Et søskendekursus er ikke et ”hvad synes du selv forløb”

Det går tit og ofte igen i vores samlede oplevelser fra Ådalskolens søskendekurser, at de bedste erfaringer ligger i, at søskende er meget medaktive undervejs på søskendekurserne. Vi som gruppeledere er naturligvis opmærksomme på at tilrettelægge og organisere et kursusforløb, hvor børnene og de unge selv får mange muligheder for at reflektere – enten to og to eller i grupper omkring et oplevelsespunkt. Det er også et gennemgående kendetegn ved alle vores aktivitetsforløb er, at søskende sjældent ”tales på”. Faktisk er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt voksen taletid der egentlig er undervejs på kurserne. Vi ser ikke os selv står ved en tavle i længere tid for at forklare og fortælle, hvordan det er at være søskende til en bror eller søster med et handicap eller fortælle hvordan man skal gøre dit eller dat. I stedet oplever vi os selv meget tidligt i kursusforløbet bede søskende om at bidrage eller forholde sig til det tema som netop er "oppe i fællesskabet". Vi begrunder denne overvejelse med, at det er meget vigtigt at møde den enkelte søskende netop hvor han eller hun befinder sig og det er nærmest umuligt at gøre, hvis vi gang på gang taler til hele flokken som en samlet gruppe. Alle søskende er forskellige og alle har erfaringer og oplevelser som på en og samme måde både er ens og forskellige. Det er netop denne præmis vi er meget stor fortaler for. I præsentationen af et nyt tema vil nogle søskende hurtigt være klar til at omsætte den nye viden til praksis derhjemme, mens andre søskende har brug for at få det forklaret på mange forskellige måder. Vi oplever også, at mange søskende mister fokus og motivation, hvis taletiden bliver for lang. I stedet initierer eller faciliterer vi typisk dialog mellem søskende eller sætter eleverne i gang med konkret aktiviteter. For eksempel ved at udlevere en række billeder eller se et filmklip som søskende i mindre grupper skal forholde sig til. Vi beder derefter søskende tale om ligheder og forskelle og til slut præsentere det som de i gruppen er kommet frem til. Vi holder os selv tilbage i diskussionen, lytter intenst og lader i stedet søskendes perspektiver og analyser komme frem. Vi beder også søskende at forklare hinanden, hvordan de håndtere forskellige oplevede situationer frem for selv at gennemgå dem med vores ”voksen øjne”. Kursusformen på Ådalskolens søskendekursus giver dermed stor mulighed for, at søskende forholder sig aktivt til det pågældende emne frem for at indtage en passiv lytteposition. Det er på den måde, at den bedste læring sker, vurderer gruppeleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus. Jeg tror ikke, at 14 søskende vil have gavn af, at jeg stiller mig op og forklarer hvordan de skal gøre men jeg tror på, at når jeg sidder med en mindre gruppe søskende, så giver det mening at få så mange facetter af livet frem som muligt. Naturligvis står vi voksne på søskendekurserne altid fuld tilrådighed hvis en eller flere søskende har et konkret spørgsmål – det er altså ikke ”hvad synes du selv”. Når vi efterfølgende kikker tilbage på et forløb oplever vi at søskende selv har sørget for meget af fremdriften på kurset. John supplerer: ”Vi har selvfølgelig sat rammerne for det, men det er jo egentlig søskende, der bidrager til, hvad der skal ske, og hvor de skal være henne på de forskellige niveauer.” Progressionen i et søskendekursus er tæt knyttet til søskendes eget tempo og ikke mindst alder, hvilket skaber et naturligt flow igennem de 3 måneder et søskendekursus på Ådalskolen varer.