"Fedt at høre at jeg ikke er den eneste..."

Man skal ikke have sin daglige gang i skoleverdenen i ret lang tid før man støder på børn som har en bror eller søster med særlige behov. Når vi ved, at der i gennemsnit sidder 1-2 elever i hver klasse som kender til de anderledes hverdagsvilkår kan det godt vække bekymring, at det er de færreste skoler som har fokus på søskende som pårørende. Børn som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap har brug for at tale om, hvordan det er at være søskende i en sådan familierelation. Nogle søskende oplever, at de kan have svært ved at få deres hverdag til at hænge sammen, nogle tænker en masse bekymrende alene tanker og værst er det, hvis søskende begynder at ”trække sig” fra fællesskabet. At være søskende er en livslang opgave som går længere end nogen forældres levealder og nogen sagsbehandler eller pædagog. Derfor giver det mening at fokusere på søskende og John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus forklarer og anbefaler søskendekurser, for at søskende kan få mulighed for at sætte ord på deres oplevelser og erfaringer. At tilbyde et neutralt frirum og mærke at man ikke er ”Palle alene i verden” er guld værd fortæller mange af de deltagende søskende. På et søskendekursus opdager børnene, at de er fuldstændige som de andre og at andre børn også kan opleve det pinligt, når deres søskende bliver vred i supermarkedet eller pludselig sætter sig ned, begynder at skrige og ikke vil med længere. På søskendekurset skal vi ikke kun tale om børnenes bekymringer, men vi skal styrke dem til at mestre den anderledes og nye situation som: Hvad kan jeg ellers tænke, når jeg egentlig ønsker min storebror af pommeren til? Hvem kan hjælpe mig? Søskende skal ikke lære at leve i et nyt liv, men mere at guide sig anderledes rundt i det liv man allerede har, fortæller John.