Accept af det, som er

Når vi på Ådalskolens søskendekursus taler om at søskende skal lære at acceptere at de har en bror eller søster med et handicap er det ikke altid en let opgave. I dette blogindlæg vil vi beskrive lidt af det som vi fortæller jer på søskendekurserne og lad os starte med to nyheder til dig – en dårlig og en god. Den dårlige nyhed er, at der ikke findes en nøgle til accept. Den gode nyhed er, at døren ikke er låst. Det er spil af liv at ønske sig at være 1,80 meter høj, hvis man er født som dværg. Accept er først og fremmest at kunne acceptere sig selv, som man er, sin bror eller søsters handicap og de konsekvenser, der følger med. Nogle søskende bruger en masse energi på at fornægte, fordreje og modsætte sig virkeligheden, fordi vi vil have vores ”gamle familieliv” tilbage altså tiden før ens bror eller søster blev født. Jo mere krampagtigt vi holder fat i de tanker, jo sværere er det at bevæge sig fremad og acceptere. Et af tegnene på at vi ikke acceptere er, at vi ønsker at vores liv så anderledes ud. Det er selvfølgelig fint med de ting, vi kan ændre på, men er det i forhold til de ting vi ikke kan ændre, er det lige som at løbe panden mod en mur. Så hvis du kender til følelsen af at løbe panden mod en mur og ofte den samme mur, kunne det handle om manglende accept. At have en bror eller søster med et handicap er et vilkår som der ikke kan laves om på. Et handicap er oftest livslangt og derfor er accept en vældig væsentlig ting. At acceptere et sådant vilkår sker naturligvis ikke fra den ene dag til den anden. Det er en rejse man som søskende er på hele livet men jeg er helt overbevist om, at det største skridt mod accept af ens søskende er at acceptere hans eller hendes diagnose og situation. Desværre finder der ikke en nem og hurtig opskrift til at acceptere et handicap det ville ellers være fantastisk. En af gruppelederne fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted John Quist Frandsen mener dog at det først og fremmest handler om at se ”handicappet i øjnene”. Der er mange eksempler fra søskendekurserne hvor søskende har det med at ville lukke øjnene og håbe på, at det bliver bedre i morgen. Når det så ikke bliver bedre i morgen, så kommer afmagten, håbløsheden, uretfærdigheden og vreden. Jeg tror, at de fleste søskende skal igennem alle disse følelser for at kunne komme videre, fordi det er en udfordring at have en bror eller søster med et handicap. Vejen til accept er at komme videre og igennem disse følelser og ikke blive hængende i dem siger John. Hvis vi bliver hængende, er det nemlig, at vi løber og løber som det lille hamster i sit hjul og aldrig kommer nogen steder. I stedet for at acceptere handicappet eller diagnosen kan du vælge at benægte og lade som om den ikke er der. Du skal bare huske at det vi bekæmper består. For mange søskende er det vanskeligste at acceptere de forhold i livet som vi ikke kan ændre. Det kan være svært at acceptere at familien ikke kan det samme som før, holde de samme ferier eller deltage i det sociale liv som de gjorde tidligere. Men hav vil handicapaccept sige, hvad er det og hvordan gør man? Ja det er et spørgsmål som vi ofte arbejder med på søskendekurserne i Ringsted. Jeg tror ikke at man en dag bare acceptere sin søskende og så bliver alt godt. Jeg tror på, at søskende med tiden og hen ad vejen accepterer handicappet i små bidder. Handicap accept vil ofte være et tilbagevendende tema for søskende livet igennem. Når handicappet viser udfordringer eller der sker en forværring så tager man som søskende og familie endnu en kamp og accepterer den. Man kan godt sammenligne det lidt med at køre i et bjerglandskab. Nogle dage kan man føle sig godt tilpas og mærke accepten af ens bror eller søsters handicap mens du andre dage mærker, at accepten godt kan halte, og det føles næsten umuligt at komme op ad bakken. Man kan ikke købe accept i en pose og hvornår ved man i øvrigt at man accepterer noget? Alt afhængig hvilken søskende du er, din alder og andre familieomstændigheder taget i betragtning er jeg ret sikker på, at de små skridt, du tager mod accept, ikke er altid nogle, du lægger mærke til og pludselig er du bare der, hvor du har accepteret noget og ikke føler samme ubehag som tidligere. Om man nogensinde når til fuld handicapaccept ved jeg ikke. Jeg tror det er en rejse for livet. Hvad vil du egentlig helst skændes med virkeligheden eller acceptere den? Valget er dit. Husk på, at accept ikke er det samme som at sige, at det er okay. Accept er vejen til frihed.