En holdning til retfærdighed

Begrebet retfærdighed arbejdede vi meget med på det sidste søskendekursus. Flere søskende havde erfaringer med retfærdighed i dagligdagen og mange italesatte det direkte modsatte nemlig uretfærdigheden. At der er stor forskel på dem, at deres søskende altid får deres vilje, at deres søskende får lov til at rejse sig fra bordet tidligere end dem selv osv. John Quist Frandsen, gruppeleder på Ådalskolens søskendekursus kommenterer her lidt om begrebet og hvordan det kan tænkes ind i en familie hverdag. Begrebet retfærdighed spiller generelt i mange familier en stor rolle. Mange forældre sætter en ære i at være retfærdige overfor børnene, hvilket for det meste betyder, at de ikke gør forskel på dem. Netop denne opfattelse af retfærdighed er desværre en kraftigt medvirkende årsag til såkaldt jalousi mellem søskende. Alle mennesker er forskellige og har forskellige behov på forskellige tidspunkter. Det gælder i høj grad børn i forskellige aldre og på forskellige udviklingstrin. Hvis man derfor vil behandle sine børn retfærdigt, må man behandle dem forskelligt. Husk, at alternativet til retfærdighed ikke er uretfærdighed – det er bare det modsatte. Børn kan sagtens lære at håndtere, at der bliver gjort forskel. Først når de har levet nogle år i en familie, hvor den såkaldte retfærdighed dominerer, begynder de at samarbejde (efterligne) og kræve retfærdighed, men så gør de det til gengæld også på millimeter. En anden årsag kan være, at de faktisk er blevet meget uretfærdigt behandlet ved en eller flere lejligheder. Hvis man derfor er kommet ind i den onde cirkel, som retfærdighed er, kan det godt koste hårdt arbejde at komme ud igen, men det betaler sig. Vores baggrund for at gå ind for retfærdighed som forældre er meget forskellig. Nogle af os har været udsat for stor uretfærdighed i vores opvækst, og vi er så kommet til den slutning, at retfærdighed må være svaret. Andre er meget optagede af retfærdighed i mere politisk forstand og overser, at politik og psykologi ofte er uforenelige størrelser. Og atter andre har andre gode grunde. Fælles for dem alle er en stærk følelse af, at det er vigtigt at beskytte de svage, og det er jo et smukt motiv, som netop ofte betyder, at de svage skal have mere end de stærke, eller at de små skal have mere end de store. Under alle omstændigheder betyder det, at der skal gøres forskel, hvis det skal være rigtigt retfærdigt og ikke bare tilsyneladende retfærdigt. Somme tider medfører det, at storesøster på fire bliver ked at det på lillebrors to års fødselsdag, fordi hun ingen gaver får, men det er vigtigt for hendes udvikling som menneske, at hun kan få lov til at være ked af det, indtil det (ret hurtigt) går over. Hun er ikke på længere sigt tjent med at lære, at man der bliver købt ting eller stillet krav til omgivelserne, hver gang hun bliver frustreret eller ked af det. Det gælder også konkrete ting som f.eks. slik. Det er mere hensigtsmæssigt, at børnene i de første seks til syv år lærer at spørge sig selv, om de har lyst til slik eller hellere vil bruge pengene til noget andet, end at de lærer at kræve ind og stoppe i hovedet, bare fordi de andre gør det. Det eneste retfærdige er at være så opmærksom som muligt på sine børns forskellige behov og efter bedste evne give dem, hvad de mangler eller har et reelt behov for. Søskende lærer med alderen at der er en forskel på deres bror eller søster med handicap og at det ikke betyder, at de selv ”mangler noget”.