Et ikke ualmindeligt selvbillede

Der er ret store individuelle forskelle på, hvordan børn og unge reagerer på at have en bror eller søster med et handicap. Der er aldrig 2 reaktioner som er

ens. Sådan siger gruppeleder John Quist Frandsen fra Ådalskolens søskendekursus i Ringsted. Nogle søskende reagerer med tristhed, andre bliver tavse, andre udtrykker vrede, mens andre slet ikke synes at reagere overhovedet. Udfordringerne opstår med tiden, hvis reaktionerne varer for længe og påvirker børnenes livskvalitet og mulighederne for god udvikling. Børns reaktioner afhænger af en række faktorer som alder, søskenderækkefølge, modenhed, personlighed, den nuværende situation og den måde familien tackler det på. Mindre søskende har en tendens til at reagere med afvisning og gå tilbage i udvikling, mens ældre søskende kan blive alt for forståelige og over hjælpsomme. Andre søskende mestrer mere naturligt det, som er vanskeligt i hverdagen, mens andre igen oplever rigtig mange udfordringer. Generelt kan jeg sige at alle reaktioner er normale reaktioner på en anderledes familiesituation som det er at få en bror eller søster med et handicap og at søskende klarer sig bedre det, hvis de bliver mødt med forståelse og åbenhed.

Tænk over:

Hvilke stressbelastninger er det så, at søskende står overfor? Har barnet oplevet noget, du også synes kan være vanskeligt? Har barnet vist nogen reaktioner, som du synes er anderledes? På Ådalskolens søskendekursus tilbyder vi mange forskellige aktiviteter som alle er med til at facilitere den mulighed, at søskende kan sætte ord på deres livsperspektiver. Et af de gennemgående temaer i dette efterår er: At føle sig alene og opleve sig mindre værdifuld. Nogle søskende fortalte, at de føler sig ensomme. De føler at de er nød til at klare mange situationer på egen hånd og at de synes det er svært, uanset at det er små problemer sammenlignet med de vanskeligheder deres bror eller søster har. Det er egentlig en form for ensomhed, som mange søskende prøver at skjule, men som voksne godt kan se, hvis de ser godt efter. Maria som deltog på søskendekurset fortæller om det på denne måde: ”Jeg gik op på mit værelse hver gang følelserne tog over, fordi jeg ikke ønskede, at mine forældre skulle vide, at jeg var ked af det. Min far var opmærksom på det og han forsøgte altid at tale med mig, når jeg havde sådanne reaktioner. Jeg følte bare, at han havde mere end nok at gøre i at holde øje med min storebror som har autisme og nemt kan blive udadreagerende”. Når søskende er mest bekymret for andres behov, kan det nemt føre til en reduceret evne til at føle, hvad de selv har brug for. Nogle kan have problemer med at kende deres egne grænser, de kan føle sig ubetydelige og de kan mangle passende ord for, hvad de selv gerne ønsker for at have det godt. Søskende italesætter en dårlig selvtillid og har en tendens til at nedtone deres egne kvaliteter og talenter. I deres iver efter at imødekomme andres behov, kommer de nemt til at overse sig selv. For søskende, der har en bror eller søster med et handicap er et sådant selvbillede ikke ualmindeligt.