torsdag den 9. januar 2020

Tankerne bag Ådalskolens søskendekursus i Ringsted


Baggrunden for Ådalskolens søskendekursus, er et ønske om at tilbyde børn og unge som har en bror eller søster med et handicap et længerevarende kursusforløb, som har både et udviklingsperspektiv, et forebyggelsesperspektiv og et handlingsperspektiv. I de 3 weekender kurset forløber, vil deltagerne opleve et struktureret og spændende kursus målrettet børn og unge i alderen 9-16 år. Under kurset får deltagerne faktuel viden om deres brors ellers søsters handicap, styrker og relationer, en større grad af robusthed og vi taler om hvad de kan forvente sig af den den rolle de har. Børnene får endvidere lejlighed til at overveje og tale om situationer, som de selv synes er vanskelige og får ideer til hvordan de kan tackle disse situationer på en anderledes måde. Grunden til, at netop disse elementer er udvalgt er, at virksomme børneprogrammer er karakteriseret ved elementer som:
• giver børnene realistiske forventninger til deres brors eller søsters udvikling
• styrker børnenes forståelse overfor barnet med særlige behov
• giver viden og uddeler ”tag-med-hjem-ideer”
• får børnene til at forholde sig til søskenderollen i fællesskab
• giver mulighed om fællesskab sammen med andre børn i lignende situationer
Erfaringer fra Ådalskolens søskendekurser gennem 9 år viser, at børnene er meget glade for at deltage i kurset. Det opleves som meget positivt af dem, at både yngre og ældre søskende deler livsoplevelser og at kurset er målrettet og dækkende for alle handicapgrupper. Ådalskolens søskendekursus ses derfor både med et udviklingsperspektiv, et forebyggelsesperspektiv og et handlingsperspektiv. Udgangspunktet er, at søskende gennem de handlekompetencer, som de tilegner sig undervejs på kurset får større generel sikkerhed i søskende rollen samtidig med at de ved, hvordan de skal håndtere situationer, hvor der er risiko for, at de ellers ville opleve udfordringer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar