvor vi møder andre mennesker med empati, respekt og forståelse, så relationen bæres af tryghed og tillid – også under uenighed og konflikter. Når vi anerkender et barn, bestræber vi os som voksne på at se og høre barnet på dets egne præmisser – som indebærer at prøve at sætte sig ind i, hvem barnet er, hvad det vil og hvad, det er optaget af lige nu. Anerkendelse er vigtigt, fordi det bekræfter og støtter barnets selvfølelse, hvilket betyder at det får en stærkere fornemmelse af sig selv – og når barnet bliver mødt på sine egne præmisser får det større mod og overskud til at udvikle sig og møde sine omgivelser med samme omsorg. Forskellen på ros og anerkendelse er altså, at ros lærer et barn at kunne lide sig selv for det, det gør – og anerkendelse støtter barnet i at holde af sig selv, som det er. Så når John siger, at anerkendelse skal have et ”ben at gå på” så betyder det at det ikke er nok at sige at vi anderkender barnet vi skal også have konkrete handlinger bag.