fredag den 2. august 2019

Omsorgsopgaver for søskende


I enhver søskenderelation stræbes der efter gensidighed, varme og omsorg hvilket naturligvis også er vigtigt for søskende som har en bror eller søster med et handicap. Søskende har brug for at opleve og mærke dette i relationen til deres bror eller søster. Hvor nogle søskende oplever at have en stærkere relation som følge af handicappet, vil andre stå tilbage med en anderledes oplevelse. Eksempelvis kan søskende, som har en bror eller søster med udadreagerende adfærd, manglende impulskontrol eller sociale vanskeligheder opleve at være i en relation, som er præget af et utal af konflikter. Det kan være vanskeligt at holde konflikterne på et niveau, hvor det samtidig kan siges at være frugtbart for selve søskenderelationen, sådan fortæller gruppeleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Vores erfaringer fra søskendekurserne viser, at søskende til børn med handicap ofte har flere omsorgsopgaver end andre børn. Er opgaverne af praktisk art, tidsafgrænsede, med tydelige forventninger og hvis man anerkender barnet for indsatsen, så kan søskende ligefrem have en positiv oplevelse med det. Men for søskende til børn med et handicap kan behovet for at hjælpe til med deres bror eller søster fylde så meget, at det har en negativ indvirkning på deres sociale liv. Vi hører fra tid til anden, at søskende fortæller det besværlige i at tage kammerater med hjem (og lege) og at det er meget lettere blot at besøge kammeraten. Ådalskolens søskendekursus er med til at italesætte mange forskellige emner og vi sætter spot på de områder som søskende er optaget af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar