Når søskende samles på
søskendekurserne på Ådalskolen i Ringsted er et af de første emner som der tages
hul på ofte, hvordan deres søskende evner at klare det sociale samvær ude i blandt andre. Så at sige alle søskende har erfaringer og oplevelser med sådanne
situationer og hurtigt danner der sig en skov af hænder som alle har lyst til at sige noget. Alle har børnene noget
at byde ind med og alle har de erfaringer som alle de øvrige søskende nikker
genkendende til. Mange fortæller, at deres bror eller søsters sociale samvær med
andre fungerer godt men der er selvfølgelig en masse undtagelser som det i
virkeligheden ofte er karakteristisk når vi afholder søskendekurser. Nogle søskende
oplever det ene og andre søskende oplever det andet, hvilket afspejler en mangfoldighed af virkeligheden. Alt sammen kan være afhængig af diagnosen,
alderen og deres brors eller søsters generelle adfærd. Mikkel på 11 år
fortæller om det på denne måde. Hans bror har mange udfordringer fordi hans
lillebror er synshandicappet. Han siger ”jeg selv er ikke helt så udadvendt, som
jeg gerne ville være og går ikke så meget ud, da jeg ofte er træt og uoplagt og
jævnligt har det halvskidt”, ”Jeg kan blive lidt ked af det, når nogen peger
eller griner af min lillebror” eller som en anden søskende fortæller ”jeg har problemer med min
selvtillid”. Kommentarerne ligner meget de andre søskendes og ikke meget forskellige fra dem som andre også oplever. Andre søskende begrunder det sådan: ”Hørelsen og synet gør det lidt svært for andre mennesker at høre
og lære min bror at kende” og ”hver gang han og jeg skal møde nye mennesker så tvivler jeg
meget på mig selv, om jeg er god nok eller om jeg gør det godt nok om de andre nu kan
se, at det er min søster som har et handicap. Jeg har svært ved at se mig selv som bare en
ganske almindelig storesøster, men ser i stedet mig selv som pigen med en
handicappet lillesøster”. Det er som om jeg er smeltet sammen med hende, hvis I
forstår. Det sociale samvær påvirkes således i nogle tilfælde, men det er selvfølgelig vanskeligt entydigt at vurdere, hvor generelt det er blandt alle med et
handicap. Der er mange naturlige forskelle. Hvis man f.eks har et handicap, hvor udseendet er anderledes,
kan man blive mere synlig i hverdagen, så folk fx kigger efter en på gaden eller i
butikker. De fleste søskende kan nikke genkendende og flere tilføjer at hvis
også adfærden (lyde, råb eller gangart) er anderledes så oplever søskendegruppen ofte, at de er endnu mere synlige
eller vækker mere opsigt, fx i gadebilledet. Blandt kommentarerne som søskende fortæller
er: ”De stirrer og nogle gange direkte glor” mens en anden søskende fortæller: ”Det generer mig egentlig ikke, jeg har efterhånden lært at leve med det, men jeg husker det var meget svært da jeg var yngre”. Nogle søskende fortæller også, at deres søskende ikke er
så tydelig så der ikke bliver kigget efter dem på gaden. At have et anderledes
udseende eller adfærd bliver således ofte diskuteret i søskendegrupperne. En dreng
på 12 år, Andreas giver følgende eksempel: ”Der er noget jeg synes fylder meget i hverdagen.
Det er både det, at min storebror bliver drillet og at der er meget fokus på ham,
når vi er ude at handle, folk de glor simpelt hen, de står stille og de taber
både næse og mund og de glemmer jo også at lægge varerne op på båndet, for de
glor simpelt hen på os. Der er meget fokus på os også for meget”. En anden dreng
Marius på 10 år supplerer: ”Min søster og jeg var engang nede at handle i det
lokale supermarked sammen med min far. En mindre dreng fulgte hele tiden efter
os med sin lille indkøbsvogn for at se på min søster. Jeg tænkte o.k. og vi gik
videre. Pludselig hører jeg drengen råbe: ’Mor, mor jeg rørte ved hende’. Han
sagde det, som om han havde rørt ved et gammeldags cirkusmonster. Nu var det
os, der vendte vores indkøbsvogn og fulgte efter drengen. Min far fandt ham og sagde ”hør her – min dreng vi kan ikke lide, at du hele tiden kigger på vores
søster”. Moderen stod ved siden af, hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Sådan kan en hverdagssituation også udvikle sig for søskende har en bror eller søster med et
handicap og nogle gange er det bare for meget. Andre søskende
oplever også, at andre mennesker antager, at de også er psykisk handicappede,
fx mindre intelligente eller udviklingshæmmede. Flere særligt de ældre søskende
har oplevet dette problem. Èn pige på 13 år siger: ”Andre mennesker kommunikerer
anderledes og henvender sig ikke direkte fordi de tror at der også er noget
galt med mig” og en anden dreng siger ”jeg blev engang sammenlignet med en
retarderet”. At møde andre søskende som har oplevelser med en bror eller søster
med særlige behov er guld værd. Vi kan som søskende godt føle os ensomme med
vores egne tanker og derfor er det rart at møde andre som med det sammen forstår os og hvor der ikke rynkes på næsten. Gruppeleder fra Ådalskolens søskendekursus i
Ringsted John Quist Frandsen fortæller, at søskende er mennesker, som virkelig
tænker over tingene og dem som vi er heldige at møde på kurserne. De har gjort
sig en bunke af overvejelser over det liv, de har og navnlig også det liv, de
får i forbindelse med, at deres forældre på et tidspunkt ikke har de samme kræfter og til sidst
engang falder væk. Jeg tror, det er meget vigtigt for søskendes trivsel, at de
har og får et rum, hvor der er andre, der kan lytte og give plads til nogle særlige følelser og
tanker, som man ikke kan lufte i hverdagen og som andre mennesker naturligt nok, der ikke har
oplevelser med en handicappet søskende, slet ikke kan sætte sig ind i. Vi
har som system naturligt en tendens til at fokusere udelukkende på forældrene,
som har et barn med et handicap, men en familie er jo en vild indviklet dynamisk enhed
og deri indgår søskende som en del af den enhed og de bliver selvfølgelig
påvirkede af de forhold på ligefod med forældrene men ofte kommer søskende i denne sammenhæng bare i anden række
og det vil vi gerne med tilbuddet om søskendekurser være med til at lave om på siger John.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar