søndag den 20. oktober 2019

Et søskendekursus tegnes af de søskende som er med


På ethvert søskendekursus er der udsagn og ord, som er særligt betydningsbærende. Disse ord kalder vi for nøgleord. Det er derfor vi siger, at ethvert søskendekursus på Ådalskolen er forskellig og kurset bliver til det, som det formes af de børn der er med. Lad os dykke lidt ned i disse vigtige nøgleord som er dem der i virkeligheden bærer kurset fremad og dem som vi synes er så væsentlige. Der vil naturligvis altid være et element af fortolkning fra vores side i forhold til, hvilke af ordene der er de rigtige nøgleord, men det er jo i sidste ende børnene, som afgør betydning og relevans. Derfor mener vi, at det er hjælpsomt at tænke om nøgleord, ikke som de centrale ord i en fortælling fortalt af søskende, men som ord der åbner for mulige veje til en dialog. Nøgleord er altså ord, som vi på baggrund af søskendes betoning eller andet tolker som vigtige for barnets fortælling og oplevelse. Teknikken er i al sin simpelhed at gribe fat i disse ord og ved at gentage dem give ordet tilbage til barnet. På den måde kan dialogen flyde videre, så barnet får mulighed for at uddybe sine tanker eller fortælle mere af sin oplevede historie understøttet af stikord fra os voksne. Fordelen ved at hæfte sig ved nøgleord er, at det typisk åbner for veje i dialogen, der med større sandsynlighed er på søskendes præmisser og i tråd med barnets tankerække, end hvis vi voksne blot stiller et spørgsmål ud fra egne hypoteser. I eksemplet nedenfor ville der være en del mulige nøgleord, som måske ville forekomme vigtige, alt efter søskendes kropssprog, intonation osv. Når en søskende fortæller ”jeg har vanskeligt ved at overskue min situation med min storebror lige nu. Så kunne vi tage fat i ordet vanskeligt og samtalen kan fortsætte ”vanskeligt, hvad mener du med vanskeligt?”, det vil svare til at åbne én dør og hvis man tager fat i ordet situation, ville det svare til at åbne en anden dør. Som gruppeleder på søskendekurset kan vi aldrig helt vide i hvilken retning en dialog med søskende tager, om der er tale om en konkret, afgrænset erfaring/oplevelse eller måske er det ”det hele”, der er på spil? Styrken ved at hæfte sig ved nøgleord er, at man ved at gentage nøgleordet eller formulere et spørgsmål på baggrund af et nøgleord, meget ofte får et svar eller en uddybning, som handler om det, der er vigtigt for barnet. Vi inviterer os så at sige ind i barnets præmisser og logikker. Søskende som oplever sig mødt på denne måde i deres egne historier mærker et ægte og autentisk møde der kan bevæge sig et utal af steder hen. Der er altså ingen forudbestemt retning og dialogerne på et søskendekursus bevæger sig netop derhen, hvor barnet ønsker det. Netop derfor er et søskendekursus altid forskelligt fra hinanden og tegnes af de søskende som deltager.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar