søndag den 4. august 2019

Det endelige mål er altid søskendes trivsel


Det endelige mål for en indsats med Ådalskolens søskendekurser i Ringsted er naturligvis, at børnenes trivsel i sidste ende skal øges. Logikken er, at en familie hænger tæt sammen som et system og alle i systemet påvirker hinanden på en eller anden måde. Lidt lige som en edderkop der kravler i sit spindelvæv. Ifølge systemteorien bliver vi ikke bare påvirket af vores omgiver og de sociale systemer, som vi er deltagere i. Vi har også selv mulighed for at påvirke og få indirekte indflydelse på de omgivelser eller fællesskaber, vi deltager i. Det er dette fællestræk i social systemteori, at vi som aktører i sociale systemer påvirker helheden og selv bliver påvirket af denne helhed. At være deltager på et søskendekursus har desuden også en selvstændig betydning i forhold til at give børnene større selvtillid og trivsel. Det giver således både logisk og psykologisk mening, at børnene får det bedre, når forståelsen og indsigten blandt søskende styrkes. Søskendegrupper i sig selv ser derimod ud til at have en stor betydning for børnene. På søskendekurset arbejder vi med at styrke børnene gennem forskellige øvelser og lege. John Quist Frandsen som er en af de 3 gruppeledere på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted fortæller, at vi har arbejdet skiftevis med low arousal og high arousal, for at rumme alle børn og arbejde med de forskellige aspekter af deres erfaringer eller udfordringer ved at have en bror eller søster med et handicap. Han fortæller endvidere, at børnene i begyndelsen ofte er lidt usikre, men arbejdet og tilliden betyder at de fleste efterhånden kan sætte ord på følelser, oplevelser og at det styrker søskendes selvtillid. Vores aktiviteter er med til at italesætte det vilkår som det er at have en søskende med et handicap og øvelserne træner også børnene i at være modige og give slip på den usikkerhed der kan være tilstede når man for første gang skal fortælle om ens søskende. John fortæller, at der på den første kursuslørdag er nogle snakkesessioner, som virkelig mange søskende er glade for. De er med til at skabe åbenhed fra starten og en fællesskabsfølelse børnene imellem. Det er markant at se, at søskende med tiden får et tættere fællesskab. Netop følelsen af at være fælles om noget og ikke stå alene med at være søskende til en bror eller søster med et handicap er noget af det, som alle søskende tilskriver en meget positiv betydning. ”Det har givet mig en følelse af ikke at være alene. Jeg synes det er rart, at jeg har mødt nogle andre børn på min egen alder, hvis søskende også er handicappet. (Pernille, 10 år, deltager på søskendekursus i marts 2019). Både søskende og forældre fortæller, at søskendekurset har haft den særlige betydning, at det har været med til at give den særlige ramme hvori det er ”legalt og lovligt at fortælle om ens søskende”. Sådan var det en af drengene på 9 år som udtrykte det. Børnene har været meget glade for at komme og har glædet sig hver kursusgang. Mange forældre fortæller, at deres børn er blevet mere åbne. En fortæller om, hvordan de bedre kan tale om følelser hjemme og hvordan hendes søn er blevet bedre til at sætte ord på sine tanker og tålmodighed. De bruger også superhelte temaet som ramme i deres samtaler og har dermed kunne bruge søskendekursus tilgangen meget direkte. En anden fortæller, at hendes søn er blevet mere åben overfor fremmede, hvilket hun tilskriver, at han føler sig mindre alene og langt mere tryg. Dette blogindlæg kan passende slutte med endnu et citat fra et af børnene, som har deltaget. Her fortæller Christian på 12 år, hvordan søskendekurset har hjulpet ham:
”Jeg elsker min søster selvom hun har autisme men samtidig bliver jeg også bare så vred og frustreret over det hun gør. Nu ved jeg, at autismen aldrig går over men at det er mig som bliver nød til at indstille mig på, at sådan ser min families liv altså ud. Efter at jeg har været på søskendekursus er jeg blevet gladere, fået mere ro og accept af min og min families virkelighed”.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar