Hvis vi piller det hele fra hinanden og det er sundt en gang imellem så
kan vi se, at søskendekurset er med til at udrette mere end vi blot kan se. Vi
har her blogget lidt af det vi oplever. Vi slår søskendekurset an på et
fællesskab, et særligt fællesskab hvor genkendelighed og spejling i andres
oplevelser og erfaringer. Et centralt aspekt ved processen på et søskendekursus
er børnenes indbyrdes interaktion. De opdager hurtigt et givende fællesskab og
høj grad af identifikation. Således giver alle børnene i gruppen udtryk for, at
de oplever genkendelighed i det, de andre børn fortæller og beretter om det
giver dem en oplevelse af en fælles forståelse i forhold til det at have en
bror eller søster med et handicap eller særlige behov. Som en konsekvens af
dette fortæller børnene, at de har fået lettere ved at sætte ord på handicappet,
de er blevet klogere på, hvad det betyder, ligesom de har fået viden om, hvilke
reaktioner man kan forvente, når man har en bror eller søster med et handicap
eller særlige behov.
En dreng på 11 år udtrykker det således: ”Det er som om jeg har fået ryddet op i mine tanker…jeg føler mig ikke så anderledes mere, det hjælper at tale med nogen man ikke på forhånd kender, og som oplever det samme, de forstår det, og jeg er ikke bange for at de griner…de andre omkring mig kender til det samme og kan sætte sig ind i dem….Jeg ved også, hvordan andre reagerer, jeg er på en måde blevet klogere på andre mennesker…mine meninger er OK…nu ved jeg, at andre har det ligesom mig”. Følelsen af at være anderledes og alene ser ud til over tid at blive transformeret til at større indsigt i sig selv og andre. Ligesom det at blive genkendt og forstået i det man siger, betyder, at børnene oplever at få mere orden i deres tanker. At blive bekræftet ved feedback fra de andre børn på søskendekurset opleves som at ”få ryddet op” i tankerne.
John Quist Frandsen, som er en af de 3 gruppeledere på søskendekurset fortæller, at på den måde bliver børnenes individuelle erfaringer, tanker og følelser gjort fælles i et forum, hvor de med det samme oplever genklang. På et søskendekursus som det vi arrangerer får børnene mulighed for at fortælle om det de er optaget af. Ikke alle børn har lyst til det i begyndelsen, men de fleste får lyst hen ad vejen. Gennem aktiviteter og lege fortæller de, hvem deres bror eller søster er, hvad deres handicap er, hvordan det viser sig, hvad de tænker om det, hvad de oplever osv. De andre børn lytter under fortællingerne og får efterfølgende mulighed for at give udtryk for deres refleksioner over det, de har hørt. Noget helt karakteristisk er, at søskendes fortælling i denne kursusramme får en dobbelt betydning. Dels det, at fortællingen i sig selv kommer til at skabe sammenhæng for det enkelte barn, dels det, at fortællingen giver mulighed for, at de andre børn på søskendekurset kan spejle sig i fortællingen.
F.eks: beskriver Søren på 10 år det tydeligt: ”Det er rigtig rart at høre Hans fortælle om, hvordan det er for ham……..det er flot, at han kan fortælle så meget og jeg kan genkende rigtig meget af det, han siger”. På den måde opstår der en slags brobygning over tid, hvor begge børn får nye perspektiver. Søskende får mulighed for at se, at andre børn som måske er lidt ældre er et andet sted nu. Der foregår en indre og en ydre dialog forskudt i tid, som alle søskende på kurset kan tage del i, aktivt eller ved blot at lytte.
Gruppeprocessen på Ådalskolens søskendekursus bliver så at sige, fødselshjælper for nye erkendelser slutter John med at sige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar