Det er ikke kun for forældrene, at et barn med handicap er
en stor omvæltning. Det er det også for søskende. Til alle dem har Ådalskolen i
Ringsted et tilbud, som kaldes søskendekursus. Deltagerne på søskendekurser er typisk
mellem 9 og 16 år. De mødes et antal weekender, hvor de hygger sig, leger og
snakker om handicap i en afslappet atmosfære. Formålet med søskendekurset er,
at børnene og de unge møder andre i samme situation. Nogle ved utrolig meget om
deres søskendes handicap og andre ved ingenting. Vi prøver at gøre dem
nysgerrige i forhold til hinanden og forsøger at hjælpe dem med at få nogle ord
og begreber til at forstå forskellige handicap. Det giver dem svar på nogle af
de spørgsmål, som de tumler med. For eksempel om det pågældende handicap
smitter, eller om søskendes børn også vil blive handicappede,« fortæller gruppeleder
på Ådalskolens søskendekurser Nadia Kyed. Hun tilføjer, at søskende til handicappede børn ofte kan
være udsat for drilleri. "Din bror er tosset" kan nogen sige.
Erfaringen viser, at børn med viden om deres søskendes handicap er mindre udsat
for drilleri, fordi de kan svare på de ofte meget direkte spørgsmål, som deres
kammerater stiller. Børn og unge, der deltager på et søskendekursus, peger på
både fordele og ulemper ved at have en handicappet bror eller søster. De fordele, de nævner, er blandt andet, at de
kommer med på kurser, at de møder andre børn gennem deres søskende, at de er
bedre til problemløsning, at de sætter pris på tingene i livet og at de oftere
kommer i svømmehallen. En af ulemperne kan være, at de føler, at de ikke får så
meget opmærksomhed som deres søster eller bror. Forældre bør også være opmærksomme på, om søskende er
"for dygtige" i forhold til deres alder. Store søskende - især
storesøstre - kan nemt blive "den tredje voksne" i familien. De er
gode hjælpere og gode til at vise omsorg. Så gode at de nogle gange
tilsidesætter deres egne følelser og behov,« fortæller Nadia Kyed. Det er dog vores
indtryk, at de fleste forældrepar er meget opmærksomme på, at det ikke skal
blive for tung en byrde, at ens bror eller søster er handicappet. Der skal også
være plads til konkurrence, drilleri, belæring, jalousi og alle de andre ting,
som der altid vil være mellem søskende både med og uden handicap.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar