lørdag den 29. august 2015

Og sommerfuglene de fløj pist væk

Da Ådalskolen her til morgen slog dørene op til endnu et søskendekursus for 15 børn fra nær og fjerne var det med mange sommerfugle i maven. Det er helt normalt når man skal møde mennesker for første gange og kroppens måde at reagere på når den gør sig klar til noget nyt. Og nyt var det for de 15 børn i alderen 9-13 og 3 voksne for det var første gang vi havde set i hinanden. I begyndelsen var der så stille, at det var muligt at høre en knappenål falde til jorden, men ved hjælp af flere rystesammen lege kom der gang i snakken. Efter at forældrene var taget hjem havde vi en lille pause, hvor fodboldene kom på banen og både drenge og piger gik til den med sved på panden. Andre morede sig i gymnastik salen med de mange forskellige redskaber. Derefter lavede vi et håndtryk og det var den perfekte måde til at fortælle mere om hinanden og lære hvor vi hver især kommer fra. 


Senere gik vi rundt på skolen og kikkede ind i de forskellige klasser, et sanserum med en bevægelig himmel og mange forskellige hjælpemidler. En øjenåbner for nogle af jer og tak for de mange spændende spørgsmål I bidrog med. Et hjælpemiddel er jo egentlig kun en ting, som kan hjælpe et andet mennesker med at få en bedre livskvalitet. Efter frokost var det tid til film. En film som hedder ”Men jeg vil ikke bytte” der handler om søskende og filmen viser mange forskellige temaer. Lige fra drengen som ofte kommer op at slås med hans storesøster som har Downs syndrom, en storesøster som har en lillebror der ofte er indlagt på hospitalet og tilsidst pigen med en tvillingebror som spiser blade og det som er værre. 
Efter filmen fik vi en rigtig god snak alle sammen om hvad I genkender fra jeres egen søskende og tak fordi I allerede i dag er så ærlige og fortællende. På den måde er I virkelig med til at skabe et godt søskendekursus. Vi sluttede af med at snitte en pløk, en rigtig spejderaktivitet og godt vi havde førstehjælpskassen for der var et par stykker som snittede i fingeren i stedet for i pinden. 


Summasumarum en rigtig fantastisk start på søskendekurset, i et sensommervejr som vi kun kan være glade for. Vi glæder os allerede til at se jer igen i slutningen af september. Hav det godt så længe. Følg med her på bloggen, hvor vi i den kommende uge skriver mere fra begyndelsen af søskendekurset.
God søndag
De bedste hilsner
Birgit, Gitte og John

Ingen kommentarer:

Send en kommentar