Alle forældre ønsker, at deres børn får et godt liv. At
de bliver i stand til at klare sig selv, har gode, nære relationer og får et tilfredsstillende
arbejds- og fritidsliv. Forældre til et barn, som har en funktionsnedsættelse,
har naturligvis de samme ønsker, men har ofte bekymringer for, om barnets vej til
målet bliver ekstra besværlig. Typiske reaktioner på dette kan være, at nogle forældre
overbeskytter barnet eller at de sætter urealistiske mål for barnet. Som
forældre prøver man selvfølgelig at ruste sine børn til det liv, der venter dem
i årene fremover. Denne præmis er også gældende for søskende. Vi hører ofte
forældre som er bekymrede for søskende og som spørger til, hvordan de også bedst
muligt kan støtte dem til et godt liv. Et liv som jo bliver formet lidt
anderledes i kraft af at barnet har en bror eller søster med et handicap. At
være søskende til et barn med et handicap vil i forskellige sammenhænge være
besværligt og der vil være perioder, hvor søskende bliver bekymrede og kede af
det. Til det findes der naturligvis ikke enkle løsninger på, hvordan man lærer
at tackle livet, når virkeligheden derude banker på. Måske kan vi sige, at det
enkle er det nære. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted støtter derfor op om
familier som har et barn med et handicap. Vi tilbyder søskendekurser flere
gange om året til aldersgrupperne 9-12 år og 13-16 år. Vi samarbejder med alle
kommuner og vi matcher alle typer af handicaps. Efter endt søskendekursus
opfordrer vi meget familien og søskendebarnet til at melde sig ind i
Søskendeforeningen (SØF) som både har en afdeling i Aarhus og i København. I
Søskendeforeningen mødes man med andre søskende som også har en bror eller
søster med et handicap og det er muligt at blive støttet af andre som har
lignende erfaringer. Søskendeforeningen tilbyder en umiddelbar og klar forståelse
i kraft af, at alle i foreningen har en søskende med et handicap. Forståelsen
betyder bl.a., at alle kan sætte sig ind i den følelse, udfordringer og
oplevelser, som bror eller søster til en søskende kan føre med sig. Den fælles
forståelse medfører en grundlæggende tillid og medlemmerne oplever at det er
trygt at tale med en, ”der selv kender det”. Mange fortæller også, at tillid er
en helt nødvendig faktor for at turde åbne op og dele sin historie, sine
bekymringer og udfordringer, sine ønsker og drømme. En søskende formulerer det
således: ”Det har en positiv betydning, at jeg har mulighed for at dele noget
af mig selv… særligt i forhold til det med at turde åbne op. Jeg har jo været i
mange situationer, hvor der har været fagpersoner, der har skullet hjælpe mig,
men hvor jeg har været meget utryg, og de har hjulpet mig forkert […] Og derfor
syntes jeg, virkelig det er så rart, at der nu er taget initiativ til en
Søskendeforening fordi her kender de forskellen på det nemme og det svære på
egen krop”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar