mandag den 10. juni 2019

Børnene skal føle sig kompetente


Søskendes forskelligartede erfaringer med at være bror eller søster til et barn med et handicap har stor indflydelse på deres selvtillid og tro på egne evner på søskendekurset og naturligvis i rollen som søskende. Vi voksne skal derfor have fokus på at anerkende og fremhæve børnenes virksomme handlinger, så de bliver opmærksomme på det, som lykkes for dem. Det kan de derefter overføre til andre hverdagssituationer i familien, så søskende erfarer, at de har muligheder og evner til at gøre en forskel for sig selv og for deres familie. Troen på egne evner kan ligeledes blive forstærket, når man hører, hvordan andre søskende har håndteret udfordringer, og man oplever opbakning og anerkendelse fra de andre på søskendekurset. Til dette kan det være virksomt, at børnene taler sammen to og to eller i mindre grupper, inden man drøfter det i plenum. Det er endvidere vigtigt at afslutte hver kursuslørdag med en opsamling af dagens emne samt refleksion over, hvad der har inspireret børnene på kursusdagen.
Det gør dem bevidste om deres nye viden og kan støtte dem i at føle sig mere kompetente efter hver undervisningsgang. Et eksempel fra Ådalskolens søskendekursus er, at søskendes kompetencefølelse understøttes positivt, når de skal beskrive og fortælle om det, som lykkes og fungerer godt for dem i dagligdagen derhjemme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar