torsdag den 10. september 2020

Søskende må forklare og forsvare - værdifulde perspektiver

Martin på 12 år: ”Nu er han jo den eneste bror jeg har og som storebror synes jeg at det er mit arbejde at passe godt på ham. Han kan jo ikke gøre for, at han har autisme. Så om eftermiddagen må jeg være hjemme og tage imod ham når han kommer med taxa hjem fra skole. Ja, jeg ved at jeg må gøre det og det er også fedt nok - til de fleste tider. Det er ikke noget problem”. 

Sådan er der mange søskende der siger og mange af dem normaliserer deres tilværelse ved at inkludere en del af det ansvar de ofte påtager sig indenfor rammerne af en storebror-rolle eller storesøster-rolle. Martin fortæller videre ”som storebror, så er det jo mit job at passe på ham”. Martin giver udtryk for at dette gælder uanset funktionsniveauet; ”vi skal jo ligesom det”. Dette ræsonnement at ens bror eller søsters funktionsniveau ikke har stor betydning for søskenderelationen, hører vi ofte fra andre søskende på Ådalskolens søskendekurser. Søskendefølelsen er ofte meget stærk og opleves ikke kun hos søskende som er teenagere men også blandt mindre søskende som fortæller, hvordan de oplever at skulle fortælle og forklare om deres bror eller søsters handicap til omgivelserne og nogle gange også til de andre i ens egen familie. Den styrke der ligger i tidligt at skulle forklare og forsvare påvirker søskende og giver dem en helt særlig ekspertrolle. På Ådalskolens søskendekursus er vi meget ydmyge overfor erfaringerne og fra start gøres det tydelig overfor søskende, at vi voksne ikke ved, hvordan det opleves som barn at have netop den type af erfaringer som de har. At søskende er eksperterne betyder ikke, at de ved alt og at de ikke får noget af et søskendekursus ja nærmest omvendt. For det er jo sådan, at jo mere man ved jo mere finder man også ud af at man ikke ved. Indholdet på et søskendekurset vil altid være etableret ud fra et tema, som vi ønsker at få uddybet ud fra søskendes perspektiver og de mange aktiviteters styrker er at lade søskende udtrykke sig og påvirke processen uden at blive styret af voksnes forudfattede synspunkter eller ønsker. Derfor er indholdet og udviklingen under et søskendekursus i høj grad bestemt af det, som søskende selv ønsker at få frem fordi de ved, hvad der er vigtigt for dem. Formålet med søskendekurser er dels at indsamle værdifuld viden fra søskende om et emne, dels sammen at italesætte forskelle og ligheder mellem dem. Det er også en hensigt, at søskende – med støtte fra os voksne – personligt formidler deres erfaringer og budskaber til de andre søskende. Selvom det ikke er et formål i sig selv, er det alligevel et vigtigt element ved afholdelsen af søskendekurser for børn og unge i alderen 9-16 år, at de deltagende børn og unge får en positiv oplevelse af at være med og kunne opnå støtte fra ligesindede. Det har stor betydning for mange søskende at kunne bidrage til, at andre børn som dem selv i fremtiden får bedre forhold. For det enkelte barn har deltagelsen også ofte den effekt, at de får mere mod og tro på at sige deres meninger også i andre sammenhænge – og i det hele taget får styrket deres opfattelse af at de og deres perspektiver er værdifulde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar