Jeg hedder Mads og du hedder (vistnok)…
Ja sådan begynder en af de kendte navnelege som vi bruger på
søskendekurset. En gammel læremester sagde engang, at man altid skal begynde
med ”noget kendt for derefter at tage fat på noget ukendt”. Det er lige det vi gør med
søskendekursets program. Vi vægter meget højt, at vi fra begyndelsen får skabt
tillid og tryghed til børnene helt ned på det basale niveau. Uden tryghed og
tillid kommer vi ingen vegne uden god kemi er alt forgæves. Store dele af
programmet på søskendekurset bygger netop på, at det er søskende som er i centrum
med deres tanker, oplevelser, erfaringer og ”deres stemmer” der skal
italesættes og anerkendes. At anerkende ”et menneskes stemme” er at føle sig
set, hørt og respekteret samtidig med at der naturligvis også bliver lyttet.
Birgitte, en af de andre gruppeledere på Ådalskolens søskendekursus supplerer
med, at bruge sine to ører og en mund er væsentligt for at kunne
møde børnene i deres oplevelser og erfaringer. Gennem en masse sjove aktiviteter som hele tiden foregår i børnehøjde er søskendekurset med til at skabe de allerbedste rammer. Når man skal hjælpe et andet menneske – f.eks. søskende – er det vigtigt at undersøge, hvordan verden ser ud med den andens øjne. Hvem er den anden, og hvordan tænker og føler han eller hun? Vi taler i dagligdagen tit om vigtigheden af at være i børnehøjde. Men hvad vil det egentlig sige, og hvordan gør man det? På søskendekurset bruger vi de gode tommelfingerregler for, hvordan man kommer i børnehøjde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar