Mennesket er et biologisk væsen på samme måde, som dyr er
det og som biologiske væsener er mennesker meget ens. Vi har de samme
grundlæggende behov, vi fødes med bestemte færdigheder og vores udvikling følger nogenlunde samme mønster. Vi har
alle nogle primære behov og alle mennesker ældes og dør. Der er altså nogle
grundlæggende menneskelige faktorer, der gør det muligt at sige noget generelt
om vores adfærd. Gennem barndommen og ungdommen udvikler vi vores personlige og
sociale identitet. Men lad os lige starte dette blogindlæg med at definere hvad
vi mener med identitet idet der jo findes et hav af teoretiske retninger med
hver sin forklaring. Ud fra vores synspunkt forstår vi identitet som menneskets kerne. Tanker som: ’hvem er jeg’, hvad kan
jeg, hvad vil jeg acceptere og hvad vil jeg ikke acceptere’, danner grundlag
for den måde jeg ser andre på og hvordan jeg fortolker andres adfærd og følelser.
For søskende som har en bror eller søster med et handicap bliver oplevelsen af
at være et barn med en bror eller søster med et handicap en integreret del af
den udvikling. Oplevelser med og håndtering af handicappet fortolkes af
børnene, fordi de betyder noget for, hvem de er og bliver. Oplevelserne betyder
noget for, hvordan de kan se sig selv, og hvordan andre ser på dem. I et
psykodynamisk perspektiv er barndommen meget vigtig i forhold til den enkelte
persons udvikling, fordi vi gennem barndommen og op mod puberteten danner vores
jeg. Samtidig udvikler vi vores identitetsfølelse gennem erfaringer og
oplevelser og ved at reflektere over disse. For søskende som har en bror eller
søster med et handicap synes det derfor meget centralt at få lov til at se sig
selv som – og blive set som – normal. Især for de yngre skolebørn bestemmes normalitet
af om de gør de ting, som børnene tror jævnaldrende gør og om de drømmer om de
ting, som de tror de jævnaldrende drømmer om. Efterhånden begynder vi at udvide
vores forståelse og kunne se vores nære omgivelser i forhold til en større
omverden. Ligner vores familie andres? Er jeg som de andre? Vi får en
forståelse af os selv i sammenhæng med omverdenen og selvom vi har en form for
kerneidentitet med fra barndommen, påvirkes vores selvforståelse af omverdenen.
Det ubevidste – altså det, som ligger skjult for os selv spiller også en stor
rolle i vores tilværelse. På baggrund af det ubevidste kan vi udvikle mønstre
og forsvarsmekanismer, der også kommer til at udgøre en del af vores identitet.
Søskende med et handicap inde på livet beskriver ikke deres liv som kendetegnende
med et tab. De udvikler strategier til at undgå, at deres livsvilkår kommer til
at tegne og dominere deres liv. De vil gerne se sig selv som andre børn med de samme
interesser og har samme mål i livet. Og det gør de gerne indtil helt konkrete
situationer opstår, der fremhæver dem som værende anderledes end deres
jævnaldrende. Oplevelsen af sig selv som værende anderledes opstår således helt
konkret, når barnet ikke kan deltage i det, de andre gør eller i mødet med omgivelsernes
holdninger og blikke. Oplevelser kan efterfølges af følelser som ensomhed og
eksklusion. Nogle børn har også søskende som får følgesygdomme udover
handicappet som ændrer deres rolle og identitet som for eksempel epilepsi eller
andre fysiske problemer. Sådanne børn taler om, at de bliver nød til at ”genopfinde
sig selv”. Selv også sygdomme som kan helbredes, vil nemlig ofte have
følgevirkninger der gør, at søskende og deres familier fortsat ikke kan det
samme som før. Deres hverdag bliver ændret. Børn og unge udvikler således deres
identitet i samspil med andre og derfor er det også vigtigt for dem, hvordan
andre forstår dem og deres bror eller søster med et handicap. Nogle børn går lettere
i dialog med deres jævnaldrende omkring deres bror eller søsters handicap i
forsøg på at påvirke deres forståelser og holdninger. Andre søskende forsøger
at afproblematisere handicappet ved at sige, at næsten alle jo ”har et eller
andet særligt”. Andre børn bruger kræfter på at forholde egen status med den
status, som andre børn med andre handicaps synes at have. Således arbejder søskende
på forskellig vis med at skabe sig en ønskværdig identitet på trods af en bror
eller søsters handicap ved at forholde sig til information og forhandle
forståelser og selv-repræsentation. I det perspektiv vil det derfor være
meningsfuldt at motivere alle børn til at fortælle om deres eventuelle søskendes
handicap i skolen. På den måde kan de være med til at forme andres forståelser
og holdninger til det at have et handicap og det faktum at være anderledes. Dog
viser undersøgelser om åbenhed ved handicap, at det ikke altid har den ønskede
effekt. Fra forskellige handicaporganisationer har undersøgelser fundet meget
forskellige resultater. Hvor nogle børn oplever, at det øger forståelsen,
oplever andre børn, at det i stedet stigmatiserer eller fører til, at de bliver
set ned på eller drillet. Vores erfaringer fra Ådalskolens søskendekurser i
Ringsted viser, at der er en række faktorer i dagligdagen, som spiller ind på
børn og unges identitetsudvikling. Et handicap kan skabe fravær og træthed og
forhindrer søskende i at deltage i de ting, som kammeraterne gør. Det giver
følelser af eksklusion og social isolation. Søskende vil frem for alt gerne se
sig selv og ses som normale og de måler det på, om de har mulighed for at gøre
det samme som kammeraterne. Når de kommer til kort, påvirker det på den måde
også deres udvikling af deres egen identitet. Søskende fortæller selv at de har
brug for at begrænse handicappets indflydelse på deres liv og her oplever de,
at nære støttende familie og kammerater, åbenhed, viden gør en afgørende
forskel. Søskende fortæller dog at to helt centrale grupper af mennesker
omkring dem modvirker mistrivsel. Den primære gruppe består af kammerater og
venner og den sekundære er lærere. På tværs af søskendekurserne fortæller
søskende, hvordan støtte fra venner har hjulpet dem til at overkomme oplevelser
af isolation og eksklusion. De beskriver, hvor vigtigt det er for dem at have
venner, der forsvarer dem, når andre børn er på nakken af dem, glor eller
kommer med ubehagelige kommentarer. De fortæller om venner, som når de er på
besøg hos hinanden ikke tager særlig notits af en handicappet søskende eller et
hjem som er fyldt med hjælpemidler og som holder dem med selskab, når der er
dage som er mere svære end andre. De fortæller også om kammerater, der hjælper
dem med at skjule oplevelser af at en søskende gør nogle mærkelige ting eller
søskende som har let ved nedsmeltninger. I det perspektiv synes det særlig
væsentligt at støtte børnene i at fastholde og udvikle venskaber og at være
særlig opmærksom på de børn, der ikke har så mange nære venner. En lærer kan netop
spille en stor rolle. Undersøgelser gennem årene har vist, at positive
lærer-elev relationer styrker elevernes tilknytning til skolen og en oplevelse
af at være tryg og at høre til. Søskende fortæller ofte at en læreres interesse
for deres liv betyder rigtig meget. En dreng på et af søskendekurserne fortalte
om dette eksempel. ”Min lærer er altså meget menneskelig. Når hun gør det for
en, så får man det ikke sådan ”Nå, jeg er bare en elev”. Så viser hun, at hun
ligesom bekymrer sig for mig, og om jeg har det godt noget”. Selv små ting har
en stor betydning. En pige siger: ”Min lærer Liv siger ”god weekend”, selvom
hun jo godt ved, at min weekend bliver svær fordi jeg har en bror med autisme
men det er rigtig dejligt at hun interesserer sig for mig”. De fleste søskende
værdsætter højt, når en lærer taler med dem om andre ting end kun det faglige.
Det kan ikke undre, for mennesker er jo ikke hjerner på en pind. Jo mere
interesse fra lærernes side, jo større ører hos eleverne. Som en dreng på 10 år
fortalte os: "Hvis jeg var lærer, så havde jeg nok brugt nogle af de første
timer på, at være rigtig sød overfor børnene. Så ville jeg blive gode venner
med dem og så ville de sikkert også høre efter i timerne".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar