En families trivsel påvirkes naturligvis af alle de forskellige
situationer som hverdagen byder. Sådan er det for alle, men helt særlige oplevelser følger med når man som barn har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Ådalskolen i Ringsted arrangerer søskendekurser for børn som netop har dette vilkår i livet. Et vilkår som alle i familien skal lære at leve med og forholde sig til. En af måderne til, at børn nemmere kan forholde sig til det faktum er ved at deltage i et søskendekursus sammen med jævnaldrende. Her oplever børnene med det samme, at de oplevelser og historier de har fra deres egen hverdag er meget enslignende med andre børns. Det giver en samhørighed og med det samme en fælles forståelse som er meget støttende for dem. Her er nogle eksempler på udsagn som børnene fortalte sidste gang der var søskendekursus på Ådalskolen.
”Vores familieferie og især weekender kan være en stor
udfordring”
”Jeg savner alene tid med mine forældre og følelsen af
jaloux har jeg en gang imellem selvom jeg godt ved at min søster er
handicappet”
”Jeg kan godt føle mig skyldig, hvis jeg beklager mig
fordi mine forældre forventer, at jeg tager mig af min bror”
”Jeg har ikke altid lyst til at passe min lillesøster,
når jeg har besøg af mine egne kammerater. Det er pinligt, at min søster siger
mærkelige lyde eller pludselig bliver afsindig tosset”
”Jeg kan godt blive bange for, hvad handicappet betyder
for ham, når vi bliver voksne. Hvem skal passe min storebror?”
”Inden søskendekurset troede jeg at jeg kunne blive
”smittet” af handicappet og at det kunne ramme mig selv”
”Jeg kan ofte blive en lille hjælper, når min mor lige
skal nå at handle ind eller kommer sent hjem fra arbejde”
”Jeg kan blive bekymret eller vred på mine forældre, hvis
jeg oplever at min mor eller far ”sørger for meget”, er trætte eller er presset
af de mange ekstra omsorgsopgaver der følger med”
”Jeg føler, at der ligger et ekstra pres på mine skuldre
for at få en bestemt uddannelse eller eksamen fordi min bror aldrig vil kunne
få en uddannelse”
At have en mulighed for at italesætte nogle af disse issues
med andre børn som kender situationerne hjælper børnene til at opdage, at de
andre på søskendekurset rent faktisk oplever mange af de samme ting som dem
selv. Pludselig går det op for børnene, at de har nogen at dele deres tanker og
oplevelser med og det er fantastisk forløsende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar