Selvom vi ønsker at være åbne kan vi også være lukkede

At fortælle kammeraterne i skolen at ens lillebror har et handicap kan godt være rigtig svært. Måske er man bange for at blive drillet eller måske har du prøvet at blive drillet før hen. Hvis ens kammerater ikke behandler dig godt er der jo stor risiko for at du bliver ked af at gå i skole og begynder at mistrives. At blive drillet fordi ens søskende har et handicap er meget grufuldt. Dels kan man ikke gøre for det og dels kan man ikke ændre på det. Faktisk er det kammeraterne man skal skifte ud og forsøge at finde andre som er mere forstående og bedre for dig at være sammen med. At være offer for drillerier er en rigtig dårlig ting som kan ødelægge rigtig meget i hverdagen. Når man spørger søskende synes de generelt ikke at have vanskeligheder med at vurderer om der bliver drillet for sjov eller for alvor. Især er det børnenes klare definition at hvis man siger stop, og den anden så stopper, så ved man det bare var ment for sjov. Men hvis den anden ikke stopper, så er det tydeligvis for alvor. Nogle søskende kender godt til mobning. Ikke blot er begrebet velkendt, mobning forekommer i et betydeligt omfang; knap hver tiende oplever at være udsat for mobning mindst et par gange månedligt. Samlede karakteristikker viser, at de indblandede parter i mobning har det svært på flere områder, herunder skolen, både det faglige og det sociale miljø. At være ny i klassen viser sig som en meget udsat position, når det angår mobning; der er meget fokus på denne person og dennes eventuelle afvigelser fra normer i klassen, og samtidig er personen i udgangspunktet alene uden nogen til at bakke sig op. Mobning kan have forskellige former, og her ses den verbale mobning at være mest udbredt. Hvad der mobbes med er – udover at det angår afvigelser, typisk ydre kendetegn – meget forskelligartet, men konsekvenserne for dem, det går ud over, er meget entydige; mobning gør ondt, man lukker sig inde, man føler sig ensom, det går ud over skolen, og man får det dårligt indeni - og samtidig er det følelser, der ikke er sådan til at slippe af med. Der er heller ikke nogen tvivl i søskendes holdning til mobning: det er ikke i orden.Til gengæld hersker der blandt børnene tvivl om, hvordan man skal handle i en mobbesituation. Søskende kommer med mange og gode forslag til, hvad man skal gøre for at stoppe mobning. Man skal ikke acceptere mobning, hverken som offer eller som tilskuer, men man skal sige fra – enten selv eller ved at henvende sig til en voksen. Indsatser på landsplan og på skoleniveau er også blandt børnenes forslag, ligesom forældre og lærere optræder som vigtige aktører, der rådes til dialog, opmærksomhed og medansvar. Blandt søskendes fortællinger ses der også henvisninger til mobning på voksnes arbejdspladser, og heri er der en reminder til vi voksne – børn gør ikke som voksne siger, uden at voksne også gør det. Det som mange søskende fortæller som en lettelse er at finde nogle kammerater som er forstående og som kan accepterer at din brors handicap ikke har noget med dig at gøre. Det vigtigste er jo, at dem du godt kan lide ved noget om dit liv, så de bedre kan forstå dig og din situation. Måske kan du begynde hos din klasselærer, så han/hun kan hjælpe dig med, hvordan det er lettest at få det sagt. Når først der er skabt en åbenhed og dine kammerater accepterer situationen er det ofte meget nemmere at være dig.