fredag den 22. november 2019

At sætte ord og erfaring på mange forskellige emner


På Ådalskolens søskendekursus inviterer vi søskende i alderen 9-16 år og som har en bror eller søster med et handicap. Undervejs i kursusforløbet bliver der talt om rigtig mange forskellige emner. Ikke to søskendekurser er derfor ens fordi det er børnene der er med til at sætte rammerne for det der tales om. Det er børnene som bringer deres livsperspektiver ind. På det sidste søskendekursus talte vi om det faktum at andre mennesker stirrer eller glor når de ser en person der er handicappet og i særlig grad hvis der er tale om et meget synligt handicap. Dette emne har vi beskrevet i dette blogindlæg. Tænk engang på, hvordan du som forældre selv føler når folk stirrer! Er du fortrolig med det eller føler du dig i virkeligheden også flov? Hvis du har tendens til at føle dig ubehagelig til mode, når du er ude vil dine børn sandsynligvis også hente dette mønster fra dig. Hvad kan du gøre for at føle dig mere i balance når du er ude med dine børn? Gør du noget, når du er ude som øger dit søskendebarns forlegenhed som at antaste mennesker, der stirrer eller brokke dig højtlydt til dine børn efterfølgende? Hvis ja, hvad kan du ændre på og hvordan du håndterer tingene på bedre måder?
At tale om forlegenhed...
Lad dit søskende barn vide som noget meget jordnært, at forlegenhed er en helt normal følelse og at du ved, at det kan føles ubehageligt. Tal om de forskellige situationer, der forårsager forlegenhed og forklar at der er flere ting man kan gøre ved det. Ved at være klar over hvordan følelsen påvirker den enkelte er det nemmere ved at være i følelsen når man står i den. Hav på forhånd talt om nogle små sætninger som søskendebarnet kan sige til sig selv der er med til at gøre det nemmere at komme igennem forlegenheden. ”Min bror er handicappet og kan ikke gøre for det”
”Min søster gør det bedste hun kan”
”Min bror er blot ekstra nysgerrig”
Informere omgivelserne om handicappet...
Forklar også dit søskende barn, at når folk stirrer så er det i de fleste tilfælde af nysgerrighed snarere end fordi de ønsker at være uhøflige. Nogle familier har udarbejdet et lille kort med nogle konkrete oplysninger om handicappet, som de giver til folk, der stiller spørgsmål eller siger upassende kommentarer. Nogle familier bruger også en badge med et slogan på. Dette kan være særlig nyttigt i de situationer, hvor barnet med et handicap har en udfordrende adfærd.
At fokusere på de gode ting...
Fortæl også søskende, at det hjælper at tænke på alle de gode ting der sker og virkelig fokusere på dem i stedet for at lade sig irritere over at andre mennesker glor og som i virkeligheden slet ikke har kontrol over – tænk istedet på byturen med familien, biografturen, de mennesker du er med, MacDonals maden bagefter osv. Nogle gange er det selvfølgelig nemmere sagt end gjort men prøv nu bare.
At tage en kammerat med...
Nogle gange kan det hjælpe søskende at tage en kammerat med, når I skal ud så de føler, at der i det mindste er en anden der forstår. Det kan også være en hjælp, hvis barnet med et handicap begynder at skrige højt så kan søskendebarnet og kammeraten stille og roligt tøffe hen til et nærliggende butiksvindue indtil der igen er kommet ro på situationen.
At få et valg om at tage med...
Der kan være tidspunkter hvor du som forældre kan give dit søskende barn et valg om, hvorvidt han eller hun skal med eller har mest lyst til at blive hjemme eller i stedet besøge en kammerat. Det afhænger selvfølgelig af alderen og omstændighederne men måske kan det være en mulighed bare engang imellem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar