Hjemme hos Kim

Vi har fået et meget ærligt og fantastisk brev fra Kim, en dreng på 12 år som fortæller, hvordan det er at være bror til en dreng med autisme. Det er et rigtigt godt brev, som vi ikke har villet forkorte.

Mit navn er Kim. Jeg har en bror, som har autisme, han hedder Michael. Han har noget galt med hans hjerne, det er derfor, han er autist og det er ikke hans skyld. Michael har aldrig sagt et ord i hans liv, og han kan ikke forstå, når vi taler til ham. Michael kan ikke læse eller skrive og han altid gået i specialskole for børn med autisme. Da Michael var yngre gik han på aflastning. Jeg savnede min bror helt enormt, men jeg må indrømme, at jeg var glad for, at jeg havde lidt tid uden ham derhjemme. Jeg følte det flovt en gang imellem, når Michael gør mærkelige ting foran mine venner. Hjemme har min bror sit eget værelse, med masser af legetøj. Det mærkelige er, at han ikke rigtig leger med alt det legetøj, bortset fra hans larmende legetøj, men han ikke kan lide, hvis du rører eller piller ved legetøjet. Når Michael leger med sit legetøj er det ikke den samme måde som du og jeg ville lege. Han ved ikke, hvordan han kan lege med sine biler, plastic dyrene og andre børn. Det legetøj min bror kan lide er Lego, puslespil, malebøger og talende bamser. Michael nyder at se TV og hans foretrukne program er Mr Bean. Michael er ikke særlig god til at beskæftige sig selv, så mine forældre, og jeg er nødt til at bruge en masse tid på at lege med ham, så han ikke keder sig. Nogle gange bliver jeg virkelig jaloux på al den opmærksomhed han får, og jeg føler en dårlig samvittighed, hvis jeg ikke gider lege med Michael. Når jeg så nogle gange spørger efter opmærksomhed siger mine forældre at de er trætte og at det må blive en anden dag. Michael går i seng kl. 20.00 og vågner op kl 5.00 om morgenen. Da Michael var lidt yngre, var der en periode, hvor han ikke ville sove om natten. Mine forældre var udmattede, og nogle gange vågnede jeg op i løbet af natten og følte jeg så træt den næste dag i skolen. Hvis vi laver noget om i huset, kan Michael ikke lide det, og han vil sætte det hele på plads igen. Det kan virke meget sjovt, bare ikke når han kommer ind på mit værelse og begynder at rode. Nogle gange forstår jeg, hvad Michael gerne vil og andre gange kan jeg overhovedet ikke forstå det. Michael ikke kan tale eller forstå, hvad vi siger. Jeg tror det må være som at leve i et fremmed land, hvor du ikke kender sproget. Selvom Michael ikke snakker, laver han lyde og nogle gange lyder disse lyde som ord. Nogle gange tror jeg at han har sit eget sprog som kun de færeste forstår. Jeg kan godt blive ked af det, at min bror er en af dem, som ikke kan tale fordi det må være så enormt. Jeg har fortalt mine venner, hvad der er galt med Michael og de ​​er vant til ham nu, men når en ny kammerat kommer hjem til mig, kan jeg godt blive lidt flov. Mine forældre forklarer dem Michaels problem så de kan vænne sig til ham. Jeg ved ikke, hvordan det er at have en normal bror, fordi Michael og jeg er de eneste børn i vores familie. En ting jeg virkelig hader er, når folk stirrer på Michael, hvis han opfører sig underligt. Jeg bliver så flov. Så når du ser et barn eller endda en voksen opfører underligt, eller han/hun ser mærkelig ud, skal du ikke stirre, de kan have et handicap og kan ikke gøre for det. For nylig forlod Michael specialskolen og han er nu begyndt på et opholdssted, hvor de har mange dyr. Personalet kan rigtig godt lide Michael. Han bor nu på gården hjælper alle de arbejdsopgaver han kan som når han kører rundt med mad til dyrene. Han er så glad for at være der med sine nye venner. Når Michael kommer hjem hver 14. dag så glæder vi os til at se ham og give ham masser af kærlighed og opmærksomhed. Nogle gange føler jeg mig skyldig fordi Michael ikke bor hjemme som jeg, og nogle gange jeg kan blive i tvivl om det er rigtigt for et barn med autisme ikke at bo hjemme hele tiden. Men jeg tror, ​​Michael er gladere, når der er en fast rutine, og hjemme kan vi ikke altid sørge for at dette sker for ham. På en måde er det interessant at vide, hvordan det er at have en autistisk bror eller søster, men det er også MEGET svært til tider. Nogle gange har jeg grædt og råbt, og jeg må indrømme, at jeg nogle gange bliver rigtig vred over, at han har ændret mit liv for evigt. Mine forældre siger, jeg ikke må føle mig skyldig over disse tanker, så det skal du heller ikke, når du føler dig skyldig eller bliver vred eller jaloux. Vi har alle disse følelser fra tid til anden. Hvis du har en bror med autisme så jeg håber jeg at du vil elske ham så meget som jeg elsker min selvom hverdagen også kan være grå.