tirsdag den 29. september 2020

Hjælper søskende til at få styr på pinligheden

Mange børn synes, at deres søskende med handicap opfører sig pinligt i det offentlige rum. Særligt omkring 10 års alderen og i begyndelsen af præpuberteten er den holdning ret så almindelig. Derfor har nogle søskende ofte ikke lyst til at have deres søskende med til klassefester eller andre sociale arrangementer med deres venner. Det kan naturligvis være svært at acceptere som forældre og et svært dilemma at stå overfor. Ofte kommer det drypvist, at søskende finder deres bror eller søster med et handicap pinlig og problemet kan blive tydeligt med alderen. En far fortæller det således: ”Vi prøvede at tage Julie med til sammenkomster i Thomas klasse og i de mindste klasser accepterede Thomas det. Men da han kom i de større klasser, ville han ikke med, hvis Julie også skulle med. At have en søster der var så mærkelig, det ville han ikke vise frem. Det er en træls situation og det er meget svært. Og det gør ondt i mit hjerte, at man har nogle børn, som man elsker over alt på jorden og så at broderen ikke vil kendes ved sin søster, fordi hun savler og opfører sig anderledes. Det gør ondt. Man kan godt forstå det med sit hoved, at det kan virke for pinligt, men at acceptere det med hjertet, det kan man ikke”. Man bliver nødt til at føje sig og gå til klassefesten for hvad skal man ellers gøre? Ja, der er jo nok ikke kun tale om en løsning, men det vi ved fra Ådalskolens søskendekursus er at åbenheden blandt søskende er meget vigtigt. Når noget er pinligt er det tit fordi noget er anderledes. Allerede fra en tidlig alder er det derfor vigtigt at være åben overfor barnet og fortælle, at deres bror eller søster har et handicap og vil være anderledes resten af livet. Senere skal søskende acceptere at sådan er det nu engang, det kan være svært, tage tid og accepten af situationen er noget som kommer gradvis for de fleste. Forældre kan tidligt i skoleforløbet fortælle klassen om handicappet og være med til at skabe den dialog som der virkelig er brug for. Når noget bliver "tys tys" bliver det også mere spændende og jo mere klarhed andre kan få om handicappet jo mindre mulighed er der også for at der opstår myter. På et søskendekursus er der god mulighed for, at søskende kan fortælle om det de oplever er pinligt. Det er med til at give den accept af situationen der er så meget brug for. Ådalskolens søskendekursus i Ringsted tager emnet op og hjælper søskende med at få styr på pinligheden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar