At være søskende til
en bror eller søster med et handicap kan godt være udfordrende. Der er mange
ting i hverdagen der skal tages hensyn og der er mange gøremål som skal nås.
Søskende som deltager på Ådalskolens søskendekursus i Ringsted fortæller, at søskendekurset
har givet dem et sprog til at tale om det vilkår det er at være pårørende på og
er blevet bevidst om, hvor afgørende det er at passe på sig selv, sætte grænser
samtidig med, at man passer på ens bror eller søster som har et handicap. Søskende
oplever, at de har fået et skub i retning af at komme i gang med tanker og aktiviteter,
som også er gavnlige for dem selv, fordi det er noget de selv har lyst til og
gør for deres egen skyld. Dette kan være at læse bøger, gå til en
fritidsinteresse, besøge kammerater oftere eller andre ting og mange fortæller
også, at søskendekurset samtidig har hjulpet dem til at have mindre dårlig
samvittighed. Ved søskendekursets begyndelse var der 28 % som fortalte, at de
”hele tiden” eller ”det meste af tiden” havde en hverdag, som var fyldt med
ting, der interesserede dem. Ved søskendekursets afslutning, var denne andel
steget til 48 %. Søskende fortæller også, at de er blevet mere opmærksomme på,
at det er i orden at bede om hjælp fra andre og indrømme, at der er ting de
ikke har lyst til at gøre. Endvidere tales der om, at søskendekurset giver
redskaber og ideer til at tackle situationer bedre end før, til at kunne lægge
bånd på sig selv og være mere tålmodig og acceptere, hvis tingene går langsomt
med deres bror eller søster med et handicap. Andre søskende fortæller om,
hvordan kurset har hjulpet dem med at få mere ro og struktur i hverdagen,
hvilket giver et andet overskud og gør det lettere at tackle uforudsete
hændelser i samværet med ens bror eller søster. Endelig er der stemmer, som
fortæller, at kurset har bidraget til, at de ikke længere har et ønske om ”at
flygte fra det hele”. En gennemgående oplevelse hos søskende er, at samværet
med de andre søskende på holdet har været meget værdifuldt, det vil sige
muligheden for at udveksle tanker, følelser og erfaringer, men også det at
kunne hjælpe hinanden ved at dele konkret viden om muligheder for hjælp og støtte
er et væsentligt plus ved søskendekurset. Alle fortæller, at stemningen og
samspillet søskende imellem har været god og dannet udgangspunkt for gode
samtaler - ikke bare i under aktiviteterne, men også i pauserne og
efterfølgende. Det fremhæves, at selvom søskende på mange måder er forskellige
og er kommet med forskellige udgangspunkter, var der generelt et stort
engagement og en interesse i hinanden. Flere af børnene og de unge beskriver,
at netop dette element – at møde andre som deler de samme vilkår og følelser
omkring søskenderollen, er afgørende for deres udbytte af søskendekurset. Endelig
er der børn og unge, som fortæller, at de på kurset oplevede, at de allerede
var opmærksomme på, hvad der var godt at gøre og dermed mere blev bekræftet i,
at de var på rette spor eller at det var godt at få frisket nogle ting op og
blive mindet om det på ny.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar