Når det er en snørklet vej der ligger foran

Når et barn fødes med et handicap påvirker det en hel familie. Alt hvad der før var normalt, bliver pludselig vendt på hovedet og intet er længere som før. Et barn med et handicap ændrer det, som før var. Sådan fortæller mange søskende, når vi på søskendekurserne spørger dem, hvordan det er at være "i deres sted"? Familien rammes af en ubalance af følelser som magtesløshed, frustration, hjælpeløshed og ikke mindst tanker som; Har vi gjort noget galt? Kunne vi have gjort det anderledes? At have et handicap opleves stadig for mange mennesker som tabu og ofte taler de pårørende ikke så meget med deres omgivelser omkring den svære tid, de går igennem. 

Måske føler de sig tynget af skyld eller oplever, at det er skamfuldt at skulle fortælle andre at deres barn har et handicap. Tanker som, hvad tænker de andre, naboerne eller veninden kan stoppe os i at fortælle åbent om kvalerne. Som pårørende og ikke mindst søskende til et barn med handicap må man derfor hurtigt lære sig at være ligeglad med omgivelserne, og hvad de nu end tænker og kunne sige ”pyt”. Søskende holder nogle gange deres bekymringer og tanker for sig selv. De ønsker naturligvis ikke at belaste forældrene yderligere med deres bekymringer og af hensyn til familien kæmper de nogle gange for at holde sammen på sig selv. 

Særligt for søskende er det vigtigt at få talt med nogen, som har overskud og er i stand til at kunne lytte, rumme og give plads. En god ven, en skolelærer, en nabo (og har du overskuddet), kan du måske selv række en hånd frem for på den måde give plads til, at barnet kan få luft for sine bekymringer. Bekymringerne kan du ikke altid fjerne - og skal heller ikke - men bare det at kunne få lov til at sætte ord på og på den måde få luft, kan være nok til, at søskende samler lidt flere kræfter til at gå den ofte snørklede vej, der ligger foran.

En anden mulighed er også at tilmelde sig et søskendekursus.