Ansvar skal doseres i de rette mængder

Undervejs på et søskendekursus sådan som det afvikles fra Ådalskolen i Ringsted bliver der talt om mange forskellige temaer. Hvert kursus er forskellig fra hinanden men alligevel er der nogle temaer som vi hører går igen og igen. Sådan fortæller gruppeleder Nadia Kyed som er en af de voksne bag søskendekurserne. I foråret har vi blandt andet haft talt en del om ansvar. Om det er fordi det denne gang var et udelukkende et pigehold er svært at sige men ved flere lejligheder faldt snakken hen på ansvar. Nadia fortæller, det er ikke nødvendigvis dårligt, at søskende til børn med handicap tager ansvar, men det kan hurtigt gå hen og bliver ”overansvarlige”. Derfor skal forældrene hjælpe børnene med at slippe ansvaret i ny og næ – f.eks. ved at tale med børnene om ansvar. Jeg tror grundlæggende, at det er godt, at børn opdrages til at have ansvar. Det kan man savne i mange såkaldt normale familier, hvor man måske i for høj grad servicerer børnene i stedet for at give dem ansvar. Men i familier med handicap, alvorlige udviklingsforstyrrelser m.v. kan man tit opleve, at søskende udvikler en overansvarlighed. Når søskende tager et for stort ansvar, kan det ske både hjemme og ude. I hjemmet hvor de ubevidst påtager sig at hjælpe deres forældre på alle måder og måske får de reelt også et stort ansvar, fordi de bliver bedt om lige at kigge efter bror eller søster, eller lige klare det ene eller det andet. Så de både tager og får et stort ansvar. I skolen udviser de hensynsfuldhed over for deres kammerater, og det er dem, som trækker sig, når der er ved at komme en konflikt. De udviser på alle måder et stort ansvar, men lader også de andre få bolden. Disse forhold oplever vi også på søskendekurserne, hvor nogle udviser et stort ansvar for os voksne. Når vi påpeger det, så har vi lagt mærke til, at så bliver de lidt mere åbenmundede og tør slippe sig selv lidt mere løs, fordi nu har ”trolden et navn”. For meget ansvar kan som konsekvens have, at børnene bliver for forsigtige og tager for meget hensyn i relationerne. Derfor skal det doseres, så de også kan finde ud af det, når de bevæger sig udenfor hjemmet. Hvis ikke så begynder man at tage ansvar for andre relationer end dem, der er ens egne. Så tør man ikke stå på sin ret, men er hele tiden optaget af at tage hensyn andre og at forsvare andre. Og så kan man få problemer, hvor det er svært at turde stå frem som sig selv.