Sådan siger 11-årige Katrine fra Ringsted om den oplevelse hun fik på Ådalskolens søskendekursus i foråret. Hun deler vilkår med mange tusinde børn i Danmark som alle bor og lever sammen med en bror eller søster med et handicap. Der er mange udfordringer i dagligdagen og hjælpen ligger ikke altid lige for, men Katrine fik kontakt med Ådalskolens søskendekursus i Ringsted og det søskendeprogram hjalp hende igennem en svær periode.
”Jeg gik fra at være som en lukket bog til at være en åben bog,” siger Katrine, som skal skifte skole til en 6. klasse efter sommerferien. Dermed møder hun endnu en ny udfordring i et ungt liv, som hun glæder sig til.
”Det har været en stor hjælp at være sammen med andre i samme situation. Det hjælper at høre de andre børns historier. Vi forstår hinanden og vi passer godt på hinanden.”
Samles på Ådalskolen på Midtsjælland
Søskendekurset med base på Ådalskolen i Ringsted består af et tilrettelagt program på 45 timer fordelt over 3 weekends. Børnene er i alderen 9-12 år og alle har en bror eller søster med et handicap. På kurset er børnene sammen med andre børn og arbejder sammen på kryds og tværs. Kurset bygger på alt fra leg til snak og for os som voksne handler det om at skabe det trygge rum, hvor børnene kan lyst til at tale om alting. Der er fokus på søskende og de møder andre, der har det på samme måde som dem selv. Søskende ved generelt utroligt meget om deres bror eller søster med handicap og hvordan de bedst skal omgås. Det er børnene, som er eksperterne – ofte ved de bare det ikke selv endnu, men det får de en øget bevidsthed om, imens de er på kursus. Pointen med at opleve, at de ikke er alene med de daglige udfordringer giver dem mulighed for at ”spejle” sig i de andre børn. Indholdet undervejs er meget bredt og alderssvarende lige fra sjove, udfordrende aktiviteter og lege til undervisning i handicap samt italesættelse af følelser, tanker og oplevelser som er forbundet med at være søskende. Alle metoder og aktiviteter der bruges på kurset er i direkte børnehøjde. Børnene forbinder sig meget hurtigt med hinanden og efter ganske få timer er nye venskaber skudt frem. Set udefra virker det som om, at søskende super hurtigt finder frem til det fællesskab, som de er samlet om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar