mandag den 27. januar 2020

At have forædt sig i glosuppe


"Når vi var ude at handle skete det også, at folk vendte sig om og gloede på min bror. Jeg kan huske, at jeg altid gloede voldsomt igen som om det var dem, der var anderledes. Jeg syntes jo, at det var synd for min bror. Ved en anden situation kan jeg huske, at en kvinde bragede direkte ind i en køledisk med sin indkøbsvogn, fordi hun havde så travlt med at glo på min bror. Det var en fryd for mine øjne, at det nu var hende, der kom i fokus og ikke min bror". Sådan begynder en samtale med Mikkel, som vi helt tilfældigt møder en tåget og råkold januar dag. Mikkel deltog i Ådalskolens søskendekursus tilbage i efteråret 2019 og vi snakker selvfølgelig lidt om hvordan det går ham nu. Vi husker tydeligt det emne som Mikkel mest havde på sinde nemlig at andre mennesker i den grad har "forædt sig i glosuppe" og at det kan være virkelig svært for søskende at håndtere denne adfærd og blot trække på skuldrene og være ligeglad. Mikkel fortæller os, at han i dag har fået en bedre accept af, hvorfor folk glor, som de gør og selv i 2020 har mange mennesker svært ved at vide, hvilket ben de skal stå på, når de ser en som er handicappet. Mikkel fortæller også, at hans storebror har det godt, er flyttet til et bosted og at der er blevet mere tid til Mikkel derhjemme. Det var super fedt at møde dig Mikkel og vi er bare rigtig glade for, at det går dig godt. Alt det bedste til dig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar