At være i den samme båd

Starten på Ådalskolens søskendekursus sker på en lørdag i slutningen af august måned. 15 søskende står på deltagerlisten og forventningerne er store da alle møder frem. Det vilkår som børnene deler er, at de alle har en bror eller søster med et handicap. På et søskendekursus modtager børnene undervisning sammen i mindre grupper på kryds og tværs, hygger sig sammen, leger og spiser frokost. ”Den oplevelse, at jeg gennem mange år har stået alene med, kan jeg med det samme se, at de andre børn også har”. Sådan siger Mette, som er en af pigerne på holdet. Flere af de andre børn nikker, når jeg fortæller om hvordan det er at være mig i min familie og om de erfaringer jeg har. Det er dejligt at finde ud af, at jeg ikke er den eneste i verden, der har en søskende som har et handicap. Vi er alle i samme båd, fortæller Mette i et stort smil. ”Mit barns deltagelse på Ådalskolens søskendekursus er en befrielse” fortæller en mor da hun kommer og henter hendes søn. Jeg kan se, at han har stor gavn af at opleve, at han ikke er alene og han får hjælp til at løse de udfordringer han som lillebror kan opleve. En anden mor fortæller, at hvert møde i søskendegruppen er et kærligt spark om at komme videre og til at holde ved, at bevare modet. Det har for min datter været rigtig rart at være med til og det handler også om at se og opleve, at nogen faktisk har det ligesom eller måske endda værre end i vores familie. Desuden kan vi hver eneste lørdag mærke, at gruppelederne på Ådalskolens søskendekursus vil alle søskende det bedste og børnene interesserer sig for hinanden og gerne vil have at det skal gå

godt. Børnene skiftes til at øse af deres erfaringer og dem er der rigtig mange af. Hvad den ene ikke ved ved en anden. For nogle af børnene er det ikke første gang de deltager på søskendekurset. Nogle har været afsted 2 gange før. Kristian er 11 år og er en af de drenge som har været på søskendekursus før. Det er nu 2 år siden og meget er sket i hans familie og med hans lillesøster. Tiden er forandret meget hjemme hos os, fortæller Kristian. Jeg er selv blevet ældre og har derfor lært mere om min søsters handicap. Jeg har også fået en større forståelse for alle hendes problemer og de hensyn som min mor, far og jeg bliver nød til at tage. Det er fedt at komme på søskendekursus igen, fedt at møde de voksne og fedt at få lov til at mærke, at det er mig som er i centrum selvfølgelig også sammen med en masse andre børn. Jeg husker at jeg på det første søskendekursus for første gang fortalte, at min lillesøster var handicappet og at det var meget svært for mig. I dag er det meget nemmere for mig. Jeg husker også at jeg synes det var rigtig pinligt at fortælle om mine erfaringer fordi jeg troede at de andre børn ville grine, men det gjorde de ikke og derfor fik jeg en masse lyst til at dele ud af mine erfaringer. På et

søskendekursus er der altid straks flere børn som kommer hinanden i møde og fortæller, at det kender de godt. Kristian og de andre søskende på holdet er langt fra alene. Nogle af børnene på søskendekurset fortæller historier, som de aldrig havde troet skulle komme frem i lyset. De andre børn er utroligt gode til at give hinanden anerkendelse og forståelse for det. De forstår jo netop, hvad det handler om, de stiller gode spørgsmål og for første gang oplever mange af dem, at de bliver set, hørt og anerkendt i deres livshistorie. Det bringer dem styrke fordi de mærker, at deres tanker og følelser er genkendelige hos de andre. På et søskendekursus er ingen forkerte, en følelse, som nogle børn som har en bror eller søster med et handicap ellers nemt kan rammes af, fortæller gruppeleder John Quist Frandsen ved Ådalskolens søskendekursus.