tirsdag den 5. november 2019

Det super sjove søskendeyatzy


De ligner ganske almindelige børn og det er de jo også, men alligevel er der noget særligt ved dem. Sådan siger gruppeleder John Quist Frandsen ved Ådalskolens søskendekurser i Ringsted. Det helt særlige er de personlige egenskaber, som de alle besidder når man først lærer dem at kende. Når man ser godt efter er de mere rummelige, fleksible, tålmodige, empatiske, beskyttende, modne, forstående og ansvarlige end deres jævnaldrende kammerater. De er også gode til ret hurtigt at spotte andres humør, ked-af-det-hed eller stemningen generelt. Sådan er nogle af de typiske karaktertræk for mange søskende, som har en bror eller søster med et handicap. De udvikler de her meget fine spids kompetencer eller som jeg nogle gange siger de ”bløde kompetencer”. Kompetencer og færdigheder som andre børn først langt senere kommer i nærheden af hvis de overhovedet gør det. Når alt det her er sagt er der naturligvis også en anden side af historien. Nemlig om at blive helt væk og glemme sine egne følelser og behov og fremfor alt et ønske ikke at være til besvær. For det er meget komplekst og modsætningsfyldt at være søskende til en bror eller søster med et handicap, som man naturligt elsker og samtidig gerne vil beskytte. Christian på 12 år fortæller om det på denne måde: ”Min storebrors handicap præger min hverdag, hvor jeg hele tiden bliver nød til at fornemme min brors humør, tilstand og stemningen når vi er sammen derhjemme. Jeg må fornemme om der er konflikter i luften eller om der er noget min storebror vil have. Derfor lærer jeg meget hurtigt at aflæse mennesker”. Nogle søskende udvikler sådanne mønstre for adfærd fordi de i højere grad forsøger at tilfredsstille andres behov fremfor at tage vare på sig selv og sine egne behov. For børn giver det god mening at agere sådan og det kan også være meget nødvendigt for at få en hverdag til at hænge sammen. Egentlig er der jo heller ikke noget galt med det når blot omgivelserne bemærker disse mønstre og lægger mærke til hvordan barnet samarbejder og gør sit til at få tingene til at glide. På søskendekurserne i Ringsted er der god tid til at sætte ord og tale om disse oplevelser og vi gør i nogle legende rammer som for eksempel vores super sjove søskendeyatzy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar