Når vi afholder elevkonferencer på Ådalskolen i Ringsted,
hvilket vi gør 2 gange om året er det ikke sjældent at samtalen drejer sig ind omkring
søskende. Altså på de søskende, som har en bror eller søster med et handicap.
Nogle forældre fortæller, at ”de klarer sig godt”, at de hjælper godt til derhjemme
og at der er en god accept af deres bror eller søster med særlige behov. I andre
familier kan situationen være en ganske anden. Måske er handicappet anderledes og mere
krævende og her fortæller familierne, at det kan være svært at tale om og
hverdagen kan opfattes trættende, generende, uretfærdig eller pinlig.
Erfaringerne er derfor meget forskellige fra familie til familie og fra
søskende til søskende og der kan ikke gives en klar opskrift på, hvordan det er
at være bror eller søster med et handicap. Derfor er det nødvendigt at se på
hver familie og møde hver enkelt families behov samt være opmærksom på at
behovet undertiden ændres som tiden går. Erfaringen viser, at søskende der ikke
ser sig selv som ligeværdige, kan føle usikkerhed, bekymring og få en følelse
af ensomhed eller opgivelse. For nogle kan det på den lange bane føre til
sociale problemer eller problemer i forhold til skole og trivsel. Søskende
der har oplevet sig selv som ligeværdige og som føler, at deres behov er blevet
mødt, oplever til gengæld ofte langt en mere positiv rolle i familien. For
mange af børnene giver det en ekstra dimension til tilværelsen at have en
søskende med et handicap og en øget mulighed for at udvikle en viden,
forståelse og empati som bliver en styrke i voksen tilværelsen. Som forældre og
andre voksne i omgivelserne man bør være særlig opmærksom på følgende:
Hvilke signaler sender børnene og hvilke signaler sender de
ikke?
Hvad er normal adfærd og hvornår bør betragtes problemer som
et signal om behovet for en særlig opmærksomhed?
Hvordan kan vi afsætte særlig tid til søskende?
Hvordan sikre vi i familien at vi alle trives?
Udover den naturlige og ultimative forældre kærlighed er der
også andre ting man som forældre kan gøre for at støtte børn som har en bror
eller søster med særlige behov. Mange søskende har brug for tid og hjælp til at
tilpasse sig den nye situation i familien, når der er kommet en lille ny med et handicap. Når en spændende tid i begyndelsen har lagt sig kan der være behov for at
få fortalt søskende, at deres nye søskende har et handicap særligt hvis der er
tale om et mere usynligt handicap som ikke er lige til at se. Det er vigtigt at tale med børnene allerede i
en tidlig alder og give dem viden om det specifikke handicap afhængig af
modenhed og alder. Børnene opdager det "anderledes" på et tidspunkt og derfor kan man som forældre lige så godt få det fortalt. Når man taler om handicappet hjælper det børnene til at få
en viden som er guld værd på længere sigt især når andre spørger eller
kommenterer handicappet. Oplevelsen af at få en viden og øget forståelse giver
søskende en god følelse af coping. Det er de voksne, som skal tage initiativet
og åbne for sådanne samtaler. Information og viden er en fortløbende proces i
mange forskellige lag. Det er ikke nok at give oplysningerne en gang og være i
den tro, at vi nu ved barnet det som han eller hun har brug for. Børnene skal
have oplysninger flere gange for at få den rette forståelse og oplysninger og
viden skal opdateres alt efter hvordan udviklingen går. Også tilbageskridt kan
være vigtige at italesætte. En udvikling med et barn med særlige behov går sjældent
i en lige linje men der vil være hop frem og tilbage i livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar