Flere steder her på bloggen holder vi af at bruge ordet
”alderssvarende” og vi er af flere forældre blevet spurgt til hvad vi egentlig
mener? Derfor har vi skrevet dette blogindlæg om emnet, som vi håber I bliver
glade for. Det skal som en begyndelse siges, at det naturligvis er vores mening
og der kan være andre som tænker og mener noget anderledes.
Hvad man skal fortælle børn
og hvordan, afhænger af barnets alder og evne til at forstå. Børn har generelt
ikke brug for mange og lange samtaler, men har brug for at man er åben overfor
de spørgsmål og de tanker, som det vender tilbage til. Børn reagerer og spørger ofte i små portioner. Især mindre børn vil hurtigt igen være optaget af
deres eget. Børn under 4 år er meget påvirkelige overfor forandringer og uro i
dagligdagen. De kan ikke beroliges med forklaringer, og kan ikke forstå hvad et
handicap egentlig indebærer. De reagerer på det de "forstår" og "oplever" -
f.eks. at storebror slår eller at lillesøster græder meget. De reagerer på
adskillelse og bliver mere urolige og pirrelige, hvis deres hverdag ikke er
tryg og genkendelig. Fysisk kontakt og omsorg er mere beroligende end ord.
For
børn i førskolealderen (4-6 år) gælder mere eller mindre det samme, men de kan have glæde af
korte konkrete forklaringer og eksempler. De kan f.eks forstå begreber som svært og nemt. Men i denne alder har børnene også en livlig fantasi og børn kan tro
at de er skyld i handicappet og kan derfor få fantasier om, at det er deres
skyld, hvis deres bror eller søster har en anderledes adfærd. De kan være meget medfølende
og hjælpsomme og undertiden agere mere voksent end det er naturligt for deres
alder. De har brug for forsikringer om, at deres handlinger ikke styrer handicappet,
og de har brug for at kunne få lov til at være livlige og aktive, sådan som det
er naturligt for deres alder.
Større børn (mellem 6-12 år) forstår og
registrerer mere. Samtidigt er de stadig i en alder, hvor forestillinger og
realiteter blander sig sammen i et stort mix, og det er ikke sjældent at opleve at børn kan
gøre sig magiske forestillinger om hvilken rolle de kan have i forløbet. De
spekulerer meget over tingene. De kan være meget usikre overfor, hvordan de skal
forholde sig i familien og kan være tilbøjelige til at tillægge sig selv for
meget ansvar for om handicappet udvikler sig eller holder sig i ro. De kan have
brug for jævnligt at blive mindet om, at det ikke er deres skyld at deres bror
eller søster har et særligt behov eller har et handicap. Men det kan være svært
for dem at begribe det alligevel, for selv om de godt forstår det "med
hovedet" kan følelsen ofte være stærkere end forståelsen. Som de mindre
børn har den aldersgruppe brug for omsorg, men også for selv at give omsorg og
føle sig nyttige. Lad dem derfor hjælpe med små praktiske gøremål, men lad dem
aldrig få en voksens rolle.
Teneageårene er den tid, hvor roller og sociale
normer udvikles og tager en mere fastere form. Det er også den periode i barnets liv, hvor man
begynder at tænke og forstå tingene på en mere voksen måde. Eller tager ansvar
på en mere voksen måde. Måske søger man selv information om sygdommen eller ønsker
kontakt med andre børn af mennesker med handicap. Teenagere er erfaringsmæssigt
en gruppe, som kan komme til at påtage sig for stor en omsorgsrolle og for
mange ansvarsområder i familier i forhold til barnet med handicap. Typisk vil søskende
tage forskellige roller, og ikke sjældent påtager de større børn sig en lille
forældre rolle, hvis ikke der klart signaleres, at de ikke skal ind i faste og
alt for støttende og plejekrævende roller.
Det betyder naturligvis ikke, at man ikke må stille krav til søskende og inkludere dem, bare man
samtidigt også lægger vægt på, at de også prioriterer deres eget liv og egne interesser. På den
anden side er teenagere jo ofte en gruppe, som svinger mellem at være meget
hensyntagende og lægge bånd på sig selv i forbindelse med handicappet for i det
næste øjeblik at vise deres udtalte irritation.
Teenageårene er en tid, hvor
man søger sin egen identitet, sin selvstændighed og uafhængighed af familien.
Samtidigt er det også en tid, hvor man naturligt påtager sig en mere medspillende rolle og gøre den forskel, som er en hjælp i familien, f.eks at det er vigtigt at deles om opgaverne på en
sund måde. Men hvis ansvarsfølelsen og medfølelsen tager overhånd kan det kan
være svært at gøre sig uafhængig og få tid til egne interesser og relationer.
Der er en større fare, hvis der ikke er ressourcer nok i familien eller andre kan hjælpe til. Så kan teenagerens udvikling hæmmes og bekymringerne overtager. "Hvordan
skal det gå hvis jeg ikke tager mig af det her?" er en typisk formulering
der ses hos teenagepiger/søstre.
Den bedste støtte til børn er:
- At være åbne om både det svære og det nemme ved at være søskende til et barn med særlige behov eller et handicap.
- At lytte til børnenes egne oplevelser set med søskende øjne.
- At give børnene mulighed for at deltage i egne interesser og have egne kammerater
- At give børnene mulighed for at have "fri" fra handicappet
- At børnene kan deltage i søskendekurser så de oplever at andre børn har de samme tanker og at de ikke selv er de eneste.
Alle børn ønsker, at deres har det godt, udvikler sig positivt og får det bedste liv som man kan ønske sig. Det blev til et meget langt
blogindlæg, men vi håber at vi har givet svar på flere af de spørgsmål, som vi
har modtaget.
De bedste hilsner
Birgit, John og Birgitte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar