Den helt store styrke på Ådalskolens søskendekursus
findes først og fremmest i gruppedeltagernes forskellige erfaringer og
genkendelsen i fælles problemstillinger og oplevelser. Børnene lærer af
hinandens måder at håndtere tingene på og kan få energi og ideer til at
prøve igen på nye måder. De erfarer også, at de ikke er alene om de
forskellige erfaringer og oplevelser. Gennem søskendekurset får de tilmed opbygget et
fællesskab omkring de temaer, der indgår. Et af formålene med forløbet er også, at der skabes et netværk mellem børnene, som kan fortsætte efter at søskendekurset er slut. Til hvert søskendekursus deltager hver gang 3 gruppeledere som
har stor erfaring. Det er vigtigt, at de voksne til hver kursuslørdag
forbereder nogle eksempler til anskueliggørelse af dagens temaer og
problematikker. Det er ligeledes vigtigt at understrege, at det vi som voksne prøver
at fremme på kurset, er nye perspektiver og en ny indsigt. Vores egne
erfaringer tjener dels som eksempler på og beskrivelse af forskellige temaer og
problemstillinger der skal snakkes om men gør også, at det føles mindre
”farligt” at tale om og er med til at skabe tryghed til at sætte ord på
personlige oplevede emner. Det kræver en del behændighed at ”oversætte”
personlige situationer til generelle almene historier og dermed bibringe børnene
følelsen af ikke at stå alene med deres problemer. De hidtidige erfaringer
viser, at erfaringsudvekslingen bliver meningsfuld for søskende, når søskendekurset
sætter fokus på udbyttet af at dele hinandens historier frem for et fokus på
den enkelte deltagers personlige historier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar