Allerede fra den første kursuskørdag bliver der skabt et helt særligt rum. I begyndelsen da vi lavede søskendekurser på Ådalskolens i
Ringsted havde jeg forestillet mig, at det ville tage lang tid førend børnene
turde at havde tillid til at berette om deres erfaringer om det at have en
bror eller søster med et et handicap. Vores overraskelse var derfor stor, da børnene
allerede den på første dag fortalte vidt og bredt om deres erfaringer. Den første lørdag møder
alle deltagerne op og er naturligvis synligt meget spændte. Vi får lidt morgenmad
sammen og imens fortæller vi lidt om os og ideen med søskendekurset. Dernæst
præsenterer søskende sig for hinanden. Vi spørger lidt til det som de fortæller og hvad de forventer sig af søskendekurset. I løbet af formiddagen bliver vi altid meget overraskede. For det første vil alle
gerne præsentere sig og gerne fortælle om deres livssituation. Søskende
fortæller om hvordan deres liv har formet sig og hvad der sker i familien og
hvordan det er at have en søskende som har et handicap. Livshistorier som
rummer alle facetter af en barndom og mange forskellige oplevelser. Deres livserfaringer vidner på den ene side om en klar sammenhæng mellem det sociale
miljø, omsorgsrelationer og ressourcer fra nærmiljøet. Ingen af de deltagende
søskende kender hinanden på forhånd, men i erfaringsudvekslingerne er de
virkelig gode til at lytte til hinanden, hvor det bliver tydeligt, at de genkender mange sider af sig selv i hinandens historier. Erfaringsdannelse er naturligvis subjektive
processer, som er forankret i livshistorien, men er samtidig også sociale og kulturelle
erfaringer. Det vil sige, at på trods af deltagernes
forskellige baggrunde, vækker de individuelle historier kollektiv genkendelse, hvilket
medfører, at den enkelte søskende med det samme får en oplevelse af at være
blandt ligestillede.
Det giver en særlig berørthed
At være deltager betyder også med at være i en dynamisk
gruppe eller med andre ord i en gruppe af ligestillede fordi det for deltagerne er første gang de ser hinanden og første gang at mange af dem fortæller åbenhjertigt om deres bror eller søster. I erfaringsudvekslingen bliver
søskende også berørte som er et udtryk for, at processen rører ved komplicerede
affektive og kropslige relationer. Der opstår det som vi kalder for en
sansebaseret autentisk empati. Genkendelsen, det emotionelle engagement og
oplevelsen af at deltage i et søskendekursus med ligestillede betyder, at søskende nemmere kan og tør fortælle deres historier. Pernille på 12 år: ”At der er et rum, hvor ting er legale
at blive sagt højt. Der er ikke noget, der er pinligt. Der er ikke noget, der ikke
er legalt at sige, der er ikke noget der er skamfuldt, der er ikke noget der er
værre end den anden søskende fortæller som naturligvis har en anden historie fortalt udfra en anden vinkel”. Gruppeleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus
i Ringsted fortæller også, at det rum som bliver skabt, hvor det er muligt at
italesætte historier, tabuer, skamfulde, sjove eller pinlige oplevelser er af
meget stor betydning. Det bliver muligt og legalt at italesætte egne
oplevelser og realiteter overfor hinanden, hvorved de kan dele deres subjektive
og kollektive erfaringer med at være søskende til en bror eller søster som har
et handicap. Søskende erfarer med andre ord et rum for et mere ligeværdigt
samvær og ligeværdige dialoger i interaktionen med hinanden. Det betyder at søskende
erfarer, at de kan indgå i et socialt samspil med andre uafhængig af deres bror
eller søsters diagnose på en anden måde og at de i denne sammenhæng kan høste andre erfaringer. Børnenes
individuelle og kollektive erfaringer med en bror eller søster som har et
handicap er erfaringer, som vi undervejs i søskendekurset arbejder videre med
og sætter "lys på" i det fælles rum. At have en bror eller søster med et handicap er et livslangt vilkår og vi oplever på søskendekurserne, at der hele tiden dukker
nye lag frem som er væsentlige for søskende ”at have mulighed for at sætte spot på”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar