Der kan være flere ting, der er svære, når man er søskende til et barn
med et handicap. Vi har skrevet lidt om nogle af de forhold som kan være gældende for
søskende. Når et barn har et handicap kommer en stor del af mors og fars tid uvægerligt
til at blive opslugt af at opsøge og indgå i behandlingen af barnet. Søskende
kan derfor opleve, at de i en periode mister noget af den tid og den
opmærksomhed, de normalt får fra deres forældre. Samtidig bliver søskende også
bedt om at acceptere og forstå, at barnet med handicap opfører sig anderledes
og måske (for en tid) skal skånes for særlige aktiviteter. Det kan være, at
lillebror slipper for at tage ud af bordet og vaske op eller at storesøster kun
kan sidde i én bestemt stol i stuen, som hun så får lov at lægge beslag på. Tiltag, som giver mening for forældrene, fordi de derved minimerer konflikt
niveauet i familien, men som kan synes som store uretfærdigheder for andre børn
i familien. Børn ser og hører mere, end voksne tror, og det kan vække stor bekymring
hos børn, når de hører mor og far tale om, at deres søskende har et handicap
skal på hospitalet og måske have medicin. De kan derfor blive bekymrede over,
om deres bror eller søster er i livsfare pga. deres handicap eller om det
smitter. Børn, der forstår begrebet handicap eller problemer, kan også være bekymrede
for, om det er noget, der kan gå over, noget der forhindrer deres bror eller
søster i at få et ”normalt” liv etc. Nogle børn påtager sig hurtigt et stort ansvar
for familiens velbefindende i perioder, hvor de mærker, at der er et ekstra
pres, og at mor og far måske ikke har det så godt eller ikke har så meget overskud,
som de plejer. Disse børn bliver til ”de nemme børn”, der holder egne behov
tilbage, ikke ”er til besvær” og således skåner deres forældre for flere
problemer eller stress-faktorer. Eventuelle problemer små eller store kan
derfor få lov at vokse sig større, end de ellers ville, fordi de ikke kommer
frem i lyset. Begynd så tidligt som muligt at informere de allernærmeste familiemedlemmer
– herunder søskende – om, at I har et barn med et handicap. Alt efter alder på barnet du taler med, kan man forklare om handicappet på forskellige måder. Til
små og mellemstore børn kan man fortælle, at det drejer sig om nogle ting, som
deres bror eller søster ikke kan klare. Større
børn kan måske selv være med til at læse brochurer, informationsmateriale og
hjemmesider om handicappet men kig det altid igennem først selv for at se, om
der er noget, der kan virke for skræmmende eller nedslående til, at det er godt
at bruge som introduktion til barnets handicap. En anden mulighed er at deltage
i et søskendekursus, et sådan afholdes på Ådalskolen i Ringsted, hvor børn kan
mødes med jævnalderende og taler om de erfaringer og oplevelser de har i
hverdagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar