At tale med børn mellem 8 og 13 år om handicap

Vi giver i dette blogindlæg nogle gode tips til, hvordan man kan tale om handicap med søskende i alderen otte til tretten år. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted får ofte henvendelser fra forældre og andre pårørende om hvordan det er bedst at samtale med søskende om emnet. Derfor har vi valgt her at skrive lidt om vores erfaringer. Sådan siger gruppeleder John Quist Frandsen, som har været med til at lave søskendekurser i Ringsted fra begyndelsen.

Ingen mennesker kan håndtere alt, når et handicap kommer i familien. Sænk kravene og forkæl jer selv med et pusterum, når I kan og at lade andre hjælpe kan gøre vejen for alle parter lidt lettere. 

At tale med børn om hans eller hendes søskendes handicap er altid en god måde til at forstå deres bekymringer og hjælpe dem med at lære og tackle situationen på fornuftige måder. En god ​​og specifik viden i børnehøjde giver søskende en oplevelse af kontrol og mestring i familien. Søskende i alderen 8 til 13 år kan i vid udstrækning skelne mellem virkelighed og fantasi. De er glade for at komme med konkrete fortællinger om, hvad de har oplevet, hvad de mener og hvad de føler. Barnet forstår flere sociale sammenhænge som er uafhængige af dem selv og får med alderen evnen til at ”se tingene udefra”. De kan også fortælle en historie i dens sammenhæng, selvom deres logiske konklusioner naturligvis ikke altid er rigtige. Mange søskende i denne alder kan godt lide detaljerede forklaringer men dog ikke alt for lange. De kan godt lide, at forklaringerne gentages og har ofte mange spørgsmål. Det er derfor vigtigt, at voksne forsøger at hjælpe søskende med at forstå situationen med deres bror eller søster gennem de ord og begreber de bruger. Det er derfor afgørende for barnets evne til at tackle et handicap i familien, at de forstår det samme som resten af ​​familien og kan dele oplevelserne og erfaringerne i fællesskab. Det er i virkeligheden det som karakteriserer åbenhed. Uden denne mulighed kan søskende nemt komme til at stå alene med en stærk følelsesmæssig oplevelse, der ikke kan oversættes til et brugbart sprog og dermed ikke bidrager til en oplevelse af "familie fællesskab". Søskendes evne til at modtage sproglige budskaber i denne alder er normaltvis større end deres evne til at udtrykke sig. 

Følelsesmæssig stress i denne alder kan påvirke barnets evne til at koncentrere sig og tænke klart. Søskende kan fungere meget forskelligt, lige fra at virke modne og mesterlige til at virke yngre og umodne end deres faktiske alder.

De strategier søskende bruger til at håndtere følelser kan være mere eller mindre synlige og forståelige for deres omgivelser. Nogle børn bliver ekstra krævende, andre trækker sig ind i sig selv og bliver tavse, andre bliver nærmest over samvittighedsfulde, mens andre bliver vrede.

Søskende hengiver sig ofte til velkendte adfærdsmønstre når de oplever stress. Dette kan forstås som et forsøg på at skabe en velkendt og sikker situation i en verden i meget stor og uforståelig forandring. At gå ud og spille fodbold lige efter at have fået en seriøs besked kan være en måde at skabe en form for sikkerhed og stabilitet på. Det er en normal og forståelig reaktion ovenpå en vanskelig situation.

Pludselige mærkbare ændringer i søskendes adfærd kan indikere, at barnet har brug for ekstra opmærksomhed. Børn håndterer sårede følelser lettere, hvis der i deres omgivelser er plads og rum til at reagere. Andre gange har søskende ingen reaktioner på begivenheder som der ellers godt kunne forventes at være. Børnene fortæller bare, at de har det godt ok. I sådanne situationer skal voksne ikke forsøge at påtvinge reaktioner eller efterspørge samtaler, men snarere være opmærksomme på og åbne for reaktioner, når og hvis de dukker op på et senere tidspunkt.

Hvad er særlig vigtigt at være opmærksom på, når man har et barn mellem 8 og 13 år:

• Giv søskende ærlige, aldersrelevante forklaringer selvom der er tale om et svært handicap. Giv forklaringer i overskrifter og gentag og fortæl på forskellige måder. Vær specifik og undgå rodede og uforståelige metaforer som kun er med til at ”pakke det hele for meget ind”.
• Forklar og beskriv overfor søskende i et let faktuelt sprog. Tag udgangspunkt i det, søskende har oplevet og allerede ved og hvad det har ønsker om at vide mere om.

Hvordan fik min søster dette handicap?

Hvem kan hjælpe min søster?

Hvordan behandles handicappet?

Hvad kommer der til at ske i fremtiden?

• Fortæl søskende, at mange andre hjælper til med at barnet med handicap får det godt og at alle anstrengelser gøres for at minimere handicappets påvirkning så det giver så lidt indflydelse på barnets liv som muligt.
• Vær klar over, at ingen reaktioner hos søskende er forkerte. Forklar, at det er normalt at være ked af, vred og bange eller en skøn blanding.
• Vær åben for, at søskende stilller så mange spørgsmål som muligt og respekter naturligvis også, hvis de ikke har lyst til at tale.
• Forklar søskende, når de når en passende alder, at det kan være en fordel at tale med andre mennesker end deres forældre om, hvad de oplever i forhold til deres bror eller søsters handicap. Mange søskende har stor glæde af at delatge på et søskendekursus og erfaringerne viser fra voksne søskende, at de selv gerne ville have haft denne mulighed men at søskendekurser dengang ikke fandtes som en mulighed.
• Tal med søskende om livet henne i skolen og hvad de kan gøre, hvis deres kammerater spørger eller har fået for meget ”glosuppe”.
• Fortæl søskendes lærere og pædagoger, at de har en bror eller søster med et handicap og forklar hvilke konsekvenser det har for deres dagligdag.
• Sørg for, at søskende fortsætter med deres fritidsinteresser og der ikke bliver for mange ”aflysninger”. Fortæl søskende, at det er vigtigt at have kammerater og at det er ok at tage sig en pause fra ”handicappet” især hvis det er et handicap som ”fylder rigtig meget” i familien.
• Prøv at bevare hverdagsrutinen da det skaber en god forudsigelighed og tryghed for børnene.