tirsdag den 25. juni 2019

Den helt store styrke er afgjort



Den helt store styrke på Ådalskolens søskendekursus findes først og fremmest i gruppedeltagernes forskellige erfaringer og genkendelsen i fælles problemstillinger og oplevelser. Børnene lærer af hinandens måder at håndtere tingene på og kan få energi og redskaber til at prøve igen på en ny måde. De erfarer også, at de ikke er alene om de forskellige problemstillinger. Gennem søskendekurset får de tilmed opbygget et fællesskab omkring de temaer, der indgår. Et af formålene med forløbet er da også, at der skabes et netværk mellem børnene, som kan fortsætte efter endt søskendekursus. Til hvert søskendekursus deltager hver gang 3 gruppeledere som har stor erfaring. Det er vigtigt, at de voksne til hver kursuslørdag forbereder nogle eksempler til anskueliggørelse af dagens temaer og problematikker. Det er ligeledes vigtigt at understrege, at det vi som voksne prøver at fremme på kurset, er nye perspektiver og en ny indsigt. Vores egne erfaringer tjener dels som eksempler på og beskrivelse af forskellige temaer og problemstillinger der skal snakkes om men gør også, at det føles mindre ”farligt” at tale om og er med til at skabe tryghed til at sætte ord på personlige oplevede emner. Det kræver en del behændighed at ”oversætte” personlige situationer til generelle almene historier og dermed bibringe børnene følelsen af ikke at stå alene med deres problemer. De hidtidige erfaringer viser, at erfaringsudvekslingen bliver meningsfuld for søskende, når søskendekurset sætter fokus på udbyttet af at dele hinandens historier frem for et fokus på den enkelte deltagers personlige historier.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar